Erik og jeg er ved at lave en kastastrofeplan. Det er noget vi har udsat i lang tid, for alting bliver som bekendt mere virkeligt og nærværende, når man begynder at tale om det, men på den anden side, kan man jo ikke gå og vente på at katastrofen indtræffer, før man finder ud af, hvad man skal gøre i en given sag.
Grunden? De mange kidnapninger i Juarez. Risikoen for at blive kidnappet stiger dag for dag, og enhver i en stor, amerikansk indregistreret bil, kan være et mål.
De mange kidnapninger skal uden tvivl ses i lyset af desperation. Narkokrigen er ved at være ovre for i år, de forskellige områder er fordelt og antallet af drab og skyderier er faldet markant siden september, men det betyder samtidig at der er nogle mennesker, som er vant til at tjene penge på narko, som nu er nødt til at finde alternative indtægtskilder. Og det mest nærliggende lige nu er at kidnappe folk, så man kan afpresse deres familier.
Erik har tidligere slået det hen. Der sker ikke noget. Jeg er forsigtig. Jeg holder mig væk fra de udsatte steder.
Men efter han i sidste uge blev anbefalet at køre forskellige ruter og på forskellige tidspunkter hver dag, så der ikke var nogen der kunne finde ud af at ligge på lur efter ham, så tror jeg alligevel det er ved at gå op for ham, at truslen er reel.
Da jeg selv bragte emnet på banen i går, gik han med til at udstyre mig med telefonnumre på personer som eventuelt vil kunne hjælpe. Nogen i Danmark jeg kan ringe til, på alle tider af døgnet.
Han forsøgte dog i første omgang at berolige mig med, at det sjældent er mange penge de efterspørger. Men efter jeg fra en veninde hørte om en kvinde som fortalte om sin kidnapning i min venindes kirke, må jeg indrømme at det ikke så meget var beløbet der forstyrrede mig, men mere den måde hun blev behandlet på, i de 10 dage hun blev holdt fanget.
Så jeg har gjort meget klart, at det der beroliger mig allermest er, hvis jeg ved at vi har en plan, i tilfælde af at det værste skulle ske. Så jeg kan handle hurtigt og få sagen ordnet på kortest mulig tid. Og heldigvis har jeg en mand som forstår mig, så nu får vi så en plan. Snart. Håber jeg………
2 svar ind til nu ↓
1 Lisbeth // 29. Oct 2008 at 13:58
puha, det er ikke rart at skulle ahve det i sine tanker og overvejelser..krydser fingre for det bedste. Føler I jer sikre nok der hvor i bor og ved skolen?
2 Lene // 29. Oct 2008 at 14:23
Der er ingen problemer her i El Paso. Hverken ved vores hus eller vores skole, vi bor i den ‘rigtige’ del og i øvrigt tror jeg ikke her er flere skyderier end i Københavnsområdet. Mærkeligt som ens grænser bliver flyttet. Pludselig er man tilfreds, bare der ikke er for mange, ikke?
Efterlad en kommentar