Familien i El Paso

Sommertid i det vestlige USA er også lig med regntid. Eller monsoon season. Og det betyder virkelig nogle alvorlige uvejr.

Torsdag da vi kørte igennem Mojave ørkenen i Nevada på vej til Las Vegas, kørte vi lige igennem sådan et uvejr. Det regnede på alle sider af os, og det blev bare værre og værre. På et tidspunkt kunne vi kun køre omkring 50 kmt pga. dårlig sigtbarhed. Derudover er mange amerikanere ikke særligt gode til at få sat lys på deres biler, jeg tror det er noget med at kan de bare se selv, så tænker de ikke på andre.

Der var vildt tæt trafik på den motorvej og det gik samtidig virkelig meget opad og det betød sammen med regnen, at der var indtil flere uheld. Når det regner så sjældent, så er der mange der ikke er klar over, hvordan de skal styre bilen, hvis der ligger meget vand på vejen.

Oveni al regnen tordnede og lynede det også. Vi var glade for at vi sad inde i bilen og det var utroligt flot at se mange af lynene slå lige ned i jorden. Allerflottest var det dog, da lynet slog ned bare 20 meter til højre for bilen. Det tog flere sekunder og gnistrede og antændte en kaktus - men heldigvis regnede det, så det gik hurtigt ud igen. Men så kan man godt forestille sig, hvordan deres wildfires opstår!

Igen i dag er vi kommet forbi nogle utrolige uvejr med tordenvejr. Heldigvis er vi dog ikke kørt lige igennem det, men udenom, så vi kunne nøjes med at nyde synet af lynene. Jeg tror aldrig at jeg har set noget lignende, heller ikke i El Paso. Her står lynene lodret ned, hvorimod de i El Paso snarere løber vandret hen over himlen. Men flot er det - og jeg synes det er godt at landet får noget vand.

På den anden side vil jeg være glad, hvis det ikke lige skal regne, når vi i morgen skal besøge Zion Nationalpark. Det skulle være flottest, når man går ind igennem, men det vil nok være lidt dumt, hvis det også regner. Her er masser af turister, men vi er usikre på, om det er pga. sommeren, eller pga. 4. Juli-weekend. 4. Juli er jo i år en lørdag og så har de fleste fået fri fredag i stedet, for det regnes som en fridag, og så kan man ikke sådan tage den fra dem, bare fordi det falder i en weekend. Men det betyder jo så en forlænget weekend og i hvertfald i Las Vegas kunne vi tydeligt mærke forskellen på i går og i dag, og også på motorvejen herover til Utah. Men som sagt bliver det spændede at se, om det tynder lidt ud i turisterne efter weekenden, eller om de vil følge med os gennem USA. Vi har hørt at blandt andet Yellowstone om sommeren kan være lige så trafikeret som Los Angeles og New York. Og så vil vi nok foretrække at finde et andet sted at se bøfler. Men det finder vi ud af senere. Foreløbig bliver vi på dette motel indtil søndag, hvor vi skal besøge Bryce Canyon Nationalpark. Og hvad der derefter skal ske, vil kun tiden kunne vise.

Onsdag var dagen hvor vi skulle aflevere Audi’en på en terminal i Los Angeles, så den kan blive sendt med næste båd hjem til Danmark. Vi havde overnattet i nærheden af Palm Springs og havde kun omkring 2 timers kørsel igennem Los Angeles, og til området omkring Long Beach, hvor den skulle afleveres. Men sikke en tur.

Så vidt vi har forstået - og sådan set det i øvrigt også ud - så er der stort set altid vildt meget trafik på motorvejene igennem og udenom Los Angeles. Ligegyldigt hvilket tidspunkt af dagen du kommer. Vi havde dog en ide om, at der ville være knap så meget omkring middagstid, som der sandsynligvis ville være om morgenen, men uanset hvad, så var der rigtig mange steder, hvor vi holdt stille og hvor det var svært at skifte vognbane, for slet ikke at tale om, at skulle køre, så Erik kunne følge med mig.

