Familien i El Paso

Erik har for længe siden købt en motorcykel. Han har altid drømt om en stor én, som han kunne have mig siddende bagpå, det må være noget med midaldrende mænd, der glemmer at deres koner har fået en stor røv.

Da jeg forklarede ham - meget alvorligt - at det med mig bagpå en motorcykel aldrig ville ske, besluttede han i stedet at investere i en halvvejs off-roader, som både kan køre i ørkensand og på grusstier, men også kan bruges på landevejen.

Siden indkøbet er det ikke blevet til mange ture på cyklen. Mest når han kører ud i ørkenen for at køre lidt beskidt, når drengene har quad’en med derud.

Men jeg har jo også prøvet at sidde bag på et par gange, og måtte indrømme at det måske slet ikke var så farligt endda. Og nu er han tilbage på nettet og shopper efter en BMW eller en Honda Goldwing.

Derfor synes jeg også lige vi skulle checke en ekstra gang om det nu også er noget for mig, der der med at sidde bagpå. For der er jo ingen grund til at investere endnu flere penge, hvis det aldrig kommer til at blive brugt.

Så vi planlagde at køre en tur denne weekend. Noget vi egentlig har planlagt flere weekender, men pludselig er det søndag aften og vi er ikke kommet afsted. I går kom vi heller ikke afsted, og da vi egentlig gjorde klar til at køre i formiddags, var det begyndt at blæse op. Og jeg har da slet ikke lyst til at køre, når det samtidig blæser.

Men i eftermiddag besluttede vi at NU skulle det altså være. Det kunne bare ikke nytte. Så vi trak i de lange bukser og en trøje og kom afsted.

Vi fik set lidt af byen, kørte op ad bjerget og ned igen. Og sluttede af med at besøge Susanne og Brent. Super hyggeligt.

Da vi kørte hjemad, begyndte motorcyklen pludeselig at ’skyde’. Erik bøjede sig lidt ned og troede at han havde slået over på reservetanken, men 500 meter længere henne satte den fuldstændig ud. Og ville bare ikke starte igen.

Vi var - selvfølgelig, fristes man til at sige - kommet afsted uden penge. Og vi var alligevel nogle kilometer hjemmefra. Heldigvis havde vi telefonen med, men det varede noget tid inden Rasmus hørte en af alle de telefoner vi ringede til og kom ned og hentede os sammen med en reservedunk. For vi VAR altså kørt tør. Tænk at det kan ske for Erik S. Det plejer ikke at ligne ham.

Om vi så skal have den Goldwing? Den er simpelthen så billig at det ikke kan betale sig at lade være. Og skulle det ende med at vi ikke kommer ud og køre på den så meget som vi forestiller os, så kan vi altid sælge den igen.