I dag er det Rasmus’ fødselsdag, hurra, hurra, hurra……
Ja, faren og jeg må fejre den alene. Knægten er jo i Rom og nyder det åbenbart. For selvom jeg har sendt et fødselsdagskort med en af de medfølgende mødre, hvori jeg bad ham om at tænde for den telefon han har fået med til nødstilfælde, så jeg i det mindste lige kunne få sagt hej til ham, så er faktum, at vi ikke kan ringe ham op.
Så sidder man og tænker : er det fordi ungen alligevel ikke kan huske koden til at låse telefonen op med, selvom han sagde “ja–ja” da vi forklarede det for ham 5. eller 8. gang, eller er det simpelthen fordi han hygger sig så meget, at han helt glemmer at han har en familie herhjemme, som tænker på ham?
Sikkert det første. Eller også har han tabt den. Eller også er han i Pompei uden dækning.
Nå, forhåbentlig hygger han sig og begynder først at tænke på os, når han sætter sig op i det sidste fly på torsdag. Og så må han jo have en krammer når han endelig lander og er hjemme hos os igen.
1 svar ind til nu ↓
1 eriklene // 24. mar 2008 at 18:14
Det viste sig simpelthen at drengen ikke ville tænde telefonen, før vi stod op, fordi han var bange for at den skulle gå tør for strøm. Og da han om eftermiddagen så burde have tændt den, så havde han glemt det igen. Det endte som jeg havde forudset med, at han ringede fra Chicago og fortalte at de var hjemme til aftalt tid. Så altså først DER kom han i tanker om, at han skulle kontakte os
Efterlad en kommentar