Familien i El Paso

På arbejdet er en af mine vigtigste opgaver at holde styr på min chefs kalender. Styre, at den ikke bliver for overfyldt og i samarbejde med hende, prioritere opgaverne, så hun kommer til de rigtige møder. Og ret ofte drejer det sig om at finde huller, hvor vi liiiiige kan presse et ekstra møde ind.

Som om det ikke skulle være nok med den slags kalenderbingo, så har vi i dag været nødt til at lave samme øvelse herhjemme.

Man skulle jo ellers tro at vi var blevet bedre til det. Det med ikke at plastre vores kalender til med mere eller mindre vigtige begivenheder. Og det har vi faktisk også været, men det er som om det lige så stille accelererer igen.

I august og september, mens vi stadig boede i sommerhus, havde vi mange gæster, som gerne lige ville ønske os velkommen hjem, og komme og se det dejlige sted vi boede. Da vi flyttede i det lejede hus her ved fjorden, gentog det hele sig, vi havde mange gæster og synes også det var dejligt endelig at kunne invitere folk til at komme hos os, og vi ikke hele tiden skulle være gæst, som vi har været de sidste par år, når vi har været hjemme på besøg.

Da vi nåede til december var de fleste travlt optaget af diverse familiesammenkomster og arrangementer i foreninger og på arbejde, så da havde vi flere weekender, hvor vi ikke skulle noget som helst. Og det var dejligt. Ikke sådan at forstå at vi helst bare vil sidde derhjemme og lave ingenting sammen, men det var rart at være kommet i førersædet, når det handlede om planlagte arrangementer.

Det var faktisk et af vores store ønsker da vi kom hjem, at vi ikke ville have for mange planlagte ting i kalenderen. For det er dem, vi bliver stresset over. Vi vil så mange ting, har svært ved at sige nej, og ender med at skulle noget hver fredag/lørdag/søndag og uden energi til at klare hverdagen. Januar og februar har vi formået stadig at bestemme, hvornår vi skal ting. Vi har en liste over folk vi gerne vil se, men i stedet for som tidligere at ringe rundt og få lavet aftaler, så de passer alle, så siger vi til os selv i løbet af ugen ‘har vi lyst til at se nogen’ og hvis ja, så tager vi listen fra en ende af. Ringer, kan folk, så er de velkommen, kan de ikke, så ringer vi til de næste på listen. Og ikke noget med at aftale noget langt ud i fremtiden. På den måde har vi også været i stand til at gøre noget impulsivt, og det er da dejligt når der så også engang imellem er nogen der ringer og siger ‘vi fik lige lyst til at komme forbi, er I hjemme?’ og så kunne bekræfte at det ER vi, og de er mere end velkommen.

MEN (for der ER jo altid et men, ikke?) : Nu går den ikke meget længere. Ikke fordi listen over mennesker vi skal have inviteret over er blevet længere, eller fordi vi har fået masser af invitationer, men fordi Erik igen skal til at rejse. Og det giver altså nogle udfordringer, som jeg næsten havde glemt. Hans rejser er nemlig ikke altid planlagt langt ud i fremtiden. I mange år var det fast at han skulle rejse til Asien i november, jeg vidste at det kom, men det var aldrig til at sige nøjagtig hvornår han skulle afsted, så vi kunne heller ikke planlægge noget i november.

Nu er det aftalt at han skal afsted i marts. Datoen er fastsat og billetterne er indkøbt, så det bliver der nok ikke lavet meget om på. Men vi har også en 18 års fødselsdag i familien, som skal afholdes og den bliver vi så nødt til at planlægge, så den passer med at Erik er hjemme og at gæsterne overhovedet har tid til at komme. Og der er chance (eller risiko, alt efter hvordan man ser på det) for, at der kommer mere rejseri i den nærmeste fremtid, måske endda med behov for, at Erik skal arbejde hele sommeren.

Så er det jo heldigt at vi tager på en lang ferie i maj og i forvejen har planlagt en solferie i november, så går det nok også, selvom vi ikke får noget ferie i juli. Men det skal da lige planlægges. Eller også skal jeg bare lære at sige ‘pyt’ og være OK med, at vi ikke kan alting?