Familien i El Paso

Nu kommer en historie fra det virkelige liv - og en som var lige ved at få mig helt op i det røde felt.

Det startede ellers så godt, og jeg fik god hjælp - men så endte det alligevel med, at jeg måtte opgive at være rar og i stedet skrue bissen på.

For at være helt ærlig, så endte jeg i situationen, fordi jeg er utrolig dårlig til at skrive ting ned. Jeg mener selvfølgelig at jeg sagtens kan huske det - så svært kan det vel heller ikke være at huske et password, og da slet ikke, når de steder man skal lave det, har nogle regler : “mindst 6 og max 15 anslag, der skal være både store og små bogstaver og indeholde både bogstaver og tal!”. Dette resulterer desværre ofte i, at jeg er nødt til at nulstille konti og oprette nye password - som jeg har endnu sværere ved at huske.

Og således altså også i søndags. Erik er ude og rejse og havde brugt et kreditkort til at betale nogle indkøb med. Og så skal det jo betales. Hvilket jeg gerne gør via home banking. Men desværre - 1-2-3 - så har jeg tastet forkert password én gang for meget, og jeg skal verificere min identitet. Eller min mands, faktisk, for jeg er ikke det man i de kredse kalder “primary card holder”.

I går tog jeg mig sammen og ringede til banken. Fik en utrolig sød mand i røret, som gerne ville nulstille mit login, hvis jeg bare lige kunne fortælle “primary card holders mothers maiden name”. Heldigvis kender jeg min svigermors pigenavn, så det er ikke noget problem. Jeg kunne også huske, hvornår kontoen blev oprettet og jeg kunne opfatte mig selv som værende godkendt. Her laver jeg desværre endnu en fejl. Da jeg faktisk har et login til både Erik og mig (samme konto) så var det nok lige så smart at få kreditkortet vist på min kontooversigt, så jeg fremover kan betale ved at gå ind med mit login - synes jeg.

Så skulle jeg lige tale med en anden.

Vi gik det hele igennem igen : social security nummer, konto nummer, svigermors pigenavn - og kun for at opdage at det jo ikke er mit navn der står på kreditkort kontoen og derfor kan jeg heller ikke få lov til at betale kredit kortet med mit login. Øh - ikke forstået? Jeg vil jo bare betale?

Så skal jeg tale med en anden, for jeg kan bare betale via telefonen.

Kommer til en forholdsvis sød telefonstemme som beder mig indtaste nummeret på det kort jeg vil betale + postnummer.

Desværre vil telefonstemmen ikke acceptere hverken mit postnummer i Texas eller her i Danmark og heller ikke selvom jeg taster det på flere måder.

Vi stiller om.

Der er nu gået mere end ½ time med at tale med banken. Heldigvis ringer man med “modtageren betaler” når man ringer fra udlandet, så det kommer ikke til at belaste min telefonregning. Kun mit pis……

Den person jeg fik i røret ville jo også gerne have mit postnummer. Jeg siger, jeg bor i Danmark og det er altså kun med 4 cifre og ikke 5 som de er vant til at i USA. Men hun har et postnummer i Texas, jeg nævner vores gamle postnummer, men det er ikke korrekt. “Kan du ikke engang huske din gamle adresse?” JOOOOO, men det er åbenbart ikke det I har i jeres optegnelser, er det så MIG der er dum?

Hun var dog forholdsvis service minded og ville gerne hjælpe mig med at ændre min adresse, så det bliver vores internationale adresse, specielt da jeg blev ved med at fastholde at jeg IKKE havde planer om at flytte tilbage til min gamle adresse i Texas!

Og SÅ fik damen problemer. Postnummer med kun 4 cifre, kan man det? Er der nogen stat? Nej, for i Danmark oprererer vi jo ikke med stater, så det fik vi også en lille snak om. Telefonnummer? 0045….. “Er 00 area code?” “nej frue, for i Danmark har vi ingen area code. 00 er for internationale telefonopkald, 45 er landekode”. Nå?

Men det endte da med at hun fik det hele tastet ind, jeg blev stillet om til den automatiske stemme, tastede mit postnummer i Danmark 3 gange og blev stillet om til en medarbejder. Opgav endnu engang kortnummer, min svigermors pigenavn osv. og fik at vide at jeg faktisk ikke skyldte dem penge, for jeg skulle først betale kreditkortet på torsdag!