Når vi tidligere har besøgt LA, så har jeg aldrig kørt, for jeg har ikke brudt mig om den hastighed de kører med, eller alle de vognbaneskift der laves hele tiden. Men denne gang var der ingen vej udenom, slet ikke da vi jo kørte i hver sin bil.

Heldigvis gik det godt. Kun en enkelt gang var der en bil der gemte sig ved siden af mig, så jeg måtte presse speederen i bund, for at komme ind foran ham og ikke lige ind i siden på ham. Og det tog heldigvis heller ikke så lang tid at komme til vores bestemmelsessted og det tog da slet ikke lang tid at tømme bilen, aflevere alle papirer og køre derfra igen.

Onsdag aften havde vi en aftale med en af Eriks studiekammerater som bor i Beverly Hills, men han skulle lige komme hjem fra arbejde først. Så vi besluttede at køre til stranden. Ret vildt, efter at have boet 2 år i ørkenen

Vi kørte til Santa Monica pier, der har vi aldrig været før. Vejret var ikke specielt varmt, faktisk var temperaturen droppet fra 118 gr.F og til 68 gr.F, en forskel på omkring 27 grader C. Men det var fugtigt ved vandet og nøjagtig som vi husker de gode somre i Danmark, med en dejlig søbrise og ikke alt for varmt. Vi spiste frokost, drak kaffe og gik en tur langs med molen og kiggede på nogle af alle de tossede mennesker, som stiller sig op og optræder, med håbet om at kunne tjene nogle få dollar. Og man må sige at det lykkedes, også selvom noget af det der blev optrådt med, var fuldstændig talentløst…..

Da vi havde fået nok af sol og vand og strand besluttede vi at køre lidt nordpå, så vi kunne se Malibu og strandene i det område, inden vi skulle køre til Beverly Hills og mødes med Carl. Vi havde dog glemt at tage hensyn til trafikken, for da vi vendte om og troede at vi kunne være hos Carl 45 minutter senere, viste det sig, at det kom til at tage 1½ time i stedet! Heldigvis ventede han dog på os, og da vi kørte ned på Sunset Blv. for at få noget at spise i området omkring Wilshire, viste han os også hvor Michael jackson har boet de sidste 3 år af sit liv. Ca. 10 minutters gang fra Carl! Ja, vi troede jo at han boede på Neverland, som ligger i området omkring Santa Barbara, men faktum er, at han har haft lejet et hus i Beverly Hills og faktisk ikke boet på Neverland i flere år.

Der var vildt mange mennesker, blomster, afskedsbreve osv. på vejen hen mod huset, men som Carl forklarede, så har folk som sædvanlig fået forkert fat i, hvilket hus det i virkeligheden er, de berømte bor i, og han viste os hvilket hus det faktisk var, MJ havde boet i. Jeg fik taget billeder af det - og de vil også blive postet, når jeg lige får dem oploadet……

Efter middagen sagde vi farvel og tak og kørte østpå, hvor vi overnattede. Det var nogle hundrede kilometer fra Beverly Hills, men ville betyde at vi i dag ville have knap så lang en tur at køre, for at komme til Las Vegas.

Men det viste sig at blive en stor løgn. Man skal aldrig sige aldrig, vel? Så ikke noget med ‘dejligt, at vi ikke igen skal køre igennem den horrible trafik i Los Angeles’ - for det kom vi til……

Tumlingen Lene havde nemlig ladet sit pas ligge i Audi’en, som nu var ca. 200 km sydvest for os og på vej til at blive læsset ind i en container og sat på et skib til Danmark! Det var hulme godt at jeg kom i tanker om det, inden vi kørte videre, for terminalen har lukket fredag og så ville det være umuligt at nå at se alt det, vi har planlagt at se på vores tur.

Det eneste vi kunne gøre var at ringe til terminalen og fortælle dem at vi var på vej, og så køre tilbage til Los Angeles. 4 timer senere kom vi forbi det hotel vi havde overnattet på, men heldigvis med mit pas godt gemt i en lomme i tasken og ikke i nogen aflukker i bilen!

