Familien i El Paso

Vores liv som udstationeret i El Paso

En herlig dag

6. February 2009 · ingen kommentarer

Det har simpelthen været en dejlig dag i dag.

For det første har jeg fået den lille familie (pap-søs m. familie) tilbage igen, de kom onsdag aften, efter en 2½ uges tur rundt i forskellige stater. De var helt fulde af indtryk, vi fik en dejlig middag, så en film på HBO og drak lidt vin. Skønt!

I dag var jeg inviteret til kaffe hos en ‘med-søster’ fra Østrig. Vi har ikke set hinanden siden jeg var til Halloween-fest hos dem i oktober, så det var vist ikke for tidligt at få fulgt op på, hvad der sker i vores liv for tiden. De rejser også tilbage til Europa igen til sommer, og vi har lovet hinanden at holde kontakten, også når vi kommer hjem igen.

I eftermiddags var jeg til spansk. Vi skulle dog lige fordele nogle ‘vagter’ hos en af damerne fra gruppen, som har fået kræft og ikke er så godt gående længere. Hun klarer sig ellers flot med familiens hjælp, men fra på mandag er der lige fjorten dage, hvor ingen af hendes familie kan være der, og så må vi jo træde til. Vi skal være der i et par timer om eftermiddagen, så hun ikke selv skal stå op fra sin middags-lur og indtil hendes mand kommer hjem fra arbejde. Og i denne periode var de også parate til, at vi kommer med mad. Det har de ellers afslået hidtil, for den mad der er blevet givet til dem, har simpelthen været for fed. Der er også noget med at pga. hendes medicin, skal hun holde sig fra broccoli og mørke-grønne grøntsager og tranebær. Hører man ellers ikke altid, at det skulle være så sundt?

Anyways, så har jeg meldt mig til at besøge hende den 17. februar. Jeg skal alligevel have læsegruppen på besøg om formiddagen og så kan jeg tage resterne af maden med til Silvia og hendes mand senere på dagen.

Det er bare så trist, når folk bliver syge. Desværre ser det ikke ud til at hun overlever meget længere, men heldigvis er hun selv fuld af overskud og så positiv, at det er svært at forstå, at hun måske ikke har ret meget længere at leve i. Men det er på den anden side godt, at folk så er så parate til at hjælpe, at vi kan få alle dage besat, så hun ikke skal sidde helt alene om eftermiddagen.

Efter spansk troede jeg at gæsterne var kommet tilbage fra deres indkøbstur, men de har vist glemt alt om tid og sted. Så nu er jeg lige kommet hjem fra supermarkedet, der er blevet udsendt ønske om en grillet steak i aften, og det må vi så se, om vi ikke kan finde ud af. Vejret er som sagt virkelig smukt, ca. 22 grader og sol fra en skyfri himmel. Og det skulle da være muligt at grille på terrassen, selvom det nok når at blive mørkt, inden de kommer tilbage fra shopping. De må jo nok - ligesom jeg selv - indse, at ting tager tid og man kan ikke bare lige suse ned i outletten og tilbage igen på ½ time.

Så må jeg jo bare se og få forberedt maden og trukket en flaske rødvin op, så kan jeg altid starte på den, mens jeg venter på at de kommer hjem igen.

Tags: Besøg · Landet

0 svar ind til nu ↓

  • Der er ingen kommentarer endnu...Start du med at udfylde formen nedenfor.

Efterlad en kommentar