Jamen jeg vil bare gerne betale det NU! Er “primary card holder” til stede? Nej, for helvede, var han det, så havde jeg jo bare fået ham til at ringe, han er i meget mere udland og kommer ikke hjem foreløbig!!!! Og desuden vil jeg bare gerne betale mit kreditkort!

Damen forsøgte igen, er du sikker, det kan jo være han benytter det ingen inden på torsdag? Og du behøver jo ikke betale hele beløbet. Og du må også være klar over at jeg kan godt sætte det til betaling, men beløbet vil først blive hævet på din konto torsdag og blive sat ind på kreditkortet dagen efter! JAAAA! Så gør det! NU!

Jamen, så skulle hun da gerne gøre det. Og Tak fordi De brugte vores kunde center, ha’ en fortsat god dag!

Ja tak, det vil jeg prøve. Og så vil jeg prøve at få mit blodtryk ned igen!

Så skul

MIn mand er i Hongkong. Og som vi overskudsmennesker plejer at sige på amerikansk “good for you”. Hvilket jeg helt ærligt mente - altså indtil han var kommet derud.

“Business or pleasure” plejer der at stå på immigrationspapirerne, når man bliver spurgt om grunden til rejsen, og for Eriks vedkommende er det jo helt klart business. Eller?

Det er selvfølgelig weekend og misundelse er en grim ting, men den bankede lige så stille på, da jeg talte med ham lørdag eftermiddag (min tid - for nu er der jo igen en tidsforskel). Hvad laver I, kunne jeg jo ikke lade være med at spørge. Og så kom det :

Han bor på Marco Polo Prince, hotellet i Tsim Sha Tsui, hvor vi også boede, første gang vi var på besøg derude og hvorfra man kan gå hele vejen igennem Gateway Centret til færgeterminalen.

Han har fået bestilt skjorter hos ’sin’ skrædder på Nathan Road - og skrædderen havde skam stadig alle mål.

Han tog en 6′er (bus) over bjerget til Hongkong øen, hvor han besøgte 101 Repulse Bay (’vores’ bygning) og var på Stanley Market, hvor taskemanden nede i bunden af markedet rent faktisk kunne huske Erik, også selvom det er mere end 5 år siden vi boede der.

Han havde taget en 260′er (igen bus) tilbage til Central hvorfra han havde taget undergrunden tilbage til Kowloon, hvor også middagen blev indtaget.

I dag har han været en tur i Central og blandt andet besøgt HSBC bankens bygning. Ikke fordi han skulle i banken, men fordi det er her, mange af Hong Kongs fillipinske hjælpere mødes om søndagen. Og så har han været på en sporvognstur tværs over Hong Kong øen.

Så gad jeg ærlig talt heller ikke høre mere. Og jeg må indrømme at jeg blev en lille smule skadefro da jeg checkede vejrudsigten for Hong Kong og den viste at det skal blive koldt mandag og tirsdag. Tag den! Måske skal jeg helt lade være med at ringe til ham igen, før han er i Singapore. Men så bliver jeg nok også bare misundelig, når jeg skal høre om 32 varmegrader og hans tur op og ned ad Orchard Road!

Næ, så må jeg nok hellere gå ud og grave traileren fri af sneen og køre i Ikea med min søster. Det ved man da, hvad er!

Har lige været ude og handle. Imod alle mine principper blev det lørdag eftermiddag i stedet for, som planlagt, i går aftes, og så må man åbenbart finde sig i, at alle andre end jeg, har fået samme geniale ide.
Jeg havde nogle ærinder, skulle blandt andet kigge på noget elektronik og noget legetøj, og bagefter skulle jeg i Bilka og se på noget aftensmad. Vi har på det nærmeste været sneet inde her i Kolding siden i går eftermiddags, og jeg havde ikke mere i køleskabet.
Når jeg nu ved, at jeg skal i Bilka, så tager jeg en vogn, så jeg ikke skal få alt for lange arme, når jeg skal bære mine indkøb ud i bilen. For det er jo så genialt indrettet, at vogne - dem tager man ude på parkeringspladsen.
Det betyder også at specialbutikkerne må lære at leve med, at folk og deres vogne går rundt imellem deres hylder, når de handler, og jeg må indrømme, at var det mig, der var indehaver af en specialbutik, så ville jeg nok være en kende irriteret over det - bare engang imellem.
Derfor tænker jeg i dag også at nu vil jeg bare lade min vogn stå udenfor legetøjsbutikken, da jeg skulle ind og handle. Men det gik ganske enkelt ikke mere end ca. 40 sekunder, så var min vogn væk! Pist væk! Hvad ER det egentlig med mennesker? “Nå, der står sørme en vogn, det er nok til mig” og så hapser man den lige, i stedet for at gå udenfor og hente en selv.
Så jeg endte altså med at beslutte mig for, at så købte jeg også bare mindre i Bilka end planlagt, for jeg gad ærlig talt ikke både skulle betale for pose (som jeg ikke behøver, når jeg har en vogn) eller have ondt i armene af at bære mine varer helt ud til bilen. Bare ærgerligt Bilka, men sådan kan det altså gå!