Og lige nu er vi i Las Vegas. På et super-fedt-og-fantastisk-sprit-nyt-hotel - Palazzo - som ligger lige ved siden af The Venetian. Suiten er 720 fod stor og har dagligstue med skrivebord, spisebord og sofa og et 37″ TV, soveværelset er et par trin oppe og med king size dobbeltseng og 47″ fladskærmstv, mens badeværelset er kæmpestort med jaccuzzi, spa-bruser og separat toilet - og selvfølgelig TV! I receptionen blev vi spurgt om vi havde nogle specielle planer mens vi ver her, men vi var for flove til at svare : vi skal flade ud, spise lækker mad og dele en flaske vin, og så tidligt i seng! Muligvis se lidt TV…….. 

Så er vi rigtigt kommet i gang med vores tur. Er blevet checket ind på et Super 8 motel i Yucca Valley i Californien, som ligger nogle kilometer mod nord i forhold til Palm Springs og ca. 200 km kørsel fra, hvor vi i morgen skal aflevere Audi’en.

Det har været en lang køretur. Det er svært at vænne sig til at skulle tilbringe 8 timer i en bil. Bagdelen føles, som om den er blevet både fladere og bredere……

Vi stod tidligt op i morges i Tucson i Arizona. Skulle mødes med Carole og Kevin til morgenmad og ville også gerne afsted i nogenlunde ordentlig tid, så kl. 7 var vi klar til lækker omelet med bacon og avocado på Café Jasper i Tucson. Bagefter var vi med hjemme og se den nye overbygning på Caroles hus og inden vi kørte ud af byen, besluttede vi i al hast, at vi lige ville køre forbi Audi værkstedet og se, om de havde nogle reservedele, som det kunne betale sig at købe med hjem.

Det havde de og jeg fik lejlighed til at sige farvel til medarbejderne. De har været utrolig søde, utroligt hjælpsomme og forunderligt nok, så har de altid kunnet huske mit navn og vidst hvem jeg var, uanset om jeg ringede eller selv dukkede op.

Vi kørte fra Tucson kl. 10 lokal tid. Og da var temperaturen allerede oppe på 34 gr.C. Og det blev bare varmere, jo længere vest på vi er kørt. Da vi stoppede for at spise frokost, viste temperatur måleren 37,5 gr.C og lige inden vi kørte ind i Californien, var vi helt oppe på 46 gr.C! Det var helt vildt! Selv air-con’en i bilen, kunne dårligt følge med til den temperatur.

Til gengæld er det igen blevet nogenlunde tålelige temperaturer omkring 30 gr.C. Og det skulle i morgen blive noget køligere, måske endda helt ned til 20-23 gr.C! Måske skal jeg have fundet en trøje frem……

Om et øjeblik vil jeg nappe et bad, og så vil vi gå hen til møntvaskeriet og få vasket lidt tøj og få lidt at spise imens. Og så vil vi sandsynligvis smide os i sengen og se TV eller måske ligefrem lægge os til at sove. Vi skal i morgen køre ind i Los Angeles og der vil vi helst undgå alt for meget trafik, så der er ingen grund til, at vi tager tidligt herfra. Hvis det mod forventning skulle holde tørt i morgen tidlig, forventer jeg at vi vil tage et smut i den nationalpark, der ligger ret tæt herpå, eller også vil vi gå en tur på en af deres naturstier i området. På vejen hertil så vi rigtigt mange stier, og jeg tror det kunne være dejligt med en gåtur, inden vi igen skal ud og køre.

Jeg glæder mig rigtig meget til, at vi fra i morgen kun skal køre i én bil. Det er godt nok hårdt at køre i kolonne, uden nogen at tale med, undtagen når vi holder pauser. Derfor har det også taget os lidt længere tid, end det normalt ville tage at køre de 637 kilometer vi har kørt i dag. Jeg må også tilstå at jeg havde en mindre krise inden vi begav os ud på de sidste 250 km, hvor det var nødvendigt med 5 minutters powernap og en Red Bull! Men så gik det også over stok og sten, efter jeg havde indhaleret den! 

