Familien i El Paso

Nej tak. Det var hvad vi sagde til tilbudet om at flytte med fabrikken til Monterrey i Mexico.

Ikke fordi arbejdet ikke vil blive interessant. Erik er sådan set allerede begyndt på det, og er allerede taget derned igen i dag.

Heller ikke fordi Erik og jeg ikke kunne se os selv bo dernede, men Rasmus havde SLET ikke lyst til at tage med os derned. Og så bliver hensynet til familien større end den til firmaet.

Da vi besluttede at tage til Monterrey for at checke om det var noget for os, var vores allerstørste bekymring Rasmus. Han ønskede ikke engang at komme med til USA, men tanken om at han kunne komme hjem til Danmark og gå på teknisk skole i Kolding sammen med sine tidligere skolekammerater, har holdt ham oppe. Det ønske blev ikke mindre, efter vi i juni besøgte skolen og talte med direktøren for htx, den skole er bare lige Rasmus. Men vi havde håbet, at hvis han kunne lide en af skolerne i Monterrey, ville det måske få ham på andre tanker, så han i stedet ville få lyst til at færdiggøre high school herovre (eller i Mexico) og helt springe over htx på hans vej til ingeniørstudiet.

Men sådan gik det altså ikke. Den første skole appelerede ellers super meget til hans interesse for naturfagene, men da det kom frem at halvdelen af fagene kun bliver undervist på spansk - ja så stod han helt af. Det blev ikke bedre på den amerikanske skole, for der er det godt nok kun spansk der undervises i på spansk, men 95% af eleverne er af lokal oprindelse og derfor tales der næsten udelukkende spansk på ganene og i frikvartererne.

Betyder det at vi er kede af det? Nej, jeg tror faktisk vi er ret lettede. For der var alligevel en hel del - ganske vist små - ting der gjorde, at jeg ikke tror jeg ville blive helt glad for at bo der. Jeg ved godt at jeg havde samme fornemmelse, dengang vi besøgte El Paso første gang. Lidt i stil med “what have I done to deserve this”. Men da der på et tidspunkt blev nogle problemer omkring kontrakten og vi var lige ved ikke at kunne få det til at hænge sammen, blev jeg helt ærligt enormt ked af det. Og det beviste, at vi alligevel var klar til at komme afsted.

Den fornemmelse har jeg slet ikke denne gang. Måske er vi ved at være metaltrætte. Jeg ved det ikke, men selvom jeg er virkelig ked af at skulle forlade El Paso, så tror jeg alligevel det er bedre at rejse tilbage til Kolding, end at skulle rejse til Monterrey. For os allesammen.