Familien i El Paso

Vores liv som udstationeret i El Paso

Nok at se til

5. August 2009 · ingen kommentarer

Der er altid noget at gøre for en husmor.

Også selvom hun er en husmor, som har tænkt sig at tage sin gamle passion for rødstrømpe bevægelsen op, og er villig til at slås for retten til at slippe for at have ansvaret for at der kommer aftensmad på bordet hver dag, eller at der er rent tøj i skabene.

For det er lidt svært at argumentere for, at ansvaret skal fordeles ligeligt, når det foreløbig kun er farmanden der er begyndt på arbejde. Jeg kan dog allerede nu ane kampene forude, for jeg nægter at tro på at de 2 mænd i vores husholdning synes, at det med husarbejde, er noget de har lyst til at deltage i, på mere end rent overordnet plan. Det vil sige, at intet vil blive gjort, med mindre jeg gør det eller med mindre jeg beder dem om at gøre det. Ord som ‘jeg hjælper da også til’ er helt essentielle her, for hvem hjælper hvem, når det drejer sig om husarbejde? Og betyder ‘hjælpe til’ ikke bare, at man nok skal gøre det, men nægter at tage ansvaret for det?

Det vil fremtidige blog-indlæg fra den nuværende ‘Egtved-pige’ nok komme til at handle en hel del om. Jeg husker stadig fra vores ophold i Hongkong, hvor let visse medlemmer af min familie vænnede sig til, at husarbejde var noget, de havde folk til, men hvor svært det var at vænne sig af med den tanke igen. Og jeg tror ikke det bliver meget lettere denne gang.

Så fra mandag den 17. august vil ringen blive sat op, boksehandskerne sat på og kampen kan begynde!

Indtil da tager jeg ansvaret. Sørger for at køleskabet er fyldt op, at sommerhuset er nogenlunde rent, og at der er taget hånd om vasketøjet. Desuden sørger jeg for at tage kontakt til diverse offentlige kontorer, scanner internettet for huse, det kunne være interessant at kigge på og biler det kunne være billigt at købe og jeg holder styr på kalenderen over, hvornår vi har tid til at få besøg.

Så der ER altid nok at gøre. Der er i hvertfald ikke nogen der keder sig her!

 

Tags: Familien · Fremtiden

0 svar ind til nu ↓

  • Der er ingen kommentarer endnu...Start du med at udfylde formen nedenfor.

Efterlad en kommentar