I morgen skal vi altså sige farvel til Audi’en, som jeg ikke skal regne med at se de næste 10-12 uger. Og i morgen eftermiddag har vi en aftale om at møde Carl, en af Eriks gamle skolekammerater, som bor i Beverly Hills. Vi satser på at der er internet på det hotel vi har reserveret et værelse på i morgen, hvis der er, kommer der nok en lille hilsen i morgen også. Ellers : godnat og sov godt!

Så er vores sidste dag i El Paso begyndt.  Og den bliver lidt kort, forhåbentlig kan jeg om et øjeblik ringe til udlejer og bede dem om at komme og gennemgå huset med os, og så vil vi stille og roligt begynde og drive vestover…..

De sidste dage har været meget fredelige, specielt ovenpå de hektiske dage i slutningen af sidste uge.

Vores flyttefolk ankom som lovet onsdag morgen, og begyndte straks at pakke køkkenet, gæsteværelset, de 2 badeværelser i underetagen og vores overtøjsskab. Imens brugte jeg tid på at så sat vores elektriske apparater til salg, fik frokost med en veninde, sagt de sidste abonnementer op - den slags trivielle ting.

Torsdag kom igen et par folk for at fortsætte nedpakningen. De havde dog ikke selv værktøj med til at kunne skille ting ad, så Erik gik dem i hælene og skilte borde, reoler, senge osv. og så pakkede de ellers ind i en lind strøm. Torsdag blev de til kl. 19 og på det tidspunkt var næsten alt pakket - på nær de sidste ting i garagen. Og vi selv flyttede på hotel.

Fredag kom vores container. Og 4 mand til at sørge for, at det hele kom med. Den ene var med til at nummerere alle bokse og stykgods og samtidig skrive det ned på en liste over, hvad der var i hver kasse. Et eksempel kunne være ‘b.r. towels’ - som i ‘badeværelse, håndklæder’. Så bliver det lidt lettere at dirigere kasserne derhen hvor de skal være, når vi skal have det hele flyttet ind i vores nye hjem i Danmark (som jo slet ikke er fundet endnu…..)

En af de andre flyttefolk fortsatte med at pakke, mens de 2 sidste gjorde hvad de kunne, for at få alting op i containeren. Den var ikke blevet sat ned på asfalten, så alt måtte skubbes op ad nogle lange ramper. Heldigvis havde vi da nogle stiger, så når noget skulle stables ovenpå hinanden, så kunne de bruge stigen til at få det op i højden. Man undrer sig noget over, at de kan arbejde uden det rigtige værktøj, men da vi om aftenen talte med en kammerat om det, sagde han at de har helt sikkert haft udstyret fra starten af, men alting bliver stjålet, så arbejdsgiver kan godt have opgivet at holde dem med udstyr. Og det lyder faktisk ret fornuftigt.

Desværre kom den ene flyttemand til skade, da de skulle have den ene 4-hjuler op i containeren. Rampen blev delt, så de kunne skubbe maskinen op, men uheldigvis faldt den ene flyttemand ned mellem de to ramper, 4-hjuleren kørte hen over ham og han slog sig så meget at mester måtte komme og hente ham. Og så måtte Erik ellers tage over, og hjælpe hvor han kunne.

Jeg selv fik farvet hår imens og fik købt de sidste ting ind. Der var jo ingen grund til, at jeg skulle gå i vejen derhjemme.

Kl. 16.52 blev containeren forseglet og flyttefolkene kørte herfra med bilen fyldt op med ting, som vi bare ville have smidt ud. Godt at de kunne bruge det

Vi var simpelthen så udmattede, at vi næsten ikke orkede noget. Men vi fik da spist middag med Bob en sidste gang og fik også talt med ham om, hvad han ville anbefale at vi får set, når vi om et par timer starter vores tur tværs henover USA. Men det skal jeg nok underholde om på et senere tidspunkt.

Lørdag var det tid til at få gjort huset rent. Da køleskabet blev taget fra, opdagede vi at hanen hvortil det havde været tilslutttet, var utæt. Så hvis ikke vi skulle ende med en hel sø i køkkenet og en stor vandregning, så måtte vi have købt noget til at stoppe hullet med. Det fik vi også gjort. Heldigvis har min mand hænderne skruet rigtigt på.

