Det ringede på døren i dag. Udenfor stod en mand og præsenterede sig som en, der boede i nabolaget, han pegede på sin bil ude på vejen og på en pige som sad i bilen, og som han præsenterede som sin datter.
Han forklarede at han havde mistet sit job, et job han havde haft i over fyrre år, de havde prøvet at få tingene til at hænge sammen, sparede her og der, men nu var den desværre helt gal. Elselskabet havde nægtet at give dem udsættelse på betalingen af denne måneds regning, med henvisning til, at han og hans kone tjente for mange penge.
Og nu havde ham og hans datter besluttet, at de ville gå fra hus til hus og se om de kunne skaffe de $48.16 som de nu skyldte elselskabet.
Jeg blev virkelig paf over, at manden kunne finde på at ringe på min dør og spørge om penge. Jeg tænkte meget over, om det han sagde, nu også havde hold i virkeligheden. Han virkede som en mand i begyndelsen af 50′erne, hvordan kunne han så miste et job, han havde haft i over fyrre år? Hans datter så ud til at være omkring de 10 år. Det er der vel ikke noget underligt i, men jeg undrede mig over, hvorfor de kørte rundt og spurgte efter penge? Og han lod pigen sidde i bilen, mens motoren kørte. Hvis de var så meget i pengenød, ville det så ikke være mere rigtigt at gå rundt? Eller i det mindste slukke motoren, mens han bankede på forskellige døre?
Jeg gav ham $2. Egentlig bød det mig virkelig meget imod overhovedet at give ham penge, for jeg følte mig virkelig manipuleret med. Specielt af, at han havde taget pigen med. Det mindede mig i for høj grad om, når Jehovas Vidner førhen ringede på min dør og havde børn med rundt. Og så det faktum at han var kørt herhen, han bor, så vidt jeg kunne forstå, max. 20 minutters gang fra hvor vi bor. Så kunne han da i det mindste have sparet benzinen til den store pickup-truck han kørte i og endnu hurtigere få sparet de penge sammen, som elregningen lyder på.
Jeg kunne også have givet ham de penge han manglede. Det ville jeg ikke blive fattig af. Men jeg valgte altså, at det må være op til en anden familie at redde manden og hans familie. Nu har jeg bidraget til, at han i det mindste ikke har udgifter på at køre rundt…..
3 svar ind til nu ↓
1 Lisbeth // 27. Mar 2009 at 8:37
hmm, lyder ikke som den historie var helt sandfærdig, og jeg havde nok også givet et lille bidrag. Det helt rigtige havde nok været at give ham en lille opsang om dyre biler og benzinpriser, men havde jeg nok IKKE givet mig i lag med heller.
2 Lene // 28. Mar 2009 at 0:17
Jeg fortalte historien til nogle af de andre damer i min ‘klub’ og enkelte sagde at de ALDRIG åbnede døren for fremmede. Mens en anden ville have fortalt ham, at han skulle tage sig sammen og finde et arbejde og passe bedre på sin familie.
Sådan er vi jo så forskellige, og det eneste jeg kunne tænke på var, at hvis han blev sur på mig, så vidste han jo nu, hvor jeg boede - og jeg har ikke lyst til at nogen skal blive sure på mig. Specielt ikke i det her område.
3 Lene // 31. Mar 2009 at 15:42
Faktisk gav min gode veninde mig et andet råd, som jeg helt sikkert vil bruge en anden gang. Når nogen spørger om penge (hvilket som regel foregår midt på dagen, når ens mand er på arbejde) så skal jeg sige at jeg desværre ikke har nogen kontanter i huset, men om han vil være ked af at komme tilbage, når man mand er hjemme i aften?
DET skulle jo nok kunne skræmme en enkelt fidusmager eller to. Problemet er nok, hvis min mand samtidig er bortrejst - så er det nok ikke så godt, hvis vedkommende dukker op igen
Efterlad en kommentar