I går var det vores bryllupsdag. Det er det hvert år den 8. september og sådan har det været de sidste 19 år. Og alligevel er det ikke en af de ting min mand automatisk husker. Heller ikke i går.
Mandag var en veninde forbi og hun er gift samme dato, bare et andet årstal. Og det synes hun og jeg er lidt sjovt. Så da hun gik igen sagde hun henslængt : “forresten, tillykke med bryllupsdagen i morgen!” Hvorefter Erik så helt overrasket ud og sagde : “er det I MORGEN!?”
Det er ikke fordi jeg selv er en haj til at huske det. Specielt p.g.a. tallet 8/9. Det har indimellem ført til at jeg har gået rundt og bildt mig selv ind at det var den 9. september og nogle gange har jeg lige måttet rådføre mig med min vielsesring, var det nu den 8. eller den 9.? En enkelt gang er det også gået så vidt, som at vi nåede helt til om aftenen den 8. september og da jeg lige ville minde Erik om, at det altså var dagen efter vi havde bryllupsdag, så var det faktisk gået op for os begge to, at det da ikke først var dagen efter, men i dag!
Lige nøjagtig med baggrund i den historie føler Erik vist, at det er i orden at glemme datoen. Under alle omstændigheder lyder han meget overrasket, hvis jeg minder ham om datoen, både hvis det er et par dage før, eller på selve dagen, og der følger altid en undskyldning med : du kan da heller ikke altid selv huske det!
Og det er jo i og for sig korrekt, jeg er én enkelt gang på 19 år først på selve dagen kommet i tanker om at det var vores bryllupsdag. Men fratager det ham ansvaret for selv at huske det?
Jeg er dog også kommet til den konklusion at når jeg tilsyneladende ikke kan få ham til hverken at gå op i det eller huske det, så må jeg jo selv. Og vil jeg have en gave eller en blomst, så må jeg enten selv købe det, eller minde ham om dagen i god tid. De sidste 2 år har jeg bare købt noget lækkert til mig selv, fået det pakket pænt ind og lagt det på køkkenbordet aftenen forinden. I år havde jeg bare slet ikke haft tid til at være ude og shoppe, men jeg fik da en blomst. Ikke om morgenen, men da jeg blev hentet for at vi kunne køre hjem sammen, havde han da været hos blomsterhandleren. Så lidt festligt blev det trods alt!
2 svar ind til nu ↓
1 Lisbeth // 21. Sep 2009 at 1:37
Jeg stemmer altså for det med at købe noget lækkert til os selv…når nu vi er de eneste der husker dagen…kender det kun alt for godt. Forrige år havde jeg købt fine manchetknapper til herren i huset på bryllupsdagen. Han udbrød, Ihh, hvorfor skal jeg have fin gave!!!!!!!!!Samme dag BYTTEDE jeg dem til et armbånd til mig selv;-) Så kan han lære det.
2 Lene // 2. Oct 2009 at 9:00
Sådan!
Efterlad en kommentar