Familien i El Paso

Vi er lige kommet hjem fra Florida. Har haft en super dejlig tur, som jeg nok skal skrive om, når jeg lige får samlet tankerne.

Vi kom hjem til en fyldt postkasse. Jeg havde glemt at sætte min post på ‘hold’ mens vi skulle være væk, og der lå blandt andet et takkebrev fra Silvia. Forrige tirsdag var jeg - som også skrevet om i et indlæg - ovre og underholde Silvia fra min spansk gruppe. Vi havde en rigtig dejlig eftermiddag, hvor vi talte sammen om alt muligt. Det var svært at være trist eller ked af det, når man var i Silvias selskab. Torsdag mødtes vi endda hele spansk-holdet i hendes hjem, og selvom jeg godt kunne se på hende at hun var træt da vi tog hjem, så virkede det som om hun havde nydt vores besøg.

I postkassen lå takkebrevet så. Og samtidig lå en besked i min e-mail : Silvia havde fået en hjerneblødning i tirsdags og var blevet indlagt på hospitalet.

Jeg ringede straks til hende, der havde sendt e-mail’en. Var bekymret, ville gerne vide, hvordan det var gået Silvia. Og desværre fik jeg meddelelsen om, at hun var gået bort i går aftes.

Hun havde som sagt fået en hjerneblødning. Ingen ved rigtigt, hvad der er sket, om det var kræften der havde bredt sig til hjernen igen og fik en blodåre til at sprænge, eller om det var hendes blodfortyndende medicin eller hendes let forhøjede blodtryk, som fik det til at ske, men det skete i hvertfald. Hendes mor og søster ankom fra Tyskland tirsdag aften. Planen var at hendes søster skulle blive her i 2 uger og hendes mor i de 90 dage, europæere har lov til at blive på et turistvisum. Silvia havde det godt da de kom, de pjattede og snakkede, men hendes 90-årige mor var godt træt efter turen fra Tyskland og de gik alle tidligt i seng. Det var sidste gang, hendes søster og mor talte med Silvia. Kl. 2 om natten vækkede hun sin mand og fortalte, at hun havde det dårligt. Havde kvalme og problemer med synet og hun ville gerne på sygehuset. Hendes mand kørte hende til skadestuen og de indlagde hende på intensiv afd. hvor hun om morgenen pludselig holdt op med at trække vejret, men de fik hende genoplivet, uden at hun dog igen kom til bevidsthed. Hendes 2 døtre kom samme dag og var hos hende, da hendes vejrtrækning igen stoppede i går eftermiddags. En af de ting hun havde fortalt mig, da vi talte sammen var, at hendes familie heldigvis vidste, at hun ikke ønskede genoplivning. Hun vidste til gengæld at de ville kæmpe, for at holde hende i live, så længe som muligt, og jeg forstår også godt at de ønskede at hendes døtre skulle få mulighed for at sige farvel. Nu er 20 års kamp mod kræften ovre, og den frygt Silvia og hendes familie har måttet se i øjnene de sidste 2 år, er nu væk.

Jeg kendte hende knap nok, og alligevel er jeg virkelig trist….