Det sner. Helt vildt meget. Men det er sådan set også i orden. For det første er det weekend, og jeg skal ingen steder, og for det andet har jeg hørt (fra dmi sædvanligvis upålidelig kilde) at det vil være sidste gang i denne omgang, og at foråret er lige om hjørnet.

Og jeg er syg. Ikke vildt syg, så jeg har været hjemme fra arbejde, eller er nødt til at ligge i sengen, men forkølet og syg nok til, at jeg siden i mandags er gået på arbejde iført snotklude og pumpet med panodiler, og har tænkt at NU er det heldigvis snart weekend, og jeg skal absolut ingenting, så jeg kan i princippet bare lægge mig på sofaen, og blive liggende til det bliver mandag igen.

For jeg er også alene hjemme. Ikke helt alene, selvføglelig, for Rasmus er her også. Men nogle gange føles det at være alene hjemme sammen med ham, som om man er helt alene hjemme! Han skal nu også til gymnasiefest om et øjeblik og på arbejde i morgen, så det er ikke helt forkert tænkt, at han ikke er her…..

Men min mand er her altså heller ikke. Jeg kørte ham i lufthavnen i morges, så han kunne flyve til Hongkong og Singapore og være væk i en uge.

Det er der nu heller ikke noget nyt i. Rasmus og jeg har i princippet været vant til at være alene hjemme i lange perioder tidligere, vi er bare blevet vænnet lidt af med det igen, fordi det er ved at være så længe siden, han sidst var ude og rejse. Og så skal man lige vænne sig til det igen.

Afskeden blev hverken tårevædet eller gribende, næsten som at sætte ham af ved kontoret og “vi ses”. Måske fordi vi har prøvet det så mange gange før, måske fordi jeg var lidt småsyg, måske fordi jeg har så travlt på arbejdet, at jeg næsten ikke kunne tænke på andet, end at jeg havde mange ting jeg hellere ville lave lige der, end at stå på parkeringspladsen foran lufthavnen og sige farvel.

Og så opdagede jeg i eftermiddag at det måske ikke føltes helt på samme måde for ham. Han ringede fra Frankfurt, hen på eftermiddagen og kørt før han skulle stige op i den store maskine. Han ville bare lige høre om jeg stadig var dårlig og minde mig om, at det skulle blive snevejr, så han synes jeg skulle lade være med at sidde for længe på arbejdet, og i hvert fald køre forsigtigt, når jeg kørte hjem!

Jeg er jo ellers en stor pige, og ved også at han godt ved at jeg er vant til at kunne klare mig selv, også selvom der kommer en smule sne, og alligevel tager han sig tid til at være lidt omsorgsfuld og siger “kør forsigtigt”. Ja, jeg blev faktisk helt rørt og tænkte bagefter at det er da kærlighed!

Når man skriver på en blog, så har jeg lært at én af de vigtigste ting at tænke over, er overskriften. For det er den er bestemmende for, om folk rent faktisk læser éns indlæg eller ej.

Men i dag har jeg kæmpet ret meget med overskriften til mit indlæg. Jeg er endda ikke helt sikker på at det skal være “Uh, det kribler” for det kan godt misforstås.

Der kunne måske være én og anden der tænkte : “nå, nu kan konen ikke vente til foråret kommer, så hun kan komme ud og grave i haven”. Og til dem kan jeg sige at det kunne I ikke have mere uret i. Altså det med haven, for selvfølgelig kan jeg ikke vente til foråret kommer, men jeg har på den anden side ingen intentioner om at skrive om vejret i dag, og det kribler under ingen omstændigheder i mig, for at komme ud og grave have.

