Familien i El Paso

For at fortsætte mit indlæg fra i mandags om eventuel bilkøb, vil jeg godt lige fortælle lidt mere om processen.

Vi var som bekendt kørt ca. 6 timer nordpå for at se på et par biler, som Erik havde fundet på internettet. Vi kom også hurtigt i snak med den første forhandler vi besøgte, men uden at blive helt enige.

Det var en underlig fornemmelse, også selvom vi har prøvet det før, at den person som vi forhandlede med, i virkeligheden ikke havde nogen fuldmagt til at forhandle. Med mindre vi selvfølgelig ville betale prisen.

Vi faldt over en Audi A4 cabriolet fra 2005 som havde kørt ca. 38.000 miles. Ifølge Kelley’ book - som er en retningsgiver for, hvad en bil er værd - skulle bilen være $22.995 værd. Dertil kommer ca. 8,25% i moms og udgifter til registrering og nummerplade på ca. $525.

Hos samme forhandler stod en bil næsten magen til, i en lidt anden farve, som stod til at skulle være $26.995 værd, og den var sat temmelig meget ned, nemlig til $21.500. Den havde dog en farve vi ikke brød os om, så det var ikke den bil vi ville købe, men Erik og jeg lavede en hurtig hovedregning, og hvis den bil vi godt kunne lide, skulle have et lignende afslag i prisen, så ville vi tilbyde $17.000 for den, og så skulle vi nok selv indregistrere og sørge for at betale moms i Texas.

Vi fik en prøvetur i bilen. Og i en, der var en årgang nyere og kostede lidt mere. Men vi besluttede os for, at det skulle være den første bil. Vi kom ind og blev budt på en kop kaffe, og sælgeren lovede at se om han eventuelt kunne barbere lidt af prisen.

LIDT - det var lige nøjagtig hvad han kunne gøre. Tilbudet lød på $24.485 incl. alt. Det betød at han havde givet ca. $500 i afslag. SLET ikke hvad vi havde forventet. Så vi sagde til ham, at så kunne vi lige så godt tage hjem igen, tak for turen, men det var alligevel ikke en pris vi var parate til at betale.

Og så begyndte spillet. Chefen kom forbi, skulle lige høre hvordan vi havde det, hvad vi synes om bilen, om vi synes sælgeren havde behandlet os godt. Og hvad sagde vi i øvrigt til prisen? Vi forklarede, at hvis han kunne sælge en lignende bil med et større afslag, så forventede vi også at han kunne gøre det i dette tilfælde, og han forklarede os samtidig at det var der så sandelig ikke råd til, og at vi bare skulle være klar over, at det var en kanon god pris, han havde tilbudt os. 

Nu havde Erik jo heldigvis gjort sit hjemmearbejde, så han vidste godt, at der andre steder i landet findes lignende biler, til lavere priser. Så vi takkede endnu engang nej, gav hånd og gjorde klar til at gå derfra, men på vejen ud blev vi spurgt, hvad der skulle til, for at vi ville købe bilen. Hvad nu, hvis han kunne tilbyde os en pris på $20.000? Vi gjorde lidt hovedregning, sagde at hvis det var incl. alt - så var vi sådan set klar til at skrive en check og tage bilen med hjem.

Så nu kom vi ind på hans kontor. Han lavede en beregning og viste os, hvad han havde givet for bilen, hvad han havde ofret på den og at incl. alt ville hans bedste pris være $20.885. Hvilket jo ikke ligefrem var den pris vi havde forventet. Så vi sagde nej tak igen, og tog i Ikea i stedet, så vi i det mindste kunne sige at vi havde fået lidt ud af turen.

På vejen sydpå igen, blev jeg ringet op af sælgeren. Jeg skulle bare huske at det var en rigtig god pris vi havde fået, de tjente ingen penge, men var stadig villige til at sælge, og jeg skulle endelig bare ringe, hvis jeg skiftede mening.

Erik mente, at det nok nærmere blev dem der kom til at skifte mening. Og det kom da også til at holde stik.

Tirsdag ringede ejeren af forretningen. Ville bare høre, om jeg ikke alligevel synes jeg havde fået et godt tilbud. Jeg forklarede ham endnu engang, at kunne han acceptere de $20.000 incl. alt, så var jeg parat til at komme og hente bilen på fredag. Han lovede at ringe tilbage. Kom tilbage og forklarede, at der ikke var noget at gøre, men at jeg var godt dum, når vi nu ikke var længere fra hinanden, jeg burde være helt vildt glad for, at jeg overhovedet havde fået det gode tilbud.

Jeg var selvfølgelig lidt ærgerlig over, at vi ikke endte med at komme hjem med en bil. Igen. Når vi nu i realiteten ikke var særlig langt fra hinanden. Men Erik var kold. ‘De skal nok komme tilbage’. Og han fik endnu engang ret.

I dag er jeg nemlig igen blevet ringet op. Denne gang af den oprindelige sælger. Han ville bare sikre sig, at jeg ikke havde skiftet mening. For vi VAR jo ikke langt fra hinanden. Hvilket jeg gav ham ret i, jeg ville også gerne lave en handel, men ikke til den pris. ‘Hvad så hvis jeg siger $20.400?’ siger han så og jeg forklarer at hvis han kunne sige $20.200 så kom jeg og hentede bilen på lørdag. Forudsat at han ordnede de ventiler der var knækket, for vi har ingen forhandler her, så selvom de kunne laves på fabriksgaranti, så ville jeg skulle køre 6-10 timer for at få det ordnet. Og desuden regnede jeg også med at der blev sat nye dæk på. DET havde han nu slet ikke hørt sig selv sige, da vi nævnede det i mandags. Da Erik mandag nævnte dækkene, sagde sælgeren at de ‘naturligvis’ ville blive skiftet. Nu var det ændret til, at hvis de var sikkerhedsmæssigt forsvarlige at køre med, så ville de ikke blive skiftet. Men nu ville han lige tale med sin manager om de $20.200 og ringe tilbage.

Og ingenting. Prisen stod fortsat ved de oprindelige $20.885 - og jeg stod omvendt helt fast på min pris. Også selvom sælgeren fremturede endnu engang med, at det var en kanon pris, at de ikke tjente noget, tværtimod ville de tabe på bilen, men det kan jo ikke blive mit problem, at han - eller en kollega - har betalt for meget for den. 

Så her er vi fortsat. Skal bruge noget mere tid, fordelen er dog, at vi nu er helt enige om, hvad det er for en bil vi skal have, så vi i det mindste kan holde op med at checke alle mulige andre biler. Så jeg kommer nok til at vente lidt længere på min fødselsdagsgave. Eller også ender jeg med at få den i julegave - eller senere. Jeg må bare væbne mig med tålmodighed.