Familien i El Paso

Vores liv som udstationeret i El Paso

Overgangsalder?

22. April 2009 · 2 kommentarer

Jeg har for tiden utrolig svært ved at sove. Troede det var fordi jeg oftest sover alene (fordi min husbond er på forretningsrejse) men har måttet konstatere, at jeg sover lige så dårligt, eller måske endda dårligere, når han ligger i sengen ved siden af mig.

Heldigvis abonnerer jeg jo på et dansk ugeblad som hver eneste uge kommer med mere eller mindre gode råd om henholdsvis det ene og det andet. Og jeg tager det gerne til mig, når der kommer noget, jeg selv kan bruge. Og her var det at jeg læste, at en af følgerne ved at være på vej ind i overgansalderen kan være (udover hedestigninger, som jeg lider en del af, men sikkert fordi jeg er flyttet til varmere himmelstrøg) søvnproblemer.

Jeg har som regel ingen problemer med at falde i søvn. Men jeg vågner flere gange om natten, skal op og tisse og har svært ved at falde i søvn igen.

Men er jeg - en ung kvinde, som først for nylig er blevet fyrre - allerede på vej ind i overgangsalderen?

Jeg har ingen anelse. For siden jeg i marts sidste år fik fjernet min livmoder, har jeg jo ikke længere de blødninger, som alt andet lige ville være med til at give et fingerpeg om, om det skulle til at være slut med det. Jeg har stadig mine æggestokke og har sandsynligvis også ægløsning engang imellem, men jeg kan ikke mærke det og kan derfor heller ikke sige om det foregår regelmæssigt hver måned.

Men alt andet lige, så lyder det ret sandsynligt at jeg er i en eller anden form for overgansalder. For med tabet af livmoderen, som var fyldt med muskelknuder og andet godt, som producerede østrogen i overflod, får min krop under alle omstændigheder tilført færre østrogener, end den gjorde for bare et år siden. Og det skal den åbenbart vænne sig til. Og det skal jeg altså også, med mindre jeg finder et eller andet, som kan afhjælpe mine symptomer.

Det føromtalte ugeblad anbefalede Melbrosia, men dem har jeg ikke kunnet finde herovre, så jeg må nok have en snak med en farmaceut om, hvad man så kan tage i stedet. For jeg er snart træt af, ikke at sove - så at sige……..

Og lad dette være en morale : udsæt ikke til senere, hvad du kan gøre i dag. Den der med, at du kan sove når du bliver gammel, den holder ikke en meter. Så er du træt - så sov!

Tags: Mig · Tanker

2 svar ind til nu ↓

  • 1 Lisbeth // 26. Apr 2009 at 4:21

    hmm, det er jo svært at sige. Har du snakket med din læge?? Jeg glæder mig ikke. jeg kan jo bare se hvordan jeg synes min kondi bliver dårliger, hvordan jeg får skavanker(dårlig hæl, tænder der skal repareres). jeg glæder mig bestemt ikke til overgangsalderen. Jeg ved hvor pirrelig jeg kan blive hvis jeg ikke får frokost når jeg er sulten…så tør jeg slet ikke tænke på hvad en overgangsalder kan gøre ved mig! SUK

  • 2 Lene // 26. Apr 2009 at 14:44

    Jeg har talt med min læge og der er ingen tvivl om, at ingen søvn - eller dårlig søvn - også gør noget ved kroppen, siden jeg nu er blevet belemret med Helvedesild. Stress, sagde hun. Så jeg blev sendt hjem med besked om at slappe af! Og mig der synes, at jeg næsten ikke kan slappe mere af, end jeg gør for tiden!

Efterlad en kommentar