Nej, det jeg mener er, at det jeg gerne vil skrive om, er hvordan det føltes, da jeg i dag modtog en nyhedsmail fra en veninde, som er udstationeret i Mexico for øjeblikket. For hun beskrev ikke bare deres egen hverdag, som virkelig er meget spændende at følge med i, men også lidt om kulturforskelle. Og så kribler det! Det kribler efter at komme ud i verden og opleve, og det kribler i mig for at have noget at skrive om! For jeg føler virkelig ikke at det jeg oplever for tiden, er værd at skrive hjem om. Og derfor har jeg meget svært ved at skrive indlæg. Men - i dag har jeg besluttet at ‘låne’ nogle citater fra Joan’s nyhedsbrev, og så kan I jo selv vurdere, om det også er interessant for jer. 

Så set i det lys kunne min overskrift måske lige så godt have været “Færdselsregler i Mexico” eller “En expat frue’s tanker om kulturforskelle” og så var der måske flere der ville læse mit indlæg, end når der står “Uh, det kribler” i overskriften.

Men jeg har besluttet mig for at tage chancen, og bringer her et uddrag af Joan’s mail, hvor hun fortæller om et foredrag hun har været til, som viser hvor stor kulturforskellen er mellem danskere og mexicanere.  (håber du er OK med det Joan?)

Hvis man er impliceret i et uheld, må man ikke flytte på noget inden der kommer politi, forsikringsselskaber m.v. D.v.s. at selvom bilerne står særdeles upraktisk skal man lade dem blive stående, selvom de spærrer for al trafikken. Bliv på stedet og hold øje med om den anden implicerede part kunne finde på at bestikke politiet. Det er nemlig altafgørende hvad der kommer til at stå i politirapporten.

Hvis man er impliceret i et uheld og der kommer mennesker til skade, må man overhovedet ikke forsøge at hjælpe dem eller røre ved dem. Hvis man rører ved dem, forsøger at flytte dem m.v. og de efterfølgende dør, får man skylden for at personen er død, og man vil komme i fængsel for denne handling. Man må heller ikke som forbipasserende flytte personer, men må højst lægge et tæppe over dem!! Det strider så meget imod danske forhold, hvor man har pligt til at hjælpe og yde førstehjælp, hvis man kan! Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvis det er én selv der ligger der en dag?!

Hvis man er i et uheld med personskade skal man også påregne at komme med på stationen i mindst 12 timer, og man får ikke lov til at gå før det er helt afklaret hvor skadet personen er, hvor lang tid denne skal ligge på hospitalet m.v. og dit forsikringsselskab skal have indvilliget i at betale regningen.

Alt dette kunne jeg godt have tænkt mig at vide noget om inden, eller i starten af vores ophold, for det er da meget vigtig information!

Hvis man bliver taget for at køre fuld i bil, bliver man tilbageholdt i 72 timer og får en bøde på det der svarer til 2.000 US dollars.

Jeg må indrømme at jeg studsede lidt over den med at man ikke må yde førstehjælp, da der er risiko for at blive retsforfulgt, hvis det ikke hjælper, og det er åbenbart ikke ualmindeligt at man bestikker politiet. Til gengæld skulle vi måske også i Danmark overveje at give rabat til dem der betaler bøder før tiden, gad vide om det ikke betyder at man får flere penge ind, hurtigere? Bare en tanke - og så vil jeg også undlade at tænke på, hvis man selv kommer til skade, og ingen tør hjælpe at angst for, at blive holdt ansvarlig efterfølgende. Og så skal man måske alligevel glæde sig over, at det er Danmark vi bor i, og ikke Mexico J

Som jeg har skrevet om tidligere, er jeg begyndt at gå til yoga. Og jeg nyder det. Og selvom jeg kun har været til det få gange, så kunne jeg godt mærke at jeg sprang over, da det sidste uge var vinterferie.

Derfor havde jeg også glædet mig enormt til at komme afsted igen i mandags. Og det blev da også nøjagtig lige så rart og afslappende, som jeg havde forventet.

