Første uge i ‘Det lille hus ved søen’ er nu gået og vel overstået.
Vi kom hertil i lørdags, flyttede ind med vores (tilsammen) 6 kufferter og fandt plads til det meste i skabene, vaskemaskinen kørte nogle gange og strygejernet blev også indviet.
Det er dejligt at have fået en ‘base’ hvor vi kan føle os bare en lille smule hjemme, og hvor det er muligt at have besøg. Og det har vi så sandelig også haft.
Siden weekenden har telefonen konstant ringet, folk ville gerne komme og se, hvor vi bor og hvordan vi har det, og jeg synes det er fantastisk. Heldigvis har vejret også været helt fint, så vi hver aften har kunnet tænde op i grillen og sidde udenfor og spise. Lørdag aften måtte vi dog trække indenfor p.g.a. vejret, men i går satte vi os bare under parasollen, da det begyndte at dryppe lidt. Der er nu noget helt specielt over at sidde udenfor, mens det regner, og på sådan en dejlig aften kan det heldigvis være lidt svært at huske, hvorfor jeg savner El Paso så meget som jeg gør. Men det skal jeg nu nok komme i tanker om, om ikke andet, så når vi ikke længere har så fint vejr og skal til at tage hensyn til vejrudsigten i sin planlægning osv.
Nu slap vi da også for det skybrud der var varslet, var det kommet, havde mit indlæg nok set en smule anderledes ud……. Det lidt køligere vejr og den smule blæst der har været, har også skræmt nogle af vores plageånder væk. Der er næsten ikke flere mariehøns i luften, og selv fluerne har været mindre aggressive weekenden igennem.
Denne uge er næsten hver dag også fyldt op med det ene eller det andet. Rasmus er lige kørt hjemmefra, han har første skoledag i dag, og jeg kan glæde mig over at have fået en ny cykel, så jeg ved middagstid kan cykle ind til Kolding og være den gode Moster der henter niecen efter hendes første skoledag, mens hendes mor er på arbejde. Bagefter kommer en rigtig god veninde på besøg, onsdag skal jeg til Åbenrå og besøge en veninde jeg ikke har set i lang tid, og torsdag skal lokkerne lige tæmmes hos frisøren, så jeg kan se lidt pæn ud til den fest vi skal til på lørdag.
Så selvom jeg ikke er startet på arbejde endnu, så har der sandelig været nok at se til. Vi er også godt i gang med at finde et sted at bo efter 1. oktober og samtidig skal vi finde en bil mere, det er jo ikke til at sige hvor lang tid der går, inden jeg får nummerplader på Audi’en.
Vi kan altså nok konkludere at alt er som det plejer : vi har nok at se til og sådan vil vi jo nok også helst have det.
1 svar ind til nu ↓
1 susanne // 12. Aug 2009 at 6:54
hej lene. har du set min hilsen under contakt? vil du sende mig et telefon nr. der virker, thi hi. knus
Efterlad en kommentar