Familien i El Paso

Vores liv som udstationeret i El Paso

Sommertid

4. July 2009 · ingen kommentarer

Sommertid i det vestlige USA er også lig med regntid. Eller monsoon season. Og det betyder virkelig nogle alvorlige uvejr.

Torsdag da vi kørte igennem Mojave ørkenen i Nevada på vej til Las Vegas, kørte vi lige igennem sådan et uvejr. Det regnede på alle sider af os, og det blev bare værre og værre. På et tidspunkt kunne vi kun køre omkring 50 kmt pga. dårlig sigtbarhed. Derudover er mange amerikanere ikke særligt gode til at få sat lys på deres biler, jeg tror det er noget med at kan de bare se selv, så tænker de ikke på andre.

Der var vildt tæt trafik på den motorvej og det gik samtidig virkelig meget opad og det betød sammen med regnen, at der var indtil flere uheld. Når det regner så sjældent, så er der mange der ikke er klar over, hvordan de skal styre bilen, hvis der ligger meget vand på vejen.

Oveni al regnen tordnede og lynede det også. Vi var glade for at vi sad inde i bilen og det var utroligt flot at se mange af lynene slå lige ned i jorden. Allerflottest var det dog, da lynet slog ned bare 20 meter til højre for bilen. Det tog flere sekunder og gnistrede og antændte en kaktus - men heldigvis regnede det, så det gik hurtigt ud igen. Men så kan man godt forestille sig, hvordan deres wildfires opstår!

Igen i dag er vi kommet forbi nogle utrolige uvejr med tordenvejr. Heldigvis er vi dog ikke kørt lige igennem det, men udenom, så vi kunne nøjes med at nyde synet af lynene. Jeg tror aldrig at jeg har set noget lignende, heller ikke i El Paso. Her står lynene lodret ned, hvorimod de i El Paso snarere løber vandret hen over himlen. Men flot er det - og jeg synes det er godt at landet får noget vand.

På den anden side vil jeg være glad, hvis det ikke lige skal regne, når vi i morgen skal besøge Zion Nationalpark. Det skulle være flottest, når man går ind igennem, men det vil nok være lidt dumt, hvis det også regner. Her er masser af turister, men vi er usikre på, om det er pga. sommeren, eller pga. 4. Juli-weekend. 4. Juli er jo i år en lørdag og så har de fleste fået fri fredag i stedet, for det regnes som en fridag, og så kan man ikke sådan tage den fra dem, bare fordi det falder i en weekend. Men det betyder jo så en forlænget weekend og i hvertfald i Las Vegas kunne vi tydeligt mærke forskellen på i går og i dag, og også på motorvejen herover til Utah. Men som sagt bliver det spændede at se, om det tynder lidt ud i turisterne efter weekenden, eller om de vil følge med os gennem USA. Vi har hørt at blandt andet Yellowstone om sommeren kan være lige så trafikeret som Los Angeles og New York. Og så vil vi nok foretrække at finde et andet sted at se bøfler. Men det finder vi ud af senere. Foreløbig bliver vi på dette motel indtil søndag, hvor vi skal besøge Bryce Canyon Nationalpark. Og hvad der derefter skal ske, vil kun tiden kunne vise.

Tags: Landet · Vejret

0 svar ind til nu ↓

  • Der er ingen kommentarer endnu...Start du med at udfylde formen nedenfor.

Efterlad en kommentar