Familien i El Paso

Som bekendt er jeg kommet på facebook. Og det er mange af mine gamle veninder, som jeg måske ikke har set/talt med i mere end 20 år også, og jeg synes det er helt fantastisk igen at komme i kontakt med dem. Så selvom jeg synes FB er skyld i nogle af mine problemer med computeren, så håber jeg ikke at det bliver lukket eller at jeg bliver nødt til at lukke min konto. I hvertfald ikke før jeg har fundet dem allesammen.

MEN: når man sådan ‘møder’ gamle veninder og de ser at jeg bor i udlandet, så er det første spørgsmål uvilkårligt : ‘hvad laver du så hele dagen, nu du ikke arbejder?’

Det er vel et helt naturligt spørgsmål for en dansk kvinde, for hvem kan forestille sig ikke at arbejde?

Det kan nogle gange være svært at svare på, hvad jeg får dagene til at gå med. For dagene går jo, også uden at jeg keder mig, og uden at jeg nødvendigvis har lavet noget som er direkte målbart.

Men som ægtefælle til en udstationeret er det i mine øjne nødvendigt at indse at tiden som udstationeret ikke er noget man kan bruge på at arbejde, men en tid man kan bruge til at gøre nogle af alle de ting, man ikke har tid til, når man som i DK har egen karriere, børn, hus og hjem der skal passes, venner og familie der skal besøges og fritidsaktiviteter der også skal passes ind i en travl hverdag.

Når vi bor i Danmark er der ligestilling i vores hus. Vi har hver især vores krævende arbejde, deles om arbejdet i hjemmet og har taget hver vores tørn med at blive hjemme hos syge børn.

Og sådan bliver det også når vi kommer hjem igen.

Men lige nu er det Erik der tjener pengene. Det er ham der hiver månedslønnen hjem helt alene og det er ikke bare et 8-16 job han har fået. Han rejser meget, starter med telefonkonferencer kl. 6 om morgenen, så han kan følge med i hvad der foregår i virksomheden derhjemme, og når han tilsvarende er i Danmark, kan han risikere at blive ringet op kl. 1 om natten, hvis der er problemer på fabrikken i Mexico. Helligdage er svære at overholde, søndag aften bliver oftest brugt til at sende mails til folk i Danmark som så har noget at starte med mandag morgen og selvom vi da holder ferie, så har jeg endnu ikke oplevet at holde 3 uger sammehængende, uden at der som minimum bliver læst nogle e-mails eller der modtages nogle telefonopkald.

Som ægtefælle kan man så vælge enten af blive møgsur og skabe en ualmindelig dårlig stemning i hjemmet, eller man kan acceptere det, beslutte sig for at dette er kun en kort del af ens liv, og så sørge for at alting fungerer på hjemmefronten, at børnene er glade og at den arbejdende ægtefælle kan opfatte sit hjem som et frirum, hvor der ikke er en masse konflikter. 

Jeg siger ikke at man ikke skal stille krav. Selvfølgelig skal der opstilles nogle regler for, hvor meget tid man mener at der bør investeres i jobbet, men det bør man gøre op med sig selv hjemmefra og kan man ikke acceptere de lange arbejdsdage, stressen og den ulige fordeling af opgaverne i hjemmet, så skal man ikke blive udstationeret.

