Familien i El Paso

Vores liv som udstationeret i El Paso

Hole ‘n the Rock

7. July 2009 · ingen kommentarer

I aften er vi i Moab i Utah, hvor vi i skrivende stund forsøger at planlægge vores videre tur, så vi får færrest kilometer ud af det. Men det virker temmelig uoverskueligt.

Efter vi i morgen har besøgt Arches, en nationalpark som ligger tæt her på Moab, vil vi gerne køre nordpå, faktisk tilbage hvor vi kom fra i morges og videre mod Yellowstone. Herfra hvor vi overnatter i nat er der ca. 1100 kilometer til Yellowstone. Bilen har behov for et olieskift og det kan kun gøres hos Firestone, men dem er der ikke specielt mange af på vores rute. Men hvis vi kører ca. 4 timer efter vores besøg i Arches tirsdag, kan vi nå lidt nord for Salt Lake City og få ordnet bilen onsdag morgen. Derfra vil vi køre videre mod Yellowstone, men da vi først i går besluttede at vi VIL besøge Yellowstone, har vi af gode grunde ikke haft mulighed for at bestille overnatning og det eneste sted der var plads til os, er ca. 150 km fra parkens sydlige indgang, hvilket betyder at vi skal køre det meste af onsdagen, for at kunne komme ind i parken fra morgenstunden torsdag. Vi har bestilt 2 overnatninger på motellet i Dubois, Wyoming så der bliver også noget køren frem og tilbage fra parken til motellet. Men det er altså vilkårene, når man ikke planlægger en tur som denne, et års tid i forvejen.

I dag har vi også fået kørt nogle kilometer. Vi besøgte Canyonlands, som ligger omkring 50 km fra Moab. Flot landskab, det må man sige. Vi havde købt nogle sandwich på en tankstation og sad og dinglede med benene ud over kanten, mens vi spiste og drak en sodavand. Herligt!

Canyonlands

Canyon

 

Moab

Vi kom til Moab sidst på eftermiddagen men mente det var for tidligt at checke ind på motellet. I stedet valgte vi at køre lidt videre ud ad byen og besøge et noget usædvanligt sted - Hole ‘n the rock!

Stedet blev bygget af Albert Christensen fra Danmark til hans kone Gladys. Han brugte næsten 12 år på at sprænge og grave sig vej ind i bjerget, for at give sin kone 400 m2 bolig. Og han blev ikke engang færdig, før han døde af et hjerteanfald i en alder af 53 år. Men Gladys gjorde boligen færdig, og da hun døde i 1974 blev hun begravet ved siden af sin mand.

I 2000 købte dansk-amerikaneren Erik Hansen (iflg. ‘Turen går til USA’ er det hans navn, men jeg mener at der på stedet stod, at han hed Kjeld) stedet og gjorde det, til det det er i dag. En turistattraktion. Vi fik en tur i hulen, som stadig står, som det så ud, da Gladys boede der, og vi så, hvor ægteparret er stedt til hvilke. Og vi gik over i købmandsforretningen, hvor vi var så heldige at støde på ejeren Erik (eller Kjeld). Min Erik sagde hej til ham, fortalte hvor vi kom fra og vi fik hans historie om, hvordan hans forældre var blevet skilt da han var barn, og hans storebror fik lov at blive hos hans far, mens hans mor besluttede sig til at tage imod tilbudet fra mormon-befolkningen i Salt Lake City og lånte penge af dem til at starte et nyt liv i USA. På det tidspunkt var han 8 år. Stort set hvert år besøger han sin familie i Herning og når der kommer danskere og besøger hans lille oase i Utah, får de deres billede taget og bliver sat op på væggen over, hvor de danske gæster kommer fra. Og det gjorde vi også. Så kommer du nogensinde forbi Hole ‘n the rock nær Moab i Utah - så tag lige og kig på billedvæggen og se os der.

Hole 'n the rock

Tags: Landet · Udflugter

0 svar ind til nu ↓

  • Der er ingen kommentarer endnu...Start du med at udfylde formen nedenfor.

Efterlad en kommentar