Familien i El Paso

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, havde jeg i onsdags en aftale med en coach.

Jeg var blevet bedt om at tænke over noget jeg havde udsat i lang tid og bare ikke fået gjort, fordi så mange ting.

Af natur er jeg bestemt ikke den type der går og udsætter beslutninger på ubestemt tid, jeg kan godt lide at tage styringen over mit liv og ikke bare følge strømmen. Derfor kunne jeg heller ikke komme i tanker om andet jeg ville tale om, end fremtiden : hvem er jeg, hvor skal jeg hen og hvad vil jeg gerne med resten af mit liv.

Det er bare ikke særlig nemt at komme videre i et coaching-forløb, når man forklarer ovenstående og så bliver bekræftet i at jeg allerede har taget første skridt imod svaret, ved blandt andet at kontakte ham. Godt så!

Til gengæld anbefalede han mig en bog han synes jeg skulle anskaffe : What color is your parachute -a practical guide to job-hunters and career-changers, af Richard Nelson Bolles. Også kaldet JobHuntersBible.

Jeg har nu fået læst de første 2 - lette - kapitler og er kommet godt i gang med det tredie. Som er knap så let overset som de 2 foregående. Og så vidt jeg har forstået, bliver det kun sværere.

Men jeg synes på den anden side at det er interessant læsning. Den er skrevet med udgangspunkt i det amerikanske arbejdsmarked og dennes præmisser, men selvom der klart er nogle forskelle i forhold til det danske arbejdsmarked, så kan jeg helt sikkert bruge bogen til noget. Om ikke andet, så til at blive bedre til at søge job.

Der er masser af påstande i bogen, og jeg vil komme ind på nogle af dem her. Det er ikke nødvendigvis udtryk for min egen holdning, blot gengivelser, så dem der ikke selv magter at læse bogen, måske kan lære lidt og så nogen måske får blod på tanden til selv at læse den.

Påstand ét: det er ikke nødvendigvis den bedst kvalificerede ansøger der får stillingen, men snarere ham eller hende der forstår jobsøgningens mekanikker.

Hvor ofte har jeg ikke selv sendt en ansøgning efter at have læst en jobannonce og tænkt, DET er lige mig, der står da skrevet Lene ud over det hele der. Blot for senere at opdage at jeg slet ikke kom til samtale?

Var det så fordi jeg manglede nogle af kvalifikationerne, papirer på mine evner, fordi jeg har haft for mange jobskift, sendt for få referencer med, var det fordi jeg var kvinde/gift/barnløs/ eller bare elendig til at skrive en ansøgning eller til at sælge mig selv i en sådan? Eller havde jeg bare ikke sat mig godt nok ind i, hvad det var for en virksomhed jeg søgte stilling i, og hvem det var jeg skulle sende ansøgningen til?

Hvilket fører til påstand to: Det er ikke let at søge arbejde.

Det tager en amerikaner gennemsnitligt 18 uger at finde et nyt job. Han mister focus og energien og giver måske op efter ca. 2 måneder.

Derfor er det vigtigt at bruge den metode der har den største succesrate og ikke nødvendigvis den der er lettest.

Man kan på nettet læse succeshistorier om folk der har lagt deres CV ud på en hjemmeside og 48 timer efter står de med 12 tilbud om job. Det er helt sikkert gyldigt for personer indenfor IT branchen, men ikke nødvendigvis for folk der søger arbejde inden for detailbranchen.

Richard har derfor sat sig for at undersøge hvilken metode der er mest anvendt og hvilken der har størst sandsynlighed for at virke. Her er nogle af de mest anvendte og samtidig har de den dårligste succesrate:

Uopfordrede ansøgninger. En af de mest anvendte metoder, men hvis 100 personer udelukkende søger ved at fremsende uopfordrede ansøgninger, vil ca. 7 personer finde arbejde på den måde.

Internet. Som sagt kan nogen være heldige, men hvis man tager 100 personer som udelukkende anvender internettet til at finde deres næste job, så er det mellem 4 og 10 der finder job på den måde.

Jobannoncer. Hvis 100 personer udelukkende søger arbejde ved at besvare jobannoncer i avisen, vil mellem 5 og 24 personer finde deres nye job på den måde. Succesraten falder proportionalt med den løn man kan få for det pågældende job. Altså er det mere sandsynligt at en kassedame får arbejde på den måde, end en journalist eller en direktør.

Rekrutteringsfirmaer. Hvis 100 personer udelukkende bruger private rekrutteringsfirmaer til at finde et job, vil mellem 5 og 28 personer være heldige at finde arbejde den vej.

Richards næste påstand er at succesraten stiger hvis man anvender flere forskellige metoder.

Og de - efter hans mening - bedste måder at finde arbejde på er (og her skal vi igen huske at det er USA vi taler om):

Networking. Spørg familiemedlemmer, venner og kolleger om de kender nogen der søger nye medarbejdere.Der er ca. 33% chance for at finde arbejde på den måde.

Opsøgende. Bank på døren hos en virksomhed som arbejder indenfor de områder du søger arbejde, uanset om du ved om de søger nye medarbejdere eller ej. 47% vil være heldige og finde et arbejde på den måde. 53% vil ikke - men til gengæld er det næsten 7 gange større chance for at finde arbejde på den måde, end ved blot at sende en uopfordret ansøgning eller poste sit CV på internettet. Specielt hvis man er så heldig at få fat i den person der kan tage beslutningen.

Den allerbedste måde at søge arbejde på er dog - ifølge forfatteren - at søge job på en måde som vil ændre dit liv. Det drejer sig om at identificere hvilke færdigheder du har og HVAD du bedst kan lide at beskæftige dig med. Ikke hvad du er bedst til, men hvad du bedst kan lide. Et menneske er som en blomst, derfor skal man bagefter finde ud af i hvilket miljø man vil trives bedst i. Og sidst men ikke mindst, skal man identificere HVORDAN man kommer derhen, hvor man allerhelst vil.

Denne metode (som han selvfølgelig selv har opfundet og som han bruger resten af bogen til at forklare) har ifølge forfatteren en succesrate på 86%. 14% vil ikke finde arbejde på den måde, men hvis man sammenligner den med at sende uopfordrede ansøgninger så er der 1200 gange større chance for at finde arbejde. Og hvis man kombinerer den med nogle af de andre metoder, så er der næsten 100% chance for at man vil finde et nyt job. Og ikke bare et nyt job, men det job der passer allerbedst til én. OG inden man bliver træt af at få afslag og mister interessen.

Det er hårdt arbejde. Man skal finde ud af hvad man vil og hvordan man vil det. Hvad sådan en stilling kan kaldes, hvilke virksomheder der bruger sådanne personer og hvem man skal tale med i den pågældende virksomhed. Så det er nok bedst at starte med denne metode og bruge den så længe man har energi (2 måneder) og når man ikke længere magter at arbejde så hårdt på at skifte karriere/finde et nyt job, så kan man gå over til nogle af de andre metoder.

Og husk så: jobsøgning er ikke noget man bliver færdig med. Det er de færreste der finder et job og beholder det resten af deres liv. De fleste under 35 år skifter arbejde hvert 1-3. år, er man over 35 er det hvert 4.-8. år.

Det er svært at vide hvad der virker. Noget virker i en virksomhed og noget virker i en anden. Så det er svært at sætte en formel for god jobsøgning op. For der findes heller ikke en metode der er HELT forkert, eller en der er HELT rigtig. Og så er meget afhængigt af held.