Familien i El Paso

Vores liv som udstationeret i El Paso

Cowboystøvler

8. June 2009 · 2 kommentarer

When in Rome - do as the Romans do.

Så nu vi er i Texas, skal vi selvfølgelig også gøre som texanerne gør. Og det indebærer at gå i cowboy støvler!

Jeg selv købte et par da vi allerførste gang var herovre, for bare lige at få en ide om, hvad El Paso var for en størrelse, og undersøge om det ville være et sted vi kunne tænke os at bo i nogle år. Jeg var så bange for at kontrakten ikke ville blive underskrevet eller at noget andet skulle gå galt, og at jeg derfor ikke fik mulighed for at komme tilbage, så jeg fik købt mig et par cowboy støvler. Jeg har brugt dem en hel del, også inden vi flyttede hertil, det er nogle pragtfulde støvler og jeg er virkelig glad for dem.

Annette, min veninde som for tiden er på besøg, havde også fået bud med om, at hun skulle købe et par cowboy støvler med hjem til sin bror. Deres far har været soldat på Fort Bliss for mere end 40 år siden, og med sig hjem havde han blandt andet 2 par cowboy støvler. Desværre for små til, at Annettes bror har kunnet passe dem, så nu ville han gerne have et par, som han også kunne gå i.

Så vi måtte ned til den lokale støvlefabrikant, Tony Lama. 

Det tog nogle mms’er med billeder, inden vi endelig fandt det par støvler, som bror-mand gerne ville have, og så var vi nødt til at lede efter nogen til Annette også, for i forretningen var der 40% rabat på det billigste par, hvis man købte 2 og sådan en rabat skal man ikke lige sige nej tak til.

Og vi ledte. Annette havde en ide om, hvilken type støvle hun gerne ville have : de måtte gerne være brune, måtte også gerne være flade i snuden, men ikke FOR flade, og egentlig også lidt spidse, men ikke FOR spidse.

Men hver gang hun prøvede et nyt par på, så var der et eller andet galt. De strammede, eller de var for store, de var for glatte, de var en forkert farve, og måske var det i virkeligheden herrestøvler? Det hjalp helleri kke ligefrem at hun havde stumpebukser på, for et par cowboy støvler gør sig ikke ligefrem med stumpebukser og sorte, knælange nyloner, med et stykke bart knæ i midten!

Men jeg giver ikke lige op. Havde set en af de kvindelige ekspedienter med et par rigtig flotte støvler på, og jeg spurgte om hun ikke godt ville tage de forskellige støvler på, som Annette i princippet godt kunne lide, så vi kunne se dem på foden og med et par cowboy bukser til.

Og DET hjalp! Faktisk så meget, at Annette vist godt turde kaste sig ud i et par brune støvler med orangerøde ‘tunger’ og i gedeskind!

Men ak-og-ve! De var så stramme i skaftet, at et par lidt brede dansker-fødder dårligt kunne komme ned i støvlen.

Men det er der altså råd for! Så ekspedienten kom tilbage med et par plastikposer og så gled foden lige ned i støvlen, som fod i hose, så at sige, og støvlen sad som smurt på Annettes fødder! Ikke sådan at de strammede, og ekspedienten sikrede sig at de i hvertfald ikke strammede de forkerte steder, for de andre steder ville støvlen komme til at give sig. Bare hun lige havde plastikposerne på, de første par gange støvlerne skulle på, så lovede hun at de inden længe bare ville være som lavet specielt!

Jeg ærgrer mig dog lidt over, at jeg ikke fik hevet kameraet op, da Annette gik rundt - denne gang ikke kun iført stumpebukser, nyloner, bare knæ og cowboystøvler, men dertil også plastikposer! Det var et ømt syn - men hun besluttede trods alt at de nok ville så rigtig flotte ud, når bare hun også fik det par Levi’s bukser på, som vi havde købt et par dage forinden.

Så nu er støvlerne købt. Og lørdag klædte vi os på i cowboybukser, cowboystøvler og højt humør og tog på saloon, drak margaritha og så på at folk dansede Texas-Two-Step - men det er en helt anden historie!

Tags: Besøg

2 svar ind til nu ↓

  • 1 susanne // 10. Jun 2009 at 11:12

    ha jeg kan lige forstille mig sådan to cowboy-damer/chicks, de er skide smarte de støvler, tager du ikke et par med hjem til mig Lene? jeg er så glad for mine levis:-) hvordan gik det med bæltet?

  • 2 Lene // 10. Jun 2009 at 15:57

    Mener du det alvorligt? Jeg skriver lige en mail…….

Efterlad en kommentar