Og så med et lille men : for da vi nåede til afslapningsøvelserne i slutningen af timen, følte jeg mig særlig ramt, da yoga læreren gjorde meget ud af at minde os om, at det er os selv, der er i kontrol i forhold til kroppen, at vi skulle sørge for at holde os vågne osv. Sidste gang var jeg jo faldet i en dyb søvn og var vågnet med et højt snork, og faktisk troede jeg at det var et succeskriterie, at kursisterne faldt i søvn under afslapningsøvelsen, men der kunne instruktøren altså informere mig om, at sådan var det overhovedet ikke.

Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at kontrollere min krop og undlade at falde i søvn denne gang. Og så må jeg se, om jeg kan huske det til næste gang. Måske ikke - for jeg synes faktisk at det var rigtig dejligt, sådan at få en lille lur

Flere synes måske at jeg er noget utaknemlig og svær at gøre tilpas, når jeg siger at NU gider jeg ikke mere sne og is. Men nu tager jeg altså chancen og siger det : NU gider jeg ikke mere sne og is. Punktum!!!

Ingen tvivl om, at det er smukt, når solen som i søndags skinnede fra en skyfri himmel, vejret var frostklart og vi kunne gå en lang tur i området, i skoven og hjem ved at gå på fjorden. Jeg havde faktisk hørt at det var forbudt at gå på isen, man kunne få en bøde på 500 kr. hvis politiet tog én i at gå der, men der var så mange andre mennesker på isen i søndags at jeg og vores gæster besluttede at vi godt turde tage chancen. Og med alt det andet politiet har at tage sig til i Kolding for tiden, så tror jeg nu heller ikke at de har tid til at gå og holde øje med folk på fjorden alligevel. Men det er vist en helt anden historie…….

Det er også en formildende omstændighed at dagen er tiltaget med 3 timer og 3 minutter, og efter sigende er der færre personer i Danmark som har lidt af vinterdepressioner i denne vinter. Men når solen IKKE skinner og når det er så diset og IGEN snevejr, så man bliver forsinket på vej på arbejde, når man IGEN skal ud og skovle sne og salte fortrappen og når man endnu engang må samle en død fugl op i haven, SÅ gider jeg simpelthen ikke mere sne og is.

Lur mig om jeg ikke bliver lige så træt af vejret, når det først bliver tø- og regnvejr, men den tid, den sorg!

Ihvertfald kan det ikke udelukkes at jeg i skrivende stund længes tilbage til den klare, blå himmel og de lidt lunere varmegrader i El Paso.

Vi var i går til Eriks kusines 60 års fødselsdag. Det er nu ikke specielt tit at de mødes i den familie, og jeg må ærlig talt indrømme at jeg lige skulle tænke mig om en ekstra gang, da vi fik invitationen, for overhovedet at kunne komme på, hvem det var vi havde fået invitationen fra. Men på den anden side var vi ikke i tvivl om, om vi ville komme til festen, for når der endelig at nogen der tager initiativ til at invitere alle ens tanter og onkler, fætre og kusiner og deres respektive halvdele, så mener jeg også at man bør bakke om om arrangementet.

Det blev også en rigtig god fest. Oprindeligt havde hun lavet bordplan, så man kom til at sidde familievis, men en af hendes fastre havde nu holdt fast i, at vi skulle blandes. Det betød også at vi kom til at snakke med nogen vi måske ikke lige ville tale med, hvis vi selv skulle bestemme, og vi mødte nogle andre mennesker, end bare lige familien. Andre var måske ikke helt så begejstrede for initiativet, men så har man jo heldigvis altid muligheden for at flytte rundt, når man kommer til kaffen og ikke længere er forpligtet til at blive siddende på den anviste plads.

Maden var god og der var mere end rigeligt af den, stemningen var høj og der var masser af snak og grinen, ihvertfald ved vores bord. Der var mange sange og der var da også enkelte som dansede dagen igennem.  

Der var dog et lille men. For festen bød også på et gensyn med noget vi i hvertfald ikke har været udsat for de sidste mange år : forsamlingshuset!

Og det var ikke nødvendigvis noget kærkomment gensyn. Stedet, festen blev holdt, ligger naturligvis ikke langt fra, hvor værtparret bor. Men helt traditionelt lå det i en by langt ude på landet, som dårligt nok var meget mere end 5 huse på hver side af vejen og så forsamlingshuset i midten. Det må for ikke så længe siden være blevet moderniseret en smule, for jeg kunne da se at toiletterne var ret moderne, med både småt og stort skyl. Til gengæld lå de på 1. sal, hvilket vil sige at flere af de ældre mennesker der var med, faldt både op og ned ad trapperne, og der var heller ikke specielt højt til loftet, så der var nogle af de højeste i selskabet, som måtte dukke sig, for overhovedet at komme ind gennem dørene.

