Familien i El Paso

Det er godt nok længe siden, jeg har sovet for længe. Siden jeg kom tilbage fra Danmark er jeg stort set vågnet omkring kl. 5-5.30 om morgenen, men lige nøjatig i morges, hvor det var helt nødvendigt at komme op, så vi kunne køre i lufthavnen senest kl. 5.30, vælger min krop af beslutte, at den skal sove længere. Jeg havde været vågen stort set hver time hele natten, men sov dybt kl. 5, hvor vækkeuret skulle have ringet. Nu var det heller ikke ligefrem smart at jeg var komme til at sætte vækkeuret til kl. 5 pm i stedet for 5 am, vel?

Troede egentlig også at Annette ville have vækket mig, men jeg nåede heldigvis selv at vågne og komme i bad kl. 5.20, hvilket var det tidspunkt hun havde besluttet at hvis JEG skulle køre hende i lufthavnen til tiden OG ikke lugte langt væk af nat og dårlig ånde, så var det vist på tide at få mig rystet ud af fjerene.

Jeg nåede lige at få kastet lidt mad i skrutten og så kom vi afsted.

Hendes afgang var kl. 7 og vi skulle senest være i lufthavnen 45 minutter før afgang, hvilket vi da også var. Men da hun skulle med to forskellige flyselskaber og rejse internationalt, var det ikke muligt at checke ind on-line og det ville nok have været en hel del lettere, hvis vi havde været ved check-in skranken bare et par minutter tidligere.

Men det var vi altså ikke. Og så måtte vi tage den derfra.

For det var heller ikke til at få et boarding kort med et sæde på. Det ville hun først kunne få ved gaten og selvom Annette såmænd taler et udmærket engelsk, synes jeg egentlig det var bedst, hvis jeg lige tog med hende op til gaten. Heldigvis kan det lade sig gøre, jeg fik udleveret et ‘priority’ boarding kort, puttede diverse cremer og læbestifter i en pose og gik med hende ud til gaten.

Her måtte vi vente noget tid, inden der blev en medarbejder ledig, som kunne hjælpe. Heldigvis kunne vi konstatere at Annette ikke var blevet sat på stand-by listen, for så ville hun ikke have nået flyet i Newark.

Det fly hun skulle flyve med til Newark, havde en såkaldt ‘teknisk mellemlanding’  i Chicago, og normalt betyder det, at flyet lander for at sætte passagerer af og få nogen nye på, og man plejer at få lov til at gå ud af flyet, men skal jo huske at komme på igen, inden det flyver videre. Desværre var der kun plads ved nødudgangen, hvis hun skulle have samme sæde hele vejen til Newark, men den venlige dame ved gaten forstod godt, at det ikke var særligt hensigtsmæssigt at have nogen siddende, som sandsynligvis ikke helt ville forstå proceduren om at skulle åbne en nødudgang i tilfælde af problemer, så hun fik givet Annette en anden plads og besked om, at hun i Chicago skulle gå ud af flyet og få et nyt boarding kort med et nyt sæde.

Også i Newark skulle hun have et nyt boarding kort, for det kunne American Airlines ikke give hende til den sidste flyvning, fordi den var med Continental. Men det plejer nu at være et mindre problem og tager heller ikke ret lang tid.

Jeg har nu modtaget et par sms’er fra hende. Der var åbenbart alligevel problemer i Chicago. Ikke nok med at flyet var forsinket, og de skulle skifte fly, de ville også have hende ombooket pga. det manglende boarding kort, men det ser ud til, at hun trods alt kom med flyet som planlagt. Der er også ticket en ny sms ind på mobilen med et kort ‘pyha, jeg når det vist, trods alt’, så jeg glæder mig til at høre, hvad der var af problemer i Newark.

Hovedsagen er dog, at hun kom godt herfra og er på vej hjem til mand og børn igen. Efter så god en ferie, ville det have været ærgerligt at skulle kæmpe med forsinkelser og aflyste afgange, specielt når man rejser alene. På den anden side, så vil det nu - nøjagtig ligesom krigshistorier - blive en tur hun nok vil være længe om at glemme, og kan fortælle om i lang tid!