Familien i El Paso

Blev inspireret af et indlæg jeg læste hos Jonna om “Angry tai-tais”.

For når man arbejder fuldtids, samtidig med at man får hjemmefronten med børn, madpakker, hentning/bringning, rengøring, tøjvask og samliv til at fungere OG måske læser om aftenen, dyrker motion på eliteplan, eller hvad man nu ellers får de få timer i hverdagen til at gå med, så kan det måske være meget svært at forstå, hvordan kvinder, som ikke arbejder og måske har hjælp til alt det huslige, stadig kan have noget at brokke sig over.

Sådan har jeg da også selv været. Jeg har også tænkt på, hvad jeg skulle få al den tid til at gå med, som jeg nu pludselig som hjemmegående har fået til mig selv. Men ved I hvad? Det går faktisk rigtig godt. Jeg keder mig ikke. Men på den anden side kan jeg heller ikke altid forklare, hvad min dag er gået med. For tiden går, uanset om man har noget at få den til at gå med. Det er lidt ligesom inden man går på barsel, man har pludselig planer om alle de bøger man skal til at læse, om alt det i huset der skal organiseres og males og bygges om, og ingenting når man.

Og hvordan kan jeg, der ikke har noget som helst at bekymre mig om, så stadig finde på at brokke mig over noget?

Sandsynligvis fordi jeg ellers ville være ualmindelig trist at tale med. Tænk hvis jeg konstant talte med julelys i øjnene om det skønne vejr, vores skønne hus, min perfekte mand og mine dygtige børn, mon ikke nogen ville holde op med at ringe til mig, eller invitere mig over til te? De ville måske ligefrem begynde at snakke om, hvad jeg var begyndt at tage, som gjorde mig så jublende lykkelig, for det er da ikke en normal tilstand for en kvinde?

Overfor mig selv husker jeg dog hver dag at være taknemmelig for, hvad jeg har og jeg forsøger også at undlade at brokke mig alt for meget, når jeg snakker med andre mennesker. Men når jeg er sammen med “veninder” her, så kan der godt komme en enkelt anke over en bilist der har kørt råddent, eller en ekspedient, som ikke har været særlig serviceminded.

For sagen er den, at selvom jeg synes jeg har lært en masse mennesker at kende, i det års tid jeg har boet her, så er det jo ikke meget “nære” veninder jeg har fået. Først og fremmest har der været sprogbarrieren, men dernæst også, at man skal lære hinanden godt at kende, inden man kaster sig ud i politiske diskussioner, eller at snakke om bøger eller artikler man har læst, eller udstillinger man har været på. For det kan jo være at den person man taler med, ikke har samme interesser som en selv, og måske er man kun sammen nogle få timer ad gangen, og så er der kun tid til trivialiteter. Og inden man ved af det, så flytter dem, man troede man var ved at opbygge et nært forhold til, eller man skal selv videre i tilværelsen.

Af samme grund er kontakten til familien og veninderne derhjemme virkelig vigtig for mig. Med dem skal jeg ikke forklare fra Adam og Eva hvad jeg mener, de ved næsten omgående hvordan jeg har det og kan også komme med nogle kritiske kommentarer, som hiver mig ind i virkeligheden igen.

Men husk alligevel, bare fordi jeg brokker mig over trivialiteter, betyder det ikke at jeg sidder med en vrede indvendig, som jeg ellers ikke kan komme af med. Og det betyder heller ikke, at jeg hader alting omkring mig. Måske betyder det bare, at jeg ikke har oplevet noget den dag, som det ellers er værd at skrive hjem om.