Familien i El Paso

Det kunne sikkert være gået helt galt, hvis ingen havde været hjemme, men heldigvis udviklede den ildebrand vi lige er gået forbi, sig ikke yderligere.

Fordelen ved at husbonden arbejder hjemmefra for øjeblikket er, at han kan komme med mig på min morgen-gå-tur. Så når drengen er afleveret i skole, så går vi 40-50 minutter, alt efter hvor meget vi orker.

I dag så vi et ualmindeligt stort antal politibiler på vores tur. Og i første omgang regnede vi med at det var fordi vi gik på en af de større omfartsveje, men selv inde på de stille villa-veje så vi 2 politibiler. Vi jokede dog også med at de nok havde aftalt at mødes til kaffe og donuts et sted i nærheden. Da jeg på et tidspunkt vender mig om for at se efter endnu en politibil der drejede ind på en tankstation, så jeg en røgsky ikke langt fra, hvor vi lige kom fra. Og der gik ikke 2 minutter, før den første brandbil kom farende med sirener og lamper.

Og så var det måske meget godt at de fleste politibiler alligevel var i området. De myldrede frem fra alle verdenshjørner og det viste sig at det ikke var i nærheden af hvor vi havde gået, det brændte, men på vejen hjem til os selv. 4 brandbiler, 6 politibiler og en politimotorcykel holdt der ud for grunden hvor det brændte, og var beskæftiget med henholdsvis at slukke ild, afspærre vejene og holde nysgerrige borte. Vi talte med en nabo til hvor det brændte og hun mente som os, at det sandsynligvis var på skrænten bag huset at der var gået ild i noget af det tørre græs, der er på alle skråninger for tiden. Og som hun sagde : godt at de kommer så hurtigt og at det ikke blæser, for så kunne det være blevet en værre historie. Og det har hun da ret i. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis manden i huset ikke havde været hjemme til at slå alarm, eller hvis brandfolkene ikke var kommet så hurtigt, som de var.