Familien i El Paso

Vores liv som udstationeret i El Paso

Uforståeligt

14. maj 2008 · ingen kommentarer

Der er altså en ting jeg ikke rigtig forstår. Eller måske mere end en ting, men nu er det lige prisfastsættelse, jeg ikke helt kan finde hoved og hale i.

Stort set alt hvad vi kan købe her, koster i forretningerne ca. det halve af, hvad det koster i Danmark. Nogle ting er endda meget billigere. Og så er der de ting, som bare koster mere. Og jeg kan slet ikke finde ud af hvad det er, der gør det dyrere.

I dag har jeg fx købt aluminiums folie. Sådan noget som man i Danmark pakker sin madpakke ind i. (Eller hvis man er en mand, så bruger man det til at dække en tallerken med madrester på, i stedet for at lægge det i en Tupperware skål med låg, som er købt ind til det samme). I ved, hvad jeg mener. Og det kostede mere end $10 for en rulle. Så vidt jeg husker er det da også dyrt i DK, men jeg kan altså ikke huske at have givet mere end max. 20 kr. for en rulle, hvis det da ikke var for 2 ruller?

Til gengæld koster pap- og plastiktallerkener ingenting, det samme gælder for plastikbestik og kaffekopper af diverse engangsmateriale. Hvordan hænger det sammen?

Jeg er også blevet overrasket, når jeg har skullet købe toiletpapir. Jeg ved godt at jeg gerne vil have det bløde og det der har mere end ét lag, men hvor er fornuften i at forlange $8 for 12 ruller? Det samme gælder for køkkenrulle, jeg var lige ved at falde ned af stolen, da Erik havde været ude og købe køkkenrulle og kun kom hjem med én rulle. Den havde til gengæld kostet $6. Jeg ved godt at kursen er lavere nu, end da vi flyttede herover, så jeg kan ikke længere regne med 6 kr. på 1 dollar. Men jeg synes nu alligevel det er ret meget at betale omkring 30 kr. for en rulle køkkenrulle…..

En Barbie-dukke koster mindre end $5, men når jeg skal købe flydende vaskepulver så kommer jeg af med en formue. Det samme gælder for tabletter til opvaskemaskinen.

Nej, jeg forstår det helt ærligt ikke.

Tags: Familien · Hus & have

0 svar ind til nu ↓

  • Der er ingen kommentarer endnu...Start du med at udfylde formen nedenfor.

Efterlad en kommentar