Lørdag aften mødtes vi med Brent og Susanne til en sidste middag på Texas Roadhouse. De er ellers vegetarer, og er derfor næsten aldrig på steak house og de havde ihvertfald aldrig været der. Men vi synes de skulle opleve stemningen og de synes også at det var noget godt mad de fik, selvom det kun var grøntsager.

Søndag blev vores helt igennem afslappe-dag. Vi sov længe, spiste sen morgenmad, var ude og se på nogle forretninger, inden Erik blev sendt på vaskeri, mens jeg fik ordnet mine negle og gik i biografen og så ‘My Sisters Keeper’ (fantastisk film, men husk kleenex!).

Og i går spiste vi sandwich på hotellet, fik en øl til og gik tidligt i seng. Der var ligesom ikke andet at lave. Det stod ned i stride strømme, og det tordnede og lynede hele natten, så jeg vil tro at monsun sæsonen allerede er startet. Det plejer den først at gøre i juli, men på den anden side, så er der jo heller ikke længe til juli, så det går nok.

Lige nu sidder jeg så i mit store, tomme hus og skriver indlæg på min blog, mens jeg venter på at min rengøringskone skal komme og hjælpe mig med at gøre huset helt rent. Erik er på lossepladsen en sidste gang, og selvom det egentlig er lidt spild at vaske bil i dag, når det nu har regnet og det sandsynligvis vil regne det meste af dagen, så er han også kørt ned og få vasket bil, så det i det mindste ikke er gammetl skidt, der sidder på den.

Til middag regner jeg med at vores udlejer kommer, men de har været lidt besværlige at få en fast aftale med, så det er ikke helt faldet på plads endnu. Men hvis de kommer som forventet, så kan vi kl. 13 eller snarest derefter køre i 2 biler til Tucson, hvor vi vil overnatte i nat. I morgen tidlig har vi en aftale om morgenmad på Jasper’s med Carole og hendes mand Kevin og så starter vores egentlige tur videre mod Los Angeles, hvor min Audi skal afleveres på havnen, så den kan blive sendt hjem til Århus.

Det er helt underligt at forestille sig, at vi de næste 3-4 uger skal bo i Eriks bil og på diverse hoteller, men vi glæder os helt vildt til alt det vi skal se. Og så bliver det rigtig dejligt, når vi den 24. juli lander i Kastrup, men det bliver også en helt anden historie.

God sommer til jer alle!

Hvad er det med alle de mennesker, der sidder og poster spam-kommentarer? Hvad får de ud af det? Har de ikke andet at lave, end at sidde og forpeste andre menneskers blogge, med intetsigende vrøvl?

De værste er dem der bare skriver en masse bogstaver og som ikke har noget indhold. De næstværste er dem, der tror at jeg falder for gode tilbud om viagra og andre stimulanser. Og så har jeg haft en meget mærkelig en i dag, fra April som på engelsk skriver, at hun godt kunne lide min blog, interessant læsning og at hun vil abonnere på mit feed for fremtiden. Sikke da noget vrøvl, jeg skriver kun på dansk, det kan vel ikke være særligt interessant for nogen, der ikke selv kan læse eller skrive dansk?

Men så er det jo godt at jeg har et spam-filter, som kan sortere lidt i kommentarerne. Og det eneste jeg behøver gøre, er at slette dem.

Men jeg undrer mig alligevel!

Vi har brugt de sidste par dage på at smide rigtig mange ting ud. Jeg har en tendens til at glemme, hvad jeg har i mine skabe, og ender tit med, at jeg kommer hjem fra købmanden med noget, som jeg egentlig havde i forvejen.

Så derfor blev vores skraldespand i går fyldt op med indtil flere poser ris, pakker med lasagneplader, mel og sukker - ret dumt, for der var nok for mange penge, men sådan gik det altså.

Vi talte ved morgenmaden om, at det system de har her i El Paso (for nu ved jeg jo af gode grunde ikke, hvordan systemet virker i andre stater) hvor vi hver mandag aften kører vores skraldespand ud til kantstenen, og så kommer der en skraldespand tirsdag morgen og tømmer den, det ville nok ikke have fungeret på Dyrehavevej i Kolding. Tænk hvis vi i Danmark bare kunne sætte en fyldt skraldespand ud til vejen, også uden at den næste person der kom forbi, ville vælte det hele ud over det hele? Eller er der steder i Danmark, hvor det rent faktisk fungerer?

