Familien i El Paso

Vores liv som udstationeret i El Paso

UV-stråling

9. maj 2008 · 1 kommentar

Når jeg ser dansk vejrudsigt, specielt på TV2, kan jeg høre at meteorologerne i øjeblikket advarer om, at i Danmark er UV-strålingen oppe på over 4 og dermed er solens stråler farlige mellem kl. 12 og 15.

Til gengæld kan jeg i min amerikanske vejrudsigt, som er den jeg kigger på nettet, se at UV-strålingen i vores område som regel ligger mellem 10 og 14.

Har amerikanerne, som med så mange andre ting, også en anden måleenhed for UV-stråling end vi har i Europa, eller er solen bare farligere at leve med her? Jeg hører nemlig ikke nogen advarsler om at strålingen en given dag er høj eller lav, og er derfor kommet i tvivl.

Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at solen virker mere skarpt her end i Danmark. Det har jeg da selv oplevet. Er fx holdt op med at være så dansk, at jeg springer ud i solen, så snart jeg kommer udendørs, for det kan jeg helt enkelt ikke holde til. Og Erik er fx blevet voldsomt forbrændt på hænderne, da han var på motorcykeltur og havde glemt at tage handsker på. Og jeg har hørt skrækhistorier om folk der har været på motorcykeltur fx gennem Death Valley og er blevet solskoldet gennem cowboybukserne. Hvilket jo i hvertfald ikke kan ske i Danmark, men er det pga. UV-strålingen?

Erik har gjort grin med mig, for min venstre arm er faktisk også mere brun end den højre. Jeg har reelt fået trucker-arm. Og det er ikke fordi jeg ynder at køre med bilruden rullet ned (for det er ikke engang behageligt længere, nu da temperaturen er kommet op over 30 gr.), så måske er det ikke helt løgn at man kan blive solbrændt igennem en bilrude?

 

Tags: Familien · Landet

1 svar ind til nu ↓

  • 1 Susan // 9. maj 2008 at 16:48

    Jeg tror det har noget at gøre med at El Paso ligger meget meget sydligere end Danmark.

    UV index for os er 8-9 stykker, men for Seattle er den 5-6. På det her kort kan du se at UV strålingen bliver højere jo længere sydpå man kommer.
    http://www.epa.gov/sunwise/uvindex.html

    El Paso ligger på 31. breddegrad, det er lige så sydligt som Gaza striben. Vi ligger på omkring 37. breddegrad, det er så sydligt som Sicilien, og Danmark ligger på breddegrader 54-57, hvilket er lige nordligere end Vancouver og Montreal.

Efterlad en kommentar