Familien i El Paso

Lørdag tilbragte vi i Zion National Park i Utah. Vi havde overnattet i Cedar City og kom ret tidligt afsted sydpå, hvor hovedindgangen til nationalparken var.

Det var en fantastisk flot tur ned ad Highway 15 og det blev ikke mindre flot, da vi passerede de små byer der ligger i tilkytning til parken, for det var jo 4. juli og det amerikanske flag vajede udenfor alle huse, som også var pyntet flot op. Lige da vi kom igennem den sidste by inden parken, startede deres 4. juli optog og folk sad klar på bænke for at følge optoget.

Men vi skulle jo ind og gå en flot tur. Så vi fortsatte ind i parken og parkerede bilen ved deres visitor center. Man må nemlig ikke selv køre ind i selve nationalparken, hvilket i øvrigt var en hel befrielse, så man ikke konstant skulle kigge efter parkeringspladser eller holde øje med, hvilken vej man skulle køre, for det klarede buschaufføren. Der kørte busser med 6-8 minutters intervaller og chaufførerne fortalte ved hver enkelt stop, hvilke vandreture man kunne gøre derfra og hvad man kunne forvente at se.

Vi havde dog besluttet at vi ville gå op til Observation Point, en tur på ca. 12 km. Vi mente nok at vi havde gode ben og kunne klare turen på nogle timer eller 3, men det skulle vise sig at blive løgn. Vi havde ikke taget madpakker med, for vi havde bare Eriks rygsæk med og han gad ikke slæbe på alt for meget, men vi havde 2 bananer og 2 energibarer med og så bare vi hver på 1 liter vand. Og så måtte det være nok!

Men NEJ! Så nu har vi lært det. 12 km op ad et bjerg kan man ikke gøre lige så hurtigt, som hvis man går ud af lige landevej. Og slet ikke når man ikke har øvet sig på bjergvandring i forvejen, eller i øvrigt har tilbragt det meste af 2 uger med at sidde i en bil eller ligge på et hotelværelse. Jeg lover jer, at vi var færdige. Allerede efter de første 30 minutter var jg klar til at vende om igen. Mine haser gjorde ondt og jeg pustede som et helt damplokomotiv. Erik på den anden side, kravlede som en anden bjergged op ad bjerget og opmuntrede mig hele tiden : se, vi er ikke langt fra toppen, nu er vi der snart, det kan ikke tage så lang tid som de siger osv.osv. Så jeg holdt ud. Og det var en superflot tur. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, ikke engang i Grand Canyon i Arizona. Hvis jeg skulle vælge, så tror jeg at jeg ville vælge Zion fremfor Grand Canyon. Grand Canyon er ikke højere, eller dybere, men væsentligt bredere end Zion. Til gengæld gik vi på denne tur imellem bjergene, små sprækker og næsten ingen andre, end os på turen. Heldigt for os, havde vi skygge det meste af vejen op, og på enkelte steder var stigningen da heller ikke så voldsom. Men den sidste time - den troede jeg næsten ikke jeg havde klaret.

Heldigvis blev vores anstrengelser belønnet med den flotteste udsigt ud over dalen. Det havde taget os næsten 3 timer at gå op, og der var en stigning på 850 fod pr. 1 mile. Vi har regnet ud, at siden der var 4 miles til toppen, så er vi gået ca. 1 km op på 6,4 km - ikke dårligt for et par utrænede, blegfede, danske ben. Og vi så frem til nedstigningen, for den ville ikke kunne gå hurtigt nok, så vi kunne komme ned og få noget frokost. Vi havde på vejen op mødt et par som mente at de havde været 25 minutter om at gå nedad en strækning, som det havde taget dem ca. 1 time at gå opad. Så vi forventede mindst at kunne gøre det lige så hurtigt. Men det kunne vi bare ikke. Vi var næsten 50 minutter om at gå den første strækning nedad og allerede efter den første time, kunne vi godt mærke at det var træls at vandforsyningen og godbidderne var sluppet op. For det var energien også. Tæerne gjorde ondt, det var virkelig anstrengende hele tiden at holde imod, så vi ikke gled på de glatte sten, og jeg fik mere og mere sand i skoene. Ja, sand! Ikke sten - for bjergene er enormt porøse og smuldrer hele tiden, så meget af tiden er vi gået i sand, så man troede vi gik på en strand. Bare uden vandet! Desuden begyndte benene også at gøre ondt forpå, til gengæld var det mig der gik hurtigst nedad, her måtte Erik gå bagefter mig og modtage opmuntrende ord!

Da vi var kommet mere end halvvejs ned mente vi at kunne huske at det vist ikke havde været så hårdt at gå det første stykke op, så vi så frem til et forholdvis fladt stykke, hvor vi kunne gå hurtigt og hurtigt komme ned til bussen. Men vores hukommelse var kort! For det var faktisk næsten det værste stykke at komme igennem. Vi måtte holde pause hver 5. minut og desuden var solen kommet om på den side af bjerget, så vi nu gik i 44 gr. og fuldt sol!

Jeg lover jer, vi følte os som nogen der havde gennemført en tour-de-France etape bagefter! Og vi havde næsten samme behov for drop, som cykelrytterne har bagefter! 5 timers vandring uden forberedelse, det er hård kost. Og jeg kan ikke lige gøre det igen i dag.

Men havde vi haft tiden, så kunne jeg godt have brugt 5 dage inde i selve nationalparken. Der er overnatningsmuligheder derinde og det så utroligt hyggeligt ud. Og så kunne man vandre en ny strækning hver dag, stille og roligt blive bedre til det (og være bedre forberedt) og man ville kunne få nogle enorme oplevelser.

Desværre har vi ikke mere tid. Der er stadig nogle tusind kilometer foran os og flere seværdigheder vi også gerne vil udforske. Men skulle vi nogensinde komme tilbage hertil, så vil jeg være parat til at bruge nogle flere dage. Utah er smukt - smukkere end jeg nogensinde kunne have forestillet mig. Og jeg er virkelig taknemlig for, at vi har fået muligheden for også at opleve denne smukke stat.