Familien i El Paso

Et af de store spørgsmål i debatten blandt de kommende præsidentkandidater, er om NAFTA (North American Free Trade Agreement, som er en frihandelsaftale mellem USA, Canada og Mexico) er kommet for at blive, eller om det i stedet er blevet en klods om benet på USA. Ifølge begge demokratiske kandidater er det snarere det sidste, og specielt Hillary Clinton mener nu, at det er på tide at opsige aftalen.

Aftalen blev i 1992 initieret af den ældre Bush, men det var først da Bill Clinton blev præsident, at aftalen rent faktisk blev underskrevet og den har været i effekt siden januar 1994. En af grundene til at fx Canada gik med på aftalen var, at miljøforkæmpere var bange for, at USA ville vedtage lavere standarder for hvor meget man må forurene, end de havde i Canada og andre dele af verden.

En af følgerne af aftalen er, at mange virksomheder har flyttet deres produktion fra USA til Mexico, hvilket for Mexico har haft en positiv effekt. De har fået skabt en masse arbejdspladser, mindstelønnen er steget og antallet af personer der lever under fattigdomsgrænsen er faldet drastisk.

Så måtte man jo tro, at mexikanerne er virkelig glade for aftalen, men faktum er, at alle 3 lande mener, at det er de andre der får mest ud af aftalen.

Og nu da Obama og Clinton skal forsøge at vinde nomineringen til at blive den næste demokratiske præsidentkandidat, er det muligt at vinde stemmer, hvis man fremlægger forslag om, at NAFTA aftalen bliver sagt op.

Har man i en menneskealder arbejdet i automobilindustrien i Ohio, kan det være meget svært at se, hvordan aftalen har været en fordel. Arbejdsløsheden er enorm, man har de seneste 15 år blot kunnet sætte sig tilbage og se på, at arbejdspladserne forsvinder. Og hvem skal man skyde skylden på?

For en præsidentkandidat gælder det jo om at få stemmer, og hvis man lover at gøre for at forbedre levestandarden for en stor demografisk gruppe, så er man næsten sikret deres stemmer.

Hillary er nok den der kommer til at trække det længste strå i denne diskussion. Det var hendes mand der gennemførte aftalen, og hun har fået enorm positiv opmærksomhed ved at udtale “han er jo ikke fejlfri” om sin mand.

Men hvor er det ærgerligt at ingen kigger på situationen i et lidt større perspektiv. Ifølge statistik mistede man i USA ganske vist ca. 3½ million jobs i produktionsindustrien fra 1994-2007 men i perioden fra 1993-2001 steg antallet af jobs netto med ca. 15 millioner.

Så nogen har mistet deres arbejde som følge af at produktionsenheder er flyttet ud af landet, men til gengæld er der blevet oprettet jobs indenfor andre områder.

Det er jo ikke spor anderledes end hvad vi har oplevet i Danmark. Da robotterne kom, var vi bange for at der ikke ville være arbejde nok til alle. Men det var der jo. Da industrier der krævede hænder blev flyttet til Kina eller Mexico, blev vi bange, men hvad er der sket?

Jeg tror dog at forskellen på USA og Danmark er, at i Danmark har vi været i stand til at følge med udviklingen. Vi har omskolet medarbejdere, så de kunne påtage sig andre opgaver, og vi har udviklet nye uddannelser, så vi var klar til at møde de udfordringer der ville komme som følge af at produktion er blevet flyttet. Og det gør de ikke i USA.

Det er så dyrt at have børn i USA at man nu taler om, at det kun er de rige der har råd til at have mere end 2 børn. Det kan koste helt op til $40,000 om året at holde børnene på universitet, og det er kun skolepengene. Dertil kommer sygeforsikringer, mad og andre fornødenheder. De færreste forlanger at børnene selv arbejder mens de læser, for de skal kunne koncentrere sig om at bestå og gennemføre så hurtigt som muligt. Og tænk så hvis man er født i Ohio og ens forældre er arbejdsløse eller arbejder for minimumsløn (hvilket er $5 i timen), så er det svært at bryde den sociale arv.

Efter min mening var der mere fornuft i at tage det emne op og forsøge at gøre noget ved det. For afgrunden mellem rig og fattig bliver dybere og dybere, og dem der har penge, er i bund og grund så lidt socialt bevidste, at de under ingen omstændigheder vil være med til at betale for, at nogen har været uheldige i deres valg af karriere.

Derfor er det efter min mening også fuldstændig ligegyldigt om det er Obama eller Hillary der vinder den demokratiske nominering. For ingen af dem vil kunne vinde præsidentvalget alligevel. USA har BRUG for en demokrat på posten, men de fleste er så bange for at skulle betale mere i skat, at det bliver vigtigere for dem, end at se fremtiden sikret.    

Jeg håber selvfølgelig at jeg tager fejl, hvilket dog kun de næste måneder vil kunne vise…….