Nå, men nu er vi i hvertfald kommet af med det meste af vores skrald. Og jeg har lige taget et billede af skraldespanden (efter den er blevet tømt), så man kan få en ide om, hvordan det ser ud….

Man kan i baggrunden lige ane nogle af naboernes skraldespande, som endnu ikke er blevet sat ind. Den grå er til almindeligt affald, den blå til det, der skal/kan genbruges. Udover det har vi også en affaldskværn i køkkenvasken, som faktisk betyder at man har væsentligt mindre affald, og så behøver det heller ikke stå og lugte i skraldespanden ude i heden i næsten en uge, indtil det bliver afhentet. Selvom det nu nok ikke går så galt med lugten, for selvfølgelig har jeg også skraldeposer, som er blevet sprøjtet med en eller anden duft, så alt mit skrald for tiden lugter af vanille

Og hvis den opmærksomme læser skulle finde på at spørge til vejret - ja, så er der lidt regn i luften i dag. Det dufter i hvertfald af regn og himlen er helt grå og mørk. I går aftes kom der en advarsel på TV skærmen om fare for oversvømmelser (flash flooding) som kan forekomme, selvom det ikke regner lige her. Og skyerne var også i går ret truende, så det har sikkert regnet oppe i bjergene. Monsun sæsonen starter også lige om lidt (begyndelsen af juli) så der er ikke noget bemærkelsesværdigt i, at det snart vil begynde at regne. Forhåbentlig forbliver det dog tørvejr, indtil flyttefolkene har fået pakket alle vores ting og sat dem ind i containeren, for det ville være ærgerligt, hvis de skulle til at slæbe en masse skidt ind. Men den tid den sorg - det er jo først i morgen!

Nu er der kun godt en uge til, at vi flytter fra El Paso igen. Den sidste måned har dog været meget travl, jeg har været mange steder og nået en masse.

I midten af maj var min mor og Kasper på besøg, og i slutningen af maj tog jeg med dem og Rasmus til Danmark og blev pinsen over, så jeg kunne være med til at fejre Jeppes 4-års fødselsdag.

Da jeg rejste tilbage til El Paso igen, havde jeg en veninde med fra Danmark. Og hun har virkelig været med til at sætte præg på en af mine sidste uger herovre. Her følger nogle billeder fra den uge, som nok mest gik ud på at shoppe, spise og drikke - og ikke mindst hygge os og ruske op i gamle minder fra da vi gik i folkeskolen sammen

Annette var rigtig god til at hygge sig om formiddagen. Her med en god kop morgenkaffe.

Vi var også så heldige at Bob, en af Eriks kolleger, var her alene, så han ville gerne tage med os ud og spise en stor bøf.

Bemærk de blå drinks på bordet. Sådan startede det hele…….

Det gik dog ikke op i spise og drikke hele tiden, en enkelt formiddag nåede vi også lige at gå en tur i nabolaget.

Og vi nåede også at få shoppet lidt til mig, så her er jeg iført ny top, nye Levi’s cowboybukser og de mest fantastiske cowboy støvler der findes.

Dejlig uge, føltes som en ferie, inden jeg i sidste uge tog på rigtig ferie til Mexico. Men det er en helt anden historie.

Hvis man kun tror at man er ved at være syg, betyder det så at man ikke er det?

Efter jeg blev ramt af helvedesild, som ifølge min læge skyldes stress (i kroppen, ikke nødvendigvis i hovedet) og nedsat immunforsvar, har jeg hver dag taget en masse piller: 3 stk stærk b-vitaminer, 8 stk kinesisk urtemedicin, 3 stk fiskeolie, 1 stk Q10 og en allergipille.

Det er ret mange piller at sluge og fordøje på en dag, skulle jeg lige hilse og sige.

