Familien i El Paso

I søndags var jeg i kirke igen. Jeg har tidligere skrevet om oplevelsen ved at gå til gudstjeneste i en metodist kirke, specielt St. Marks på Love Road. Præsten der er bare helt fantastisk og havde jeg tid til det, så tror jeg næsten jeg ville begynde at komme der regelmæssigt, bare for at blive muntret lidt op.

Denne gang var det dog en lille smule anderledes end de andre gang. Der var nemlig altergang. Åbenbart er det kun 1 gang om måneden, og denne gang var altså i søndags.

Jeg var der sammen med 2 piger fra Danmark, de er ikke ukendt med at gå i kirke, men sådan ligefrem at gå til nadver, det var ingen af os helt sikre på at vi havde lyst til. Men havde vi noget valg? Ikke rigtigt

Vi var kommet i god tid. Mest fordi jeg så ikke behøver at parkere på parkeringspladsen flere kilometer derfra, for selvom der er en bus der kører en til og fra parkeringspladsen, så er jeg ikke helt vild med tanken. Desuden lærer man meget ved at komme og se på de andre kirkegængere. Der sker så meget, at man slet ikke kommer til at kede sig.

De satte altså et bord op til nadver, lige foran bandet og koret. Brød blev sat frem (ikke oblater, men rigtige brød) og druesaft (ikke vin) blev hældt op i noget der skulle ligne kalke. Og et klæde blev lagt over, indtil gudstjenesten skulle begynde.

Før præstens prædiken blev alle brød og saften velsignet og 12 frivillige stillede sig op i grupper ad 2, en med brød og en med vin, og så blev folk dirigeret op bænkevis, så man kunne ikke bare takke nej og blive siddende, det ville have været for åbenlyst. Til de ældre eller handicappede som ikke selv kunne komme op og modtage Herrens velsignelse, gik præsten selv rundt i lokalet og gav dem brød og vin.

Til vi andre blev der efter tur brækket et stykke brød af, vi fik det stukket i hånden med besked om at dette var Guds legeme og derefter skulle man selv dyppe brødet i saften, mens vi fik at vide at det var Guds blod.

Jeg havde forinden været noget forfærdet ved tanken om, at man ville sende brød og saft rundt, så alle selv kunne brække et stykke af brødet og skulle drikke af en kop som måske 15-20 mennesker havde drukket af før en. Men det skete heldigvis ikke.

Efter det var Lene, Marianne og jeg igen klar til at gå ud og erobre verden og gå i gang med næste måneds opgaver. Så får vi se om jeg kommer i kirke igen næste gang der er altergang, eller om jeg klarer mig igennem uden

Prædiken var (som sædvanlig) også en oplevelse. Tænk hvad præsten kan få ud af 3 vers i bibelen, det tog hende næsten en halv time at få forklaret os hvad der egentlig blev ment i Johannes evangelium 21. Jeg vil ikke komme ind på det her, kun kort fortælle at det budskab der gik ind hos mig var, at når man føler at livet er ved at være en lille smule trist, når alting virker som om det er en uendelig genudsendelse af ugen, måneden eller året forinden, så er det på tide at ændre den måde man agerer på. For hvis den måde man lever på lige nu ikke gør én glad, så kan man ikke blive glad bare af at fortsætte med at gøre det man hele tiden har gjort, i stedet må man finde på en anden måde at gøre det på.

Lige vand på min mølle. Vi er selv ansvarlige for hvordan vi har det, og er vi ikke glade, kan vi ikke skyde skylden på ret mange andre end os selv.

Amen og out!