Hvorfor er det lige at folk altid er så kloge - eller sagt på en anden måde, hvorfor er der aldrig nogen der tror at det jeg siger er rigtigt?
Har en lille historie jeg gerne vil dele med jer. Lille Rasmus, som jo ikke er så lille endda, og som faktisk fylder 18 i næste måned, har jo allerede for 2 år siden taget kørekort i Texas og har dagligt kørt bil indtil maj 2009. Alligevel må han ikke bare køre bil i Danmark, og allerede inden vi tog fra USA undersøgte jeg rent faktisk reglerne, så jeg var forberedt på dem, når vi kom hjem.
Ifølge politiets hjemmeside (det var før det hed borgerservice) kan man med et kørekort fra staten Texas i USA, få det ombyttet til et dansk kørekort, hvis man går op til og består en teoriprøve og orienterende køreprøve.
For nogle måneder siden synes jeg det var på tide at Rasmus kom i gang med at få konverteret sit kørekort om til et dansk, og som den energiske mor jeg er (og med den knap så energiske dreng jeg har) tog jeg kontakt til en kørelærer ikke langt fra hans skole. Denne bekræftede at med et kørekort fra Texas var det nødvendigt med en teori- og køreprøve for at kunne få lov at køre bil i Danmark når han er blevet 18 år.
Drengen synes dog ikke om at skulle starte hos den kørelærer jeg havde haft kontakt til, han ville hellere starte hos en helt anden, og det synes jeg i øvrigt var ret befriende at opleve, at han selv gjorde noget. MEN, det viste sig altså at han ikke gjorde en skid. Han mente at jeg måtte have fået forkerte oplysninger, men kunne i øvrigt ikke tage sig sammen til selv at kontakte den nye kørelærer, så jeg gik igen igang.
Fik bekræftet fra kørelæreren at når det drejede sig om generhvervelse af kørekort, så var det bare om at møde op en aften iført 900 kr og lyst til at komme i gang med teoriundervisningen, og så ville hun i øvrigt tage en køretime med ham og evaluere, hvor mange køretimer der skal til, for at kunne gå til køreprøve i en bil med manuel gear.
Og i går synes jeg at der skulle ske noget. Fik ham sendt afsted sammen med faren, så kunne jeg lave mad imens.
Og her sprang kæden så af. Kørelæreren mente at vi skulle undersøge hos borgerservice om det virkelig kunne være rigtigt, at knægten skal gå op til prøverne, for hun synes da det var pjat at starte på noget, som var unødvendigt. Og det var min mand jo da fuldkommen enig i. Og på trods af at jeg undervejs har informeret både ham og knægten om, hvad jeg har fundet ud af, og på trods af at knægten rent faktisk forsøgte at fortælle sin far at han IKKE kan få nyt kørekort uden at gå til køreprøve, så måtte de gå hjem med deres 900 kr. og på borgerservice i dag, for at få samme information, som jeg tidligere har opsnust : når man har taget kørekort i staten Texas i USA kræves det at man består teori- og køreprøve, for at man kan få et dansk kørekort!
Så det er altså en ommer. Endnu en uge vil gå, inden han kan komme i gang med teoriundervisning og jeg tvivler på, at han får sit kørekort, til han fylder 18 om 4 uger. Men ham om det. For jeg kan i princippet være ligeglad, det er jo ikke mig, der ikke kan komme ud og køre bil. Og alligevel kan jeg ikke være ligeglad. Jeg bliver da virkelig ret ærgerlig over at min egen mand, som normalt ellers lytter til hvad jeg siger, alligevel vælger at stole på en kørelærer, bare fordi hun lød ret overbevisende.
Desuden forstår jeg ikke helt de danske regler. Hvorfor lægger man mere vægt på, hvor kørekortet er erhvervet, end på hvor længe vedkommende rent faktisk har kørt bil, og uden skader? Da vi havde au-pair pige fra Sibirien, som vi forlangte skulle have kørekort, måtte vi erkende at selvom hun uden videre kunne ombytte sit russiske kørekort til et dansk, så måtte hun have trukket kørekortet i en automat i Siberien, for hun kunne (uden at overdrive) ikke køre bil! Hun vidste dårligt nok hvad der var forskel på fremadgående og back gear, og hun vidste ihvertfald slet ikke hvad en kobling var. Og jeg nægter at tro på, at det er fordi hun har kørt med automatgear i sin hjemby!
Men Rasmus som har kørt til og fra skole hver dag i 18 måneder, som har kørt lange strækninger på motorvejen mellem El Paso og Los Angeles og som aldrig har lavet en skade på bilen, HAN skal til teori- og køreprøve. Næ - der er så meget man ikke kan forstå, men jeg har ikke kræfterne til at gøre oprør!
1 svar ind til nu ↓
1 Berit // 18. Feb 2010 at 9:16
Har du tjekke med Erik - hvad der blev af “hvad mutter siger er altid det rigtige ?” :o)
Efterlad en kommentar