Familien i El Paso

Endelig er vi hjemme igen, efter en hektisk weekend og en lang køretur.

Som skrevet om her fløj vi fredag middag til Kansas City, Missouri for at hente vores nye bil og køre den tilbage til El Paso.

På turen ville vi komme til at køre igennem dele af staterne Missouri, Kansas, Oklahoma, Texas og New Mexico. 

Det er første gang vi har været så langt mod nord, og det var heller ikke just sydlandsk vejr vi ankom til, da vi landede i Kansas City international airport fredag aften. Det var frysende, hundekoldt og der var sne i luften. Heldigvis havde vi taget de tykke jakker med hjemmefra, så det føltes ikke så forfærdeligt, men det gav os nok lige en lille forsmag på, hvordan det vil blive at komme hjem til jul.

Kansas minder på mange måder om Danmark. For første gang så vi huse bygget af murstem og med kælder og udestue, og der var masser af træer og ikke nogen bjerge. Der var til gengæld masser af marker, kornsiloer og gylletanke, udover at der også var køer på nogle af markerne. Det hele var bare en lille smule større end i Danmark, hvis ikke MEGET, men på en del af den strækning vi kørte, synes vi næsten det mindede os om turen fra Halsskov til Slagelse.

Kansas ligger også så langt mod øst, at vi var kommet en time længere frem i tiden, så det eneste vi nåede fredag aften var at checke ind på hotellet og køre ud og få noget at spise.

Og da skal jeg da nok lige love for, at vi fik rigeligt!

Vi spiste på Granny’s chicken Ranch Restaurant, hvor de serverer alt fra sandwich over burger til traditionel, amerikansk mad. Og der er nok til at føde en hel familie i Thailand i en måned!

Uden at vide, hvor store portionerne var, bestilte vi hver især hvad vi havde lyst til. Rasmus fik en club sandwich, Erik bestilte en kyllingesandwich og jeg havde lyst til at prøve deres farsbrød med kartoffelmos.

Til sandwichene kunne man vælge mellem salat, suppe, fritter eller kartoffelmos. Erik valgte suppe, Rasmus fritter.

Til mit farsbrød var der salat, grønne bønner og kartoffelmos. Men allerførst fik vi serveret nogle rygende varme boller og i brødkurven under dem lå der friskbagte kanelsnegle.

Jeg fik min salat, Erik fik sin suppe. Og så var vi næsten mætte. Og kunne slet ikke overskue da Eriks sandwich kom,  med så meget kyllingesalat, at man må gå ud fra at mindst ½ kylling er gået til at lave fyldet. Rasmus’ sandwich var ikke bare velsmagende, men også så stor, at knægten måtte opgive at spise det hele. Og mit farsbrød - jeg ærgrer mig over at jeg ikke havde kamera med ind, for der lå 3 kæmpestore stykker farsbrød på min tallerken, og så blev kartoffelmos, bønner og sovs serveret i skåle ved siden af.

Det var nærmest pinligt, men vi kunne absolut ikke spise så meget. Tjeneren kom bagefter og spurgte om vi ikke kunne lide maden, men det var jo mere fordi der var så meget, og vi havde jo ikke lavet andet end at sidde hele dagen, så vi skulle måske bare have valgt at købe en salat i den lokale brugs i stedet. Men så har vi da også prøvet det.

Her er et billede af vores nye bil. Rasmus fylder benzin på. Det var ikke meget, vi betalte for at fylde den op.

På turen sydvest-over for at komme hjem, startede vejret med at være koldt, med småslud og regn de første ca. 300 km. Herefter slog det over i et enormt blæsevejr. Desværre nåede jeg ikke at få kameraet frem, da de værste vindhekse fløj over vejen, men på en strækning på næsten 500 km kørte vi i konstant risiko for, at vi skulle blive ramt af en eller flere vindhekse eller tumbleweed som det hedder. Vi har set det på film, og vi har også oplevet det på en tur til Las Cruses i foråret, men det er første gang jeg selv har kørt, hvor jeg samtidig skulle prøve at undgå dem.

Hvis man kigger godt efter på billedet kan man vist lige ane nogen foran os - nogle var så store som buske, og flere af de biler der kørte imod os, kom også kørende med nogen siddende under bilen eller foran på motorhjelmen. Vi måtte da selv ud på et tidspunkt og pille en af vores bil, og desværre har de også ridset bilen en del foran, som den knap så tilfredse nye bilejer kunne konstatere. Men hvad kan man gøre?

Det er ikke uden grund at man kalder Kansas og Oklahoma for USA’s spisekammer. Hvis de begyndte at opdyrke nogle af de mange marker, som for en del år siden blev lagt brak, så er jeg sikker på at de kunne skaffe mad til mange flere mennesker.

Men når man bor ude på Lars Tyndskids mark, så skal man også have en stor truck. Og dem så vi mange af. Måske så den større ud, fordi vi sad i en lavere bil, end vi plejer, men det var voldsomt at holde bagved ham der holder foran os på næste billede. Læg mærke til truck’en ved siden af. Den er slet ikke lille - selvom den næsten ser sådan ud.

Det var en lang tur. Og vi er alle 3 fuldstændig øre efter at have siddet i en bil i så lang tid. Det er første gang vi har kørt så langt i ét stræk, og jeg tror også det bliver sidste gang. Ihvertfald i den bil. For selvom det er en dejlig bil og den kører helt fantastisk, så er den ikke lige så behagelig at sidde på bagsædet af.