Familien i El Paso

Vores liv som udstationeret i El Paso

Niagara Falls

19. July 2009 · ingen kommentarer

Nu er det vist på tide at få opdateret lidt på, hvad vi har rent og lavet de sidste par dage. Hvis jeg ikke får skrevet hver dag, så er det som om, jeg næsten glemmer, hvad vi har fået tiden til at gå med, så nu skal der graves lidt i gemmerne.

Egentlig er det meste af vores tid gået med, at vi har kørt nogle kilometer. Det er ved at være slut med vores entusiasme for at se flere seværdigheder og der skal ret meget til, før vi synes, det har nogen egentlig værdi.

Men der har nu heller ikke været meget at se, siden vi kørte fra Mt. Rushmore og South Dakota. Erik havde en ide om, dengang vi planlagde turen, at han ville glæde sig til at se de vide marker med masser af majs osv., og så endte det med, at vi ikke fik set ret meget. Vi var blevet advaret om, at medmindre vi synes vi havde tid til at udnytte mulighederne for cykle, sejle på søerne eller på anden måde dyrke vandsport eller camping, så ville det blive ret uinteressant. Men man skal nok prøve det, før man forstår det.

Vi kørte i 2 dage næsten på kanten af de store søer, Lake Superior og Lake Michigan, men der var masser af skov imellem hovedvejen og vandkanten, så vi kunne rent faktisk ikke se en pind. Ydermere var der nogle vejrstrømninger henover området som betød, at tågen stod ind fra søerne og ind over landet og blev ved med at ligge som en tung dyne lige der, hvor vi kørte. Klamt, koldt og ikke værd at skrive hjem om. Udover at vi kom igennem nogle stater, som vi ellers aldrig har besøgt.

Efter at have kørt gennem det meste af Michigan, kørte vi ind i Canada, så vi kunne komme til Niagara Falls. I Canada kører man igen efter det metriske system, men til gengæld måtte man ikke køre særligt stærkt. 100 km/t på motorvej, så kommer man ikke ret hurtigt frem. Og når man har siddet det meste af 3 uger i en bil - så er man ikke interesseret i at blive yderligere forsinket.

Til gengæld var det dejligt at komme til Niagara Falls. Vi havde booket os ind på et luksus hotel, uden hensyntagen til, hvad det kostede.

Vi havde udsigt til det amerikanske fald fra vores værelse på 43. etage, men måtte ud på gaden og gå en lille tur, for at kunne se det canadiske fald, som egentlig er det flotteste.

Fredag besluttede vi os for at lege rigtige turister. Bookede os ind på nogle af de største attraktioner og så faldende fra alle leder og kanter. OG vi blev våde! VILDT våde! Flere steder udleveres der regnslag, så man ikke bliver helt gennemblødt, men da det samtidig regnede det meste af dagen, kunne vi ikke undgå at blive gennemblødt, regnslag eller ej.

Men efter en tur i spa-badet hvor vi fik varmen igen, spiste vi middag i restauranten med udsigt ud over begge vandfald og nød det virkelig. Og efter middagen var der fyrværkeri, som vi havde første parket til, fra vores værelse. Så det kunne vi vist ikke have forlangt bedre.

Her er et par billeder fra Canada. Beklager kvaliteten - det regnede!

Erik, inden vi skal ind og se en 4D film om skabelsen af faldene.

Erik

Hesteskofaldet, som ligger på den canadiske side.

Horse Shoe fall

Sejlturen, Maid of the Mist, hvor man bliver sejlet helt hen under hesteskofaldet og hvor man bliver våd, både oppefra og nedefra. Dette er dog inden vi kommer helt derhen.

Maid of the mist

Udsigten fra vores hotelværelse på 43. etage.

view

Tags: Landet · Udflugter

0 svar ind til nu ↓

  • Der er ingen kommentarer endnu...Start du med at udfylde formen nedenfor.

Efterlad en kommentar