Der ER bare ikke tid til to karriereforløb, med mindre man ikke har nogen hjemmeboende børn. For det er de færreste steder at tingene er så veltilrettelagt som hjemme i Danmark. I Holland er skoletiden for de mindre børn fx opdelt i skole formiddag og eftermiddag, med 2 timers pause imellem, så mødrene kan hente deres afkom og give dem frokost og lade dem sove til middag. I Hongkong skulle børnene følges til skolebussen og blev fx ikke sat af igen, hvis ikke der var nogen til at hente dem ved bussen. Her i El Paso bliver børnene fra den tyske skole ikke sat af skolebussen, hvis chaufføren ikke kan se at der står en i døren og venter på eleven. Og man kan have børn der har forskellig skoleskema, så man skal være der når den første kommer hjem kl. 14 og den anden kommer hjem kl. 18 efter at have været til basketball. Man kan selvfølgelig også vælge selv at hente dem, men så skal der jo i stedet køres. Eller man kan have en hjælper, som sørger for at lave mad og gøre rent og henter børnene, men hvad hvis man bor i Shanghai og får en hjælper der ikke kan engelsk? For slet ikke at tale om at det kan ens børn jo faktisk heller ikke, hvem skal de så snakke med, indtil deres forældre kommer hjem fra arbejde? Hvordan skal de bede om hjælp til at få noget at spise eller komme på toilettet?  

Her kan jeg da også sagtens få en hjælper til at hjælpe med alt det praktiske i huset, men det er de færreste der taler engelsk og jeg taler ikke spansk, så det har jeg opgivet.  Jeg ved godt at så kan man jo bare spise det mad de laver, men hvad hvis man ikke kan lide det? Hvad hvis man skal forklare at man kun vil have der bliver indkøbt økologiske varer? I øvrigt er der her i El Paso fx så langt til indkøbsmuligheder at man ikke kan komme der uden bil. Men hjælperen kan ikke køre, så jeg ville alligevel skulle købe ind til aftensmad, men hvordan skulle jeg lære hende at lave frikadeller?

Og så er der alt det med huset, betaling af regninger, snak med håndværkere hvis noget er gået i stykker, hvis fjernsynet ikke fungerer, hvis lønnen ikke er gået ind, hvis man skal sætte en check i banken, tilmelding til skoler, for slet ikke at tale om nogle af alle de fridage børnene har fra skole, men hvor dem der arbejder ikke har fri? Der er skolesamtaler, som holdes midt på dagen, opførelser i skolen, lektier der skal hjælpes med osv.osv. 

Og der ER bare ikke lige en bedstemor rundt om hjørnet man kan ringe til, hvis en af ungerne bliver syg. Eller hvis man er nødt til at arbejde over.

De kloge siger, at det tager en expat familie 6 måneder at falde til et nyt sted. Og det tror jeg ikke er helt forkert. I den tid er det med hjemmeboende børn nødvendigt at der er en i familien som altid kan komme og hente en, hvis man lige fik ondt i maven over, at man ikke kunne tale med de andre børn i skolen, eller som kan hjælpe med de svære lektier og som er med til at se på, når man begynder at gå til ballet. Til gengæld går det herfra som regel kun fremad. Man selv og børnene får en omgangskreds, huset er endelig blevet indrettet som man gerne vil have det, og man kan begynde at tænke mere på sig selv. Og på hvad man så skal få tiden til at gå med. 

Jeg selv er nu gået i gang med en ny uddannelse. Jeg uddannede mig også mens jeg var i Hongkong. Jeg er begyndt at lære spansk og har fået nogle gode veninder som jeg foretager mig ting sammen med. Og det drejer sig ikke bare om at gå ud og spise frokost sammen, men lige så meget at have nogen at tale med om det der foregår rundt om en, for hvem forstår det bedre end kvinder der er i samme situation som én selv? Og det er da vigtigt at man finder nogen der kan blive mindst lige så begejstret over at lillepigen nu har lært at gå, som ens mor ville blive.

Og så nyder jeg bare at være stået af ræset. Ved at det er en meget kort periode i mit liv som hurtigt kan gå, så jeg nyder hver eneste dag og nyder at der også er tid til at gøre noget kun for mig, samtidig med at vi som familie også har mere tid til hinanden. For selvom min mand arbejder og rejser meget, så ser jeg alligevel mere til ham, end jeg gjorde da vi begge arbejdede og det gør såmænd heller ikke så meget at arbejdstelefonen ringer når vi er på ferie, hvis bare han er der og samtidig lader mig nyde solen og min nyeste bog.