I køkkenet var der dog ikke sket meget de sidste par år. Og det værste for værtinden var nok da suppen skulle varmes op til skrup-ad-mad og man opdagede at det kun var en enkelt kogeplade der overhovedet kunne varme, og det var alligevel ikke særligt meget, den varmede! Så det tog altså noget tid, inden suppen kom på bordet og vi synes at vi kunne bryde op og takke for en god fest.

Det der dog holdt længst, efter vi kørte derfra, var lugten! Det var nemlig også en fest hvor det var tilladt at ryge inden for. Mange gjorde ihærdige forsøg på at lade være, faktisk gik hovedparten af selskabets rygere de første par timer udenfor, når de skulle ryge. Men når de kunne se andre sidde ved nabobordene og ryge, og da det jo også var ret koldt udenfor, tror jeg at alle til sidst gav op og ‘bare’ blev indenfor, også når de skulle ryge. Men lugten af røg og gammelt forsamlingshus er en grim blanding og en jeg aldrig har været vild med! Og jeg bliver det heller aldrig. Alt tøjet blev allerede da vi kom hjem forvist til kælderen og jeg kunne dårligt sove sammen med mig selv, så grimt synes jeg at mit hår lugtede!

Men det ER nok heller ikke let at være forsamlingshus mere. Hvor mange ser man ikke bare stå og falde mere sammen, mens andre mest bliver brugt til banko spil. Det er lidt synd. For vi har da også været til rigtig mange fester i forsamlingshus, vores eget bryllup inklusiv, som jeg stadig ser tilbage på med glæde. Eller holder folk bare ikke fester længere?

Hvorfor er det lige at folk altid er så kloge - eller sagt på en anden måde, hvorfor er der aldrig nogen der tror at det jeg siger er rigtigt?

Har en lille historie jeg gerne vil dele med jer. Lille Rasmus, som jo ikke er så lille endda, og som faktisk fylder 18 i næste måned, har jo allerede for 2 år siden taget kørekort i Texas og har dagligt kørt bil indtil maj 2009. Alligevel må han ikke bare køre bil i Danmark, og allerede inden vi tog fra USA undersøgte jeg rent faktisk reglerne, så jeg var forberedt på dem, når vi kom hjem.

Ifølge politiets hjemmeside (det var før det hed borgerservice) kan man med et kørekort fra staten Texas i USA, få det ombyttet til et dansk kørekort, hvis man går op til og består en teoriprøve og orienterende køreprøve.

For nogle måneder siden synes jeg det var på tide at Rasmus kom i gang med at få konverteret sit kørekort om til et dansk, og som den energiske mor jeg er (og med den knap så energiske dreng jeg har) tog jeg kontakt til en kørelærer ikke langt fra hans skole. Denne bekræftede at med et kørekort fra Texas var det nødvendigt med en teori- og køreprøve for at kunne få lov at køre bil i Danmark når han er blevet 18 år.

Drengen synes dog ikke om at skulle starte hos den kørelærer jeg havde haft kontakt til, han ville hellere starte hos en helt anden, og det synes jeg i øvrigt var ret befriende at opleve, at han selv gjorde noget. MEN, det viste sig altså at han ikke gjorde en skid. Han mente at jeg måtte have fået forkerte oplysninger, men kunne i øvrigt ikke tage sig sammen til selv at kontakte den nye kørelærer, så jeg gik igen igang.

Fik bekræftet fra kørelæreren at når det drejede sig om generhvervelse af kørekort, så var det bare om at møde op en aften iført 900 kr og lyst til at komme i gang med teoriundervisningen, og så ville hun i øvrigt tage en køretime med ham og evaluere, hvor mange køretimer der skal til, for at kunne gå til køreprøve i en bil med manuel gear.

Og i går synes jeg at der skulle ske noget. Fik ham sendt afsted sammen med faren, så kunne jeg lave mad imens.

