Familien i El Paso

Fra Wyoming er vi kørt vestpå til South Dakota. Det er her ‘Lille Hus på Prærien’-familien havde slået sig ned, og det er virkelig tydeligt, selvom vi indtil videre kun har været i den vestlige del, hvor der også er bjerge.

I den aller vestligste del af S.D. ligger Mount Rushmore og Crazy Horse monumenterne. Det er virkelig imponerende bygningsværker, men specielt efter, at vi har hørt historien bag dem.

Mt. Rushmore er lavet af en skulptør med danske rødder. Hans far rejste fra Børglum og til Utah sammen med sin kone Ida og slog sig ned i mormon samfundet og giftede sig også med Idas søster Christina, i bedste mormon-stil. Gutzon Borglum, var søn af Christina, men da familien flyttede fra Utah og til en stat, hvor det ikke var tilladt at have flere koner, forlod hans mor familien, mens Gutzon blev. Ingen ved hvorfor det blev Christina der forlod dem, eller hvorfor hun ikke tog Gutzon med sig, men faktum er at drengen hele resten af sit liv var prægete af at føle sig svigtet af sin mor.

I 1925 blev det besluttet at de skulle lave ansigterne af de 4 præsidenter på bjerget og det tog 14 år at fuldføre det. Desværre døde Gutzon ca. ½ år inden det stod helt færdigt. Og imponerende er det.

Ikke langt derfra bygges der på et nyt monument, som skal opfattes som indianernes svar på Mt. Rushmore. En skulptør med polske rødder blev bedt om at lave et monument for indianerne, og da Black Hills, som er det område, begge monumenter ligger i, er helligt land for indianerne, var det naturligt at bygge det her. Monumentet viser indtil videre kun ansigtet og det meste af armen af Crazy Horse, som var med ved slaget ved Little Big Horn, hvor indianerne slagtede General Custer og hans soldater. Det har taget mere end 50 år bare at gøre ansigtet af Crazy Horse færdigt, og man forventer at det vil tage mindst 50 år mere at få monumentet gjort helt færdigt. Skulptøren som startede det hele i 1948 arbejdede selv på projektet de første 5 år, og for sine egne midler. I tidens løb har mange frivillige hjulpet og han blev gift med Ruth, en af de frivillige, med hvem han fik 10 børn. Desværre nåede han heller ikke at se projektet blive færdigt, faktisk døde han inden man kom i gang med at lave ansigtet, han var kun med til at springe en masse bjerg væk. Men hans familie har fortsat arbejdet. Konen Ruth med et visitor center for foden af bjerget, og her hjalp pigerne i familien til, mens drengene hjalp med at sprænge bjerg væk og grave. Og i dag arbejder stadig 7 af de 10 børn + et ukendt antal børnebørn på projektet, som fortsat udelukkende betales med private midler,  donationer og indtægten fra besøgende. Tænk at have så stor passion for noget, at man vælger at dedikere hele sit liv for sagen. Imponerende på flere måder.

Her ses i baggrunden hvor langt man er kommet med monumentet, mens man vi forgrunden kan se en kopi af, hvad det skal blive til.

Efter Mt. Rushmore og Crazy Horse kørte vi ud i landskabet. Der er flere forskellige indianer reservater i South Dakota, men der er nu ikke meget at se på, når man kører igennem. Det virker som om, de fleste indianere har givet op. Når man hører om, hvor stolt at folkefærd det er (eller har været) så er det svært at forestille sig de mange indianere der i dag lever af socialhjælp og bruger det meste af dagen på at drikke og køre rundt i deres biler. Der er ca. 75% arbejdsløshed blandt indianerne og når man kører igennem deres land, ser man masser af usle rønner med mange bilvrag ude i forhaven og langs med vejene er der skilte der taler deres eget sprog om, hvor mange der kører sig ihjel på landevejene. Vi kørte i flere timer igennem disse områder, men man bliver mest af alt deprimeret af det, så det er ikke noget vi vil gøre igen, tror jeg.

Efter at være kørt igennem Badlands NP, hvor vi havde håbet at se nogle flere bison okser (men ikke så noget som helst) har vi overnattet i en lille bitte by, ved siden af motorvejen. Motellet er rent, men som de fleste andre, temmelig slidt, men vi har sovet udmærket. Resten af dagen vil vi sandsynligvis tilbringe i bilen. Vi er nu kommet til den del af rejsen, hvor det mest drejer sig om at køre så langt som muligt hver dag. Det er USA’s spisekammer vi er kommet til, og turen vil komme til at gå igennem South Dakota og Minnesota de næste par dage, inden vi vil køre nord om de store søer.

Foreløbig rammer vi om kort tid en time i tidsforskel i forhold til Danmark. Ikke så langt herfra ligger en tidszone, så vi i et par dage blot vil være 7 timer efter dansk tid. Så bliver der den time mindre at skulle bekymre sig om, når vi om 10 dage lander i Kastrup.