Familien i El Paso

Desværre kommer fremtiden bare nærmere og nærmere og dermed kan jeg snart ikke længere udskyde nogle beslutninger om, hvad jeg vil i fremtiden.

Det er jo ingen hemmelighed at jeg går og driver den af som vaskeægte desperat husmor, og selvom der også er noget træls arbejde forbundet med det, så går jeg jo ikke og gør rent eller vasker tøj eller ordner have 37 timer om ugen, men foretager mig det meste af tiden nogle af de ting, som jeg ikke havde tid til, dengang jeg havde et fuldtidsarbejde at passe.

Og det er jeg faktisk ved at blive helt god til. Og jeg tror snart at jeg kunne bruge resten af mit liv på det.

Men desværre er min mands arbejde ikke som mange andre udstationeredes, det er ikke en karriere at være udstationeret, men et projekt der skal klares og så hjem i andedammen igen. Derfor kan jeg heller ikke sætte min lid til, at når denne udstationering udløber, så venter der en ny henne om hjørnet i en anden del af verden, hvor jeg kan fortsætte med at nyde tilværelsen.

Sidst vi var udstationerede troede jeg at mit fremtidige virke skulle være som selvstændig massør/zoneterapeut, men efter at have taget uddannelsen og mens jeg udforskede mulighederne for dette, satte et behandlerrum op derhjemme og fik mig en fuldtidsstilling på mit gamle arbejde, opdagede jeg at det var langt mere anstrengende end jeg havde forudset. Alt for mange sygdomme der skulle behandles.

Jeg kunne selvfølgelig selv have bestemt at jeg udelukkende ville være indenfor velvære, men det er der helt ærligt ingen penge i, og jeg er desværre ikke så opfyldt af den hellige ild, at jeg udelukkende gjorde det for selv at blive glad og ikke bekymre mig om ussel mammon.

I virkeligheden er det nok essensen af hele mit dilemma. For vi kunne da sagtens få råd til at jeg fortsatte med at passe hus og hjem, også efter vi er tilbage i Danmark. Det er bare et spørgsmål om prioritering og levestandard, men jeg har alligevel lært så meget om mig selv, at jeg ikke er parat til at opgive den lille luksus i hverdagen. Og det koster. Altså er jeg nødt til at finde ud af, HVORDAN jeg kan tjene mine penge resten af mit liv.

Det nemmeste er nok at lave det jeg altid har gjort. Men siden jeg startede på det, for efterhånden så mange år siden, har jeg med jævne mellemrum tænkt på, om det nu også var det rigtige for mig. Og besluttet at jeg ville noget andet.

Desværre har jeg nok ikke tidligere sat mig ned og rigtigt gennemanalyseret HVAD der ville gøre mig glad for at gå på arbejde, og derfor er jeg tidligere sprunget ud i nyt, bare for at prøve det. Og er altid faldet tilbage til det jeg både kan og er god til.

Med baggrund i ovenstående har jeg fået kontakt til en coach. Jeg skal ringe til ham i morgen. Skal tænke over noget jeg gerne ville have gjort, men som jeg er blevet ved med at udskyde beslutningen om, og så kan vi prøve at tale om det i en halv times tid. Og hvad er mere nærliggende, end at tale om min manglende evne til at finde ud af hvad jeg gerne vil med resten af mit liv? Jeg er 42 år og har vel realistisk set stadig næsten 25 år tilbage på arbejdsmarkedet?

Det jeg frygter mest ved at skulle tale med ham er nok, at jeg vil opdage nogle ting ved mig selv, som jeg måske ikke selv synes er særlig flatterende, men som jo er en stor del af min personlighed. Ideelt ville jo være det job på 25 timer om ugen hvor jeg kan tjene 50.000 om måneden og hver dag kan gå hjem, uden at skulle bekymre mig om hvordan det går på arbejdet, eller om tingene nu også bliver gjort som jeg gerne vil have dem gjort. Men er det job er vi nok mange der gerne ville have, hvis det alts? fandtes.

Jeg kan ikke sige at jeg egentlig ser frem til samtalen, men jeg ser frem til at jeg måske, endelig, kan finde nogle svar indeni mig selv.