Og her sprang kæden så af. Kørelæreren mente at vi skulle undersøge hos borgerservice om det virkelig kunne være rigtigt, at knægten skal gå op til prøverne, for hun synes da det var pjat at starte på noget, som var unødvendigt. Og det var min mand jo da fuldkommen enig i. Og på trods af at jeg undervejs har informeret både ham og knægten om, hvad jeg har fundet ud af, og på trods af at knægten rent faktisk forsøgte at fortælle sin far at han IKKE kan få nyt kørekort uden at gå til køreprøve, så måtte de gå hjem med deres 900 kr. og på borgerservice i dag, for at få samme information, som jeg tidligere har opsnust : når man har taget kørekort i staten Texas i USA kræves det at man består teori- og køreprøve, for at man kan få et dansk kørekort!

Så det er altså en ommer. Endnu en uge vil gå, inden han kan komme i gang med teoriundervisning og jeg tvivler på, at han får sit kørekort, til han fylder 18 om 4 uger. Men ham om det. For jeg kan i princippet være ligeglad, det er jo ikke mig, der ikke kan komme ud og køre bil. Og alligevel kan jeg ikke være ligeglad. Jeg bliver da virkelig ret ærgerlig over at min egen mand, som normalt ellers lytter til hvad jeg siger, alligevel vælger at stole på en kørelærer, bare fordi hun lød ret overbevisende.

Desuden forstår jeg ikke helt de danske regler. Hvorfor lægger man mere vægt på, hvor kørekortet er erhvervet, end på hvor længe vedkommende rent faktisk har kørt bil, og uden skader? Da vi havde au-pair pige fra Sibirien, som vi forlangte skulle have kørekort, måtte vi erkende at selvom hun uden videre kunne ombytte sit russiske kørekort til et dansk, så måtte hun have trukket kørekortet i en automat i Siberien, for hun kunne (uden at overdrive) ikke køre bil! Hun vidste dårligt nok hvad der var forskel på fremadgående og back gear, og hun vidste ihvertfald slet ikke hvad en kobling var. Og jeg nægter at tro på, at det er fordi hun har kørt med automatgear i sin hjemby!

Men Rasmus som har kørt til og fra skole hver dag i 18 måneder, som har kørt lange strækninger på motorvejen mellem El Paso og Los Angeles og som aldrig har lavet en skade på bilen, HAN skal til teori- og køreprøve. Næ - der er så meget man ikke kan forstå, men jeg har ikke kræfterne til at gøre oprør!

Der er rigtig mange både på arbejdet og i min omgangskreds der holder vinterferie i denne uge - men ikke mig. Eller det vil sige - ikke de første par dage

For det første har jeg ikke rigtig nogen ferie til gode, så jeg skal selv betale for hver enkelt ferie-/ eller fridag jeg holder, og for det andet har jeg faktisk også rigeligt at se til, blandt andet med at rydde op efter sidste uges strategimøde.

Flere af kollegerne er dog taget på skiferie, og afdelingen i det hele taget bare i dag også præg af, at flere holdt ferie. Nogle havde endog børn med på arbejde, men hvis ikke der skal være plads til dem på en virksomhed der producerer legetøj, så ved jeg faktisk ikke hvor der skulle være plads til dem. De var da også både søde og velopdragne, og der var nogle stykker, så de i det mindste havde nogen at lege med. Jeg tror til gengæld at mængden af personer der holder ferie, vil stige i takt med at vi kommer længere hen på ugen.

Som jeg selv. For jeg har trods alt besluttet at når der alligevel ikke er flere på arbejde, så gider jeg helt ærligt heller ikke og sidde og blomstre selv. Derfor holder jeg fri torsdag og fredag. Altså fri fra arbejde, men ikke på den måde, at jeg skal på ferie. Vores store søn skal nemlig flytte i en større lejlighed, og i den forbindelse har vi lovet at køre nogle møbler over til ham, og når vi alligevel er der med en trailer, så kan vi samtidig hjælpe med at flytte de store ting fra hans nuværende lejlighed.

Jeg gider dog ikke hjælpe med at gøre rent, pakke ned eller stille på plads. Der sætter jeg grænsen, jeg flytter nok selv til at jeg gider hjælpe andre i samme situation. Derfor tror jeg faktisk også kun at det bliver torsdag der bliver flyttedag for mit vedkommende, og så kan det være at min mor og jeg skal udforske Roskilde sammen. Så lidt ferie bliver det trods alt nok alligevel.

God ferie til I andre - eller god arbejdslyst, til dem der ikke har ferie!