I fredags blev der føjet en mulitivitamin pille til arsenalet, efter jeg havde talt med min akupunktør om, at mit helvedesild var på retur, men til gengæld havde jeg nu fået et forkølelsessår på læben.

Og ligesom med helvedesild tyder udbrud af forkølelsessår også på, at mit immunforsvar stadig er helt i bund. Og jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre ved det. Jeg tror det hele kommer af, at jeg sover rigtigt elendigt om natten. Det bliver ofte kun til nogle få timers søvn, inden jeg enten vågner fordi jeg skal tisse, eller bare vågner, fordi jeg ikke længere synes jeg kan sove. Og hvis manglende søvn er årsagen til at min immunforsvar er dårligt, vil der ikke være nogen piller i hele verden (udover sovepiller) der vil kurere mig.

Men deri var min akupunktør nu alligevel uenig. Hun spurgte om jeg kunne være i begyndende overgangsalder, for der er rigtig mange der kommer til at lide af dårlig søvn, når deres hormon niveau ikke er helt, som det skal være. Og derfor ville hun anbefale at jeg begyndte at smøre mig med progesteron creme. Det skader tilsyneladende ikke, så jeg synes da at det var et forsøg værd.

Cremen skal smøres på kroppen, helst på et sted med enten tynd hud eller et godt fedtlag, og så optages hormonet igennem kroppen. Jeg nåede at smøre mig 2 gange i løbet af fredagen og jeg sov som en baby om natten.

Men om det nu er cremen eller alle mine piller, så har jeg siden haft det dårligt. Det gør ondt i alle led, jeg har hovedpine og ondt i ryggen. Det er egentlig ret svært at forklare, jeg har det bare rigtig dårligt og lørdag aften endte jeg med at ligge på sofaen med en dyne over mig, så jeg ikke kom til at fryse, på trods af at vi har omkring 26 gr. i stuen.

Jeg har også sovet ualmindeligt dårligt i nat. Har haft svedeture og været oppustet og haft ondt over det hele.

Betyder det, at jeg er syg? Har influenza? Er blevet ramt af et svin? Eller er jeg bare doven og håber at jeg kan slippe for at skulle rydde mere op i noget af alt det lort, vi har til at ligge rundt omkring?

Endnu engang er jeg alene hjemme efter et have haft besøg.

Det er ofte et helt antiklimaks, når folk rejser hjem igen, for vi har haft så travlt, at der næsten ikke har været tid til de mere dagligdags ting, og pludselig skal jeg til at fylde en hel dag igen.

Det burde nu ikke være noget problem. Da der jo snart kommer en hel hær af flyttefolk for at pakke vores ting ned, er der masser der burde sorteres i, så man ikke risikerer at bruge tid på at pakke noget, man ikke havde planer om at skulle have med hjem igen. Og jeg ved af erfaring at når de først går i gang med at pakke, så er der ikke tid til at sortere noget som helst.

Men jeg kan ikke rigtigt tage mig sammen. Det er som om dagen smuldrer mellem fingrene på mig, og bunken af strygetøj bliver bare større og større, fordi det eneste jeg lige kan tage mig sammen til, er at få tøjet vasket, men ikke strøget og lagt sammen.

Forhåbentlig bliver det lidt bedre med energien, når Erik er kommet hjem igen. Jeg har en forventning om at vi kan få sorteret papirer og få en hel del af det pakket ned i kasser, så flyttefolkene ikke skal bruge energi på at læse sig igennem vores personlige ting. Og så håber jeg også at kunne gå køkkenskabene igennem, og få smidt rester af mel og morgenmads produkter ud, så jeg ikke skal bruge tid på det de sidste par dage. Der skal også sorteres i vores tøj, for selvom vi har sendt nogle få ting hjem med luftfragt, så skal der alligevel tages hensyn til, at vi først får vores container og dermed vores ting i løbet af efteråret og det er nok begrænset hvor længe vi kan gå rundt i sommertøj i Danmark. Nok ikke helt til oktober/november.

Så ja, jeg burde se og komme i gang, og jeg får nok også tømt opvaskemaskinen og strøget skjorterne, men meget mere end det tør jeg ikke satse på at jeg når, inden Erik er hjemme igen i eftermidadag.

