Lørdag var en rigtig dejlig dag. Vi mødtes med nogle kolleger i formiddag for at tage til rundvisning og vinsmagning på La Viña winery.
Vingården ligger små 15 miles fra hvor vi bor, i New Mexico på vejen mod Las Cruses. Det er først for nylig at jeg har opdaget at der rent faktisk ligger flere vingårde her i området, og at de laver virkelig udsøgt vin. Så det var en oplagt anledning til at komme ud og høre lidt om vinfremstilling.
På vingården La Viña fremstilles der alle slags vin, både hvid, rose, rød og sherry og portvin. De bruger udelukkende druer fra deres egne marker, til gengæld kan man heller ikke købe deres vin i detailforretninger, men udelukkende fra gårdbutikken og på en restaurant i El Paso.
Rundvisningen tog ca. ½ time, og det var ejeren selv der viste os rundt og fortalte os om vinfremstilling. Desværre fik jeg ikke taget nogen billeder ude på marken, men inde på gården står vinen og fermenterer i store tanke, inden de hældes på egetræsfade.

Her er det en white zinfandel drue som bliver til en rose vin der står og fermenterer, og på næste billede kan man se Michael stå i rummet, hvor vinen står på egetræs fade i ½-1 år, inden det hældes på flasker.

På næste billede kan man se Lene og Michael få forklaret hvordan flaskebåndet fungerer, det er der vinen fyldes på flasker, hvorefter der komme etiketter på. På denne vingård bruges stadig korkpropper.

Efter rundvisningen var der vinsmagning. Rundvisning plus vinsmagning koster $5 per person, ville vi kun have haft en vinsmagning, havde det kun kostet $3 per person. Til gengæld kunne vi smage 6 forskellige vine + ost og pecan nødder.
Omgivelserne omkring La Viña er meget smuk, og da vi ankom kørt før rundvisningen gik vi om i haven, hvor de var ved at gøre klar til et udendørsbryllup med 180 gæster.
Senere på måneden holdes der en festival med blues og jazz musik, vinsmagning mad, og de forventer at der vil komme ca. 3000 gæster og besøge dem den weekend. Til efteråret, når høsten er i hus, vil der også blive holdt en festival, der plejer at komme næsten 9000 gæster til den tid.
Vi valgte et par flasker, som vi købte med hjem, og kørte videre langs rute 28 mod Las Cruses. Det er en skøn tur, hvor man kan se hvor frodigt det også kan være i ørkenen. Vi blev faktisk meget overrasket over at få at vide på vingården at grundvandet kun står ca. 2½ meter under jordoverfladen. Vi var alle af den overbevisning at vandet var så svært at få fat på, at man udelukkende kunne vande ved hjælp af overfladevand fra Rio Grande, og ved at oversvømme de arealer man ønskede at vande på. Men det er altså slet ikke tilfældet. Grunden til at der ikke bruges vandingsanlæg er sandynligvis, at man i århundreder har anvendt overrisling i stedet og det er væsentligt dyrere at etablere deciderede vandingsanlæg. Andet kan jeg ikke konkludere. Jeg har dog også hørt at dette område ikke altid har været ørken, det er faktisk først efter man har rettet Rio Grande ud, at man fik store områder som er blevet helt golde. Det skal dog også tilføjes, at alting kan vokse i ørkenen, bare det får vand nok. I dalen dyrkes der udover vin også bomuld, chili, løg og majs.
Om foråret er i det hele taget fantastisk smukt at køre rundt nede i dalen. Alt er lysegrønt og med udsigt til bjergene i nord er det en perfekt køretur.
Vi spiste frokost i Mesilla, det sted hvor Billy the Kid blev idømt dødsstraf. Vi spiste på Restaurant La Posta, de har efter sigende den bedste burger i byen, så den var vi naturligvis nødt til at prøve.
Vi kørte hjem ad I10 motorvejen, så vores gæster også fik set de store kvægfarme der findes langs motorvejen. Man fatter ikke hvor mange køer der kan stå der i solen. Men det er rigtig mange.

Det billede jeg har sat ind, viser kun en brøkdel af hvor mange der i virkeligheden er der.
På turen tilbage til El Paso var vi også inde forbi en campingvogns forhandler. Mest fordi Lene (den ene af pigerne der var med) og hendes mand lige har købt en campingvogn derhjemme, og vi synes hun skulle have mulighed for at komme hjem med billeder af campingvogne og autocampere der var bare en smule større end deres. For som sædvanlig ER alting bare større her i Texas!

Vi sluttede af herhjemme. Fik åbnet et par flasker vin og nød solnedgangen på terrassen, inden mesterkokken trak i forklædet og grillede tigerrejer og kylling og serverede salat.

Alt i alt en dejlig dag.
0 svar ind til nu ↓
Der er ingen kommentarer endnu...Start du med at udfylde formen nedenfor.
Efterlad en kommentar