Ved ikke hvor det stammer fra, tror det er en filosofisk tese, som når man diskuterer om Gud virkelig findes eller ej, så kan man argumentere at det svarer til at spørge om skoven stadig er der, selvom der ikke er nogen der står og kigger på den. Altså, ting kan sagtens findes, selvom vi ikke hele tiden kan se det.
Det er lidt det samme som at flytte til et nyt sted. Findes man virkelig, også selvom der ikke er nogen der ser én? Jeg mener, jeg synes jo selv at jeg er aldeles til stede, selvom jeg de første måneder jeg var her, ikke kendte et øje. Og jeg er til gengæld ikke mere til stede, bare fordi folk nu hilser genkendende på mig, når de møder mig i supermarkedet eller på en restaurant.
Er der overhovedet nogen der synes at ovenstående giver nogen som helst mening? Jeg har læst det igennem indtil flere gange, men kan ikke finde en anden måde at forklare det på. Og ville egentlig også bare sige at de gør ualmindeligt dejligt godt, når et menneske, som jeg aldrig nogen sinde har mødt, alligevel giver sig tid til at skrive et sødt brev og nogle opmuntrende ord, uden anden grund end at vedkommende synes det var på sin plads.
Hvorfor er jeg ikke selv så opmærksom overfor andre? Burde vi ikke allesammen huske bare engang imellem at anerkende andres tilstedeværelse og forsøge at gøre et andet menneske glad?
0 svar ind til nu ↓
Der er ingen kommentarer endnu...Start du med at udfylde formen nedenfor.
Efterlad en kommentar