Det er godt nok længe siden, jeg har sovet for længe. Siden jeg kom tilbage fra Danmark er jeg stort set vågnet omkring kl. 5-5.30 om morgenen, men lige nøjatig i morges, hvor det var helt nødvendigt at komme op, så vi kunne køre i lufthavnen senest kl. 5.30, vælger min krop af beslutte, at den skal sove længere. Jeg havde været vågen stort set hver time hele natten, men sov dybt kl. 5, hvor vækkeuret skulle have ringet. Nu var det heller ikke ligefrem smart at jeg var komme til at sætte vækkeuret til kl. 5 pm i stedet for 5 am, vel?

Troede egentlig også at Annette ville have vækket mig, men jeg nåede heldigvis selv at vågne og komme i bad kl. 5.20, hvilket var det tidspunkt hun havde besluttet at hvis JEG skulle køre hende i lufthavnen til tiden OG ikke lugte langt væk af nat og dårlig ånde, så var det vist på tide at få mig rystet ud af fjerene.

Jeg nåede lige at få kastet lidt mad i skrutten og så kom vi afsted.

Hendes afgang var kl. 7 og vi skulle senest være i lufthavnen 45 minutter før afgang, hvilket vi da også var. Men da hun skulle med to forskellige flyselskaber og rejse internationalt, var det ikke muligt at checke ind on-line og det ville nok have været en hel del lettere, hvis vi havde været ved check-in skranken bare et par minutter tidligere.

Men det var vi altså ikke. Og så måtte vi tage den derfra.

For det var heller ikke til at få et boarding kort med et sæde på. Det ville hun først kunne få ved gaten og selvom Annette såmænd taler et udmærket engelsk, synes jeg egentlig det var bedst, hvis jeg lige tog med hende op til gaten. Heldigvis kan det lade sig gøre, jeg fik udleveret et ‘priority’ boarding kort, puttede diverse cremer og læbestifter i en pose og gik med hende ud til gaten.

Her måtte vi vente noget tid, inden der blev en medarbejder ledig, som kunne hjælpe. Heldigvis kunne vi konstatere at Annette ikke var blevet sat på stand-by listen, for så ville hun ikke have nået flyet i Newark.

Det fly hun skulle flyve med til Newark, havde en såkaldt ‘teknisk mellemlanding’  i Chicago, og normalt betyder det, at flyet lander for at sætte passagerer af og få nogen nye på, og man plejer at få lov til at gå ud af flyet, men skal jo huske at komme på igen, inden det flyver videre. Desværre var der kun plads ved nødudgangen, hvis hun skulle have samme sæde hele vejen til Newark, men den venlige dame ved gaten forstod godt, at det ikke var særligt hensigtsmæssigt at have nogen siddende, som sandsynligvis ikke helt ville forstå proceduren om at skulle åbne en nødudgang i tilfælde af problemer, så hun fik givet Annette en anden plads og besked om, at hun i Chicago skulle gå ud af flyet og få et nyt boarding kort med et nyt sæde.

Også i Newark skulle hun have et nyt boarding kort, for det kunne American Airlines ikke give hende til den sidste flyvning, fordi den var med Continental. Men det plejer nu at være et mindre problem og tager heller ikke ret lang tid.

Jeg har nu modtaget et par sms’er fra hende. Der var åbenbart alligevel problemer i Chicago. Ikke nok med at flyet var forsinket, og de skulle skifte fly, de ville også have hende ombooket pga. det manglende boarding kort, men det ser ud til, at hun trods alt kom med flyet som planlagt. Der er også ticket en ny sms ind på mobilen med et kort ‘pyha, jeg når det vist, trods alt’, så jeg glæder mig til at høre, hvad der var af problemer i Newark.

Hovedsagen er dog, at hun kom godt herfra og er på vej hjem til mand og børn igen. Efter så god en ferie, ville det have været ærgerligt at skulle kæmpe med forsinkelser og aflyste afgange, specielt når man rejser alene. På den anden side, så vil det nu - nøjagtig ligesom krigshistorier - blive en tur hun nok vil være længe om at glemme, og kan fortælle om i lang tid!