Familien i El Paso

Eller også kunne vi kalde det, Lenes tilstand. Skal lige huske at starte med at sige tak til de mange, der enten har skrevet eller ringet og spurgt til, hvordan det går på mit nye arbejde. Det er dejligt at folk tænker på mig, og specielt heldigt at der også er nogen der har fundet mig og min blog, selvom det ikke er her jeg plejer at skrive allermest.

Grunden til, at jeg ikke længere skriver på smartlog er, at jeg ganske enkelt ikke kan finde mit brugernavn og password. Der er IKKE noget der hedder Leneielpaso, eller hvad jeg nu ellers kunne finde på at kalde den, og det var kun fordi mit gamle hakkebræt af en stationær computer kunne huske det hele, at jeg formåede at skrive der i 2 år. Desværre sejler den jo rundt ude i Atlanten og forventes ikke at ankomme før om en måneds tid. Indtil da, må vi nøjes med denne, og i øvrigt kan det jo være at jeg bare skal lukke den anden ned, for jeg kan godt mærke at der ikke er så meget at berette om, trods alt.

Måske fordi jeg fornemmer at det virker som trivialiteter? Næ, jeg har bare ikke rigtigt været inspireret. Kan såmænd sagtens skrive om helt almindelige ting i Danmark også, skal bare lige i gang, tror jeg.

På boligfronten er vi rigtig godt i gang med at lede efter noget at bo i. Sommerhuset er lejet ud til nogle jægere fra 1. oktober, så det nytter ikke engang noget at spørge, om vi kan forlænge kontrakten. Og som jeg skrev om vores bohave, så har vi endnu ikke hørt noget til, hvornår de forventer at kunne levere det til os. Problemet er helt sikkert at det stod en rum tid i El Paso, inden det blev kørt til havnen i Galveston/Houston fordi fragtfirmaet ikke havde nogen chauffør der ville køre derover. I realiteten burde det kun tage ca. 6 uger, fra vi havde pakket ned, til det stod på en havn i Nordeuropa og ventede på toldbehandling. Og da vi sagde farvel til det hele i El Paso den 26. juni, så burde det reelt allerede være noget tættere på. Men måske vil de gerne have, det skal være en overraskelse, når det kommer? Men som sagt er vi i fuld gang med at finde noget. De første par uger havde vi alle muligheder åbne (købe, leje, bygge), men nu er vi blevet enige om, at vi starter med at leje, og så kan vi altid købe, hvis vi kommer forbi det helt rigtige. Hvilket vi ikke er endnu. Der er masser af muligheder for at leje, og priserne er også ved at være nede i et leje, hvor vi kan være med, men heller ikke der er det helt rigtige dukket op endnu. Vi har kig på en lejlighed, har set et hus, skal se et andet hus i dag og forhåbentlig også en anden lejlighed, og så forventer vi, at vi kan sætte os ned og lave en for/imod liste og beslutte os for, hvor vi skal bo i den nærmeste fremtid.

Med hensyn til bil, så er vi anderledes godt informeret. Audi’en forventes at ankomme til Århus havn den 15. september, og vi har allerede en frivillig, der alligevel skal på skole i Århus weekenden efter, som gerne vil køre den til Kolding. Så håber vi, det bliver muligt. Den har vi dog besluttet at vente med at indregistrere, til vejret igen begynder at blive dejligt. Ikke, at det ikke er dejligt lige nu, men efter 15. september er det nok begrænset, hvor mange dage vi kan køre med kalechen nede, og så kan vi lige så godt lade bilen blive et år ældre, inden vi skal diskutere med Skat, hvor meget vi skal betale i registreringsafgift. Så vi er nødt til at finde noget andet at køre i inden så længe, og Erik har da også været rundt og kigge, og jeg tror der er et eller andet på trapperne. Så må det også bare blive en overraskelse, hvad han finder på at komme hjem med.

På arbejde - mit nye, dejlige arbejde - går det rigtig godt. Jeg var på forhånd lidt nervøs over det her med at starte et nyt, stort sted og få helt nye kolleger, for jeg havde en rigtig god chef, og nogle helt fantastiske kolleger på min tidligere arbejdsplads, og det var lidt svært at tro på, at jeg kunne være lige så heldig igen. Men det tror jeg faktisk. Kollegerne er søde, også selvom der er travlt, har de gjort alt hvad de kunne for at få mig til at føle mig velkommen, og de er meget opmærksomme på, at det kan være svært at starte op med nyt job, så der bliver også taget meget hensyn til mig. Foreløbig har jeg jo også kun været der to dage, og den første var ret kort, så da var jeg ikke så mærket af det, da jeg kom hjem, men det må jeg indrømme at jeg var tirsdag. Hovedet var lige ved at eksplodere da vi kørte hjem, og sofaen røg op på ryggen af mig, men efter at have spist og gået en lang tur i den dejlige natur, vi bor i lige nu, så har jeg sovet ualmindeligt godt og er klar til at møde endnu en dag på arbejde.

Også god arbejdslyst til jer!