Familien i El Paso

Hvor usædvanligt det end lyder, så fik vi i går vores første, hjemmelavede Thanksgiving middag i et privat hjem.

Årsagen var at en veninde ikke havde fået lejlighed til at spise deres kalkun, fra sidste år, og de ville forfærdelig gerne invitere os hjem og spise en dag, og hvad ville være mere nærliggende end at servere noget typisk amerikansk mad? Specielt når vi ikke havde prøvet det før.

Hun havde gjort det hele klart til Thanksgiving sidste år, men da valgte de i stedet at rejse til Nashville og besøge deres yngste datter - og så var det ikke så let at have kalkun med i flyet. Til jul besøgte de en anden datter i Kansas, så da kom kalkunen heller ikke ud af fryseren. Erik er jo heller ikke så let at lave aftaler med for tiden, men pludselig havde de tid og vi havde heller ingen planer, så søndag eftermiddag kl. 16 var vi inviteret til Turkey-dinner.

Og det var lækkert! Så er det sagt! ALT var hjemmegjort; mens vi ventede på at kalkunen stod og ’samlede’ sig fik vi et glas vin og ristede rejebrød på terrassen, mens vi nød synet af de små kolibrier som allerede er kommet til byen. Middagen bestod af : kalkun, kartoffelmos, dressing (sådan kaldte hun det, men jeg kunne forstå at det var det de normalt fylder kalkunen med, inden den steges, men hun havde valgt at lave det i en skål for sig), gule og grønne squash gratin, sovs og tranebær sylt! Til dessert pekannødde-/ og græskartærte! Pyha - hvor var vi mætte!

Rasmus var taget med os til middagen, men valgte at tage hjem, da han var færdig med at spise. Vi blev, spiste, snakkede, drak kaffe og spillede rummikub, indtil vi ringede til Rasmus så han kunne komme og hente os igen.

Vi blev enige om, at vi nok hellere må invitere dem hjem en gang, inden vi rejser. Så må jeg se om jeg kan finde en slagter som kan levere en rigtig nakkesteg med svær, og så servere brune kartofler og rødkål til