Familien i El Paso

Vores liv som udstationeret i El Paso

Snydt - igen?

22. November 2008 · ingen kommentarer

Så er jeg blevet snydt igen.

Var ellers helt begejstret da jeg for en måned siden blev ringet op om, at min udvidede garanti på Honda’en - som vi købte med, dengang vi købte bilen - var udløbet. Til gengæld kunne jeg fået kanon godt tilbud på en ny udvidet garanti - en som denne gang ville gælde i 4 år.

En af de ting jeg hæftede mig ved var, at sælgeren sagde at hvis jeg havde denne garanti, så var der den indbyggede garanti, at hvis jeg ville sælge bilen til en Honda-forhandler, så ville han købe den til den pris, den efter Kelley’s book vil være værd - og ikke den pris forhandleren synes han ville give. Og da jeg jo ved at jeg vil sælge bilen indenfor de næste 9 måneder, var det en af de største fordele.

En anden ting var, at jeg skulle ‘bare’ betale et depositum på $350 og så ville jeg få fremsendt policen, og fortrød jeg, så kunne jeg inden for de første 30 dage sige forsikringen op og få depositum retur.

Så jeg sagde ja. Gav dem mit kreditkort nr. og blev også trukket på det allerede samme dag.

Policen skulle ankomme 5 arbejdsdage senere. Det blev nu snarere til 10, og efter at have læst betingelserne igennem, kunne jeg konstatere, at den dækning jeg havde købt, IKKE includerede den garanterede salgspris til forhandleren. Så skulle jeg i stedet have købt ‘platin’udgaven, hvilket jeg aldrig var blevet gjort bekendt med.

Desuden lavede jeg lidt research, ringede op til et firma jeg havde fundet på nettet og opdagede at jeg kunne have sparet $400, hvis jeg havde købt hos dem i stedet.

Så jeg ringede og sagde policen op. Men selvom man sagtens kunne købe forsikringen på telefonen, var det altså ikke nok at ringe og sige den op, det skulle gøres skriftligt. Hvilket jeg så gjorde. Sendte det hele ind og forventede at min depositum straks blev ført tilbage til min konto.

Efter at have ventet ca. 20 minutter i telefonen i går, da jeg ville checke hvornår jeg fik mine penge, kom jeg endelig i snak med en såkaldt servicemedarbejder som forklarede at han havde modtaget opsigelsen, og mine penge ville blive ført tilbage til min konto indenfor 90 dage. 90 dage! Jeg blev sur, spurgte hvor det stod henne i deres police, det kunne han ikke sige, han kunne kun fortælle mig, at proceduren var 90 dage.

Hold da op, hvor er jeg sur. Vred. Skuffet. Ærgerlig og sur på mig selv. Tænk at jeg faldt for det. Har godt hørt på TV at danskerne er nogen af de mennesker man lettest kan snyde. Men tænk at det også gjaldt mig? Jeg forklarede i øvrigt den såkaldte servicemedarbejder, at jeg ALDRIG ville anbefale deres firma til nogen, men det tog han nu helt roligt og sagde at det var jeg da velkommen til. Han kan jo også være ligeglad. Nu kan de lege med mine penge de næste 3 måneder, og så må jeg bare håbe på, at de ikke går konkurs undervejs.

Øv!

Tags: Familien · Landet

0 svar ind til nu ↓

  • Der er ingen kommentarer endnu...Start du med at udfylde formen nedenfor.

Efterlad en kommentar