Familien i El Paso

Vi var i går til Eriks kusines 60 års fødselsdag. Det er nu ikke specielt tit at de mødes i den familie, og jeg må ærlig talt indrømme at jeg lige skulle tænke mig om en ekstra gang, da vi fik invitationen, for overhovedet at kunne komme på, hvem det var vi havde fået invitationen fra. Men på den anden side var vi ikke i tvivl om, om vi ville komme til festen, for når der endelig at nogen der tager initiativ til at invitere alle ens tanter og onkler, fætre og kusiner og deres respektive halvdele, så mener jeg også at man bør bakke om om arrangementet.

Det blev også en rigtig god fest. Oprindeligt havde hun lavet bordplan, så man kom til at sidde familievis, men en af hendes fastre havde nu holdt fast i, at vi skulle blandes. Det betød også at vi kom til at snakke med nogen vi måske ikke lige ville tale med, hvis vi selv skulle bestemme, og vi mødte nogle andre mennesker, end bare lige familien. Andre var måske ikke helt så begejstrede for initiativet, men så har man jo heldigvis altid muligheden for at flytte rundt, når man kommer til kaffen og ikke længere er forpligtet til at blive siddende på den anviste plads.

Maden var god og der var mere end rigeligt af den, stemningen var høj og der var masser af snak og grinen, ihvertfald ved vores bord. Der var mange sange og der var da også enkelte som dansede dagen igennem.  

Der var dog et lille men. For festen bød også på et gensyn med noget vi i hvertfald ikke har været udsat for de sidste mange år : forsamlingshuset!

Og det var ikke nødvendigvis noget kærkomment gensyn. Stedet, festen blev holdt, ligger naturligvis ikke langt fra, hvor værtparret bor. Men helt traditionelt lå det i en by langt ude på landet, som dårligt nok var meget mere end 5 huse på hver side af vejen og så forsamlingshuset i midten. Det må for ikke så længe siden være blevet moderniseret en smule, for jeg kunne da se at toiletterne var ret moderne, med både småt og stort skyl. Til gengæld lå de på 1. sal, hvilket vil sige at flere af de ældre mennesker der var med, faldt både op og ned ad trapperne, og der var heller ikke specielt højt til loftet, så der var nogle af de højeste i selskabet, som måtte dukke sig, for overhovedet at komme ind gennem dørene.

I køkkenet var der dog ikke sket meget de sidste par år. Og det værste for værtinden var nok da suppen skulle varmes op til skrup-ad-mad og man opdagede at det kun var en enkelt kogeplade der overhovedet kunne varme, og det var alligevel ikke særligt meget, den varmede! Så det tog altså noget tid, inden suppen kom på bordet og vi synes at vi kunne bryde op og takke for en god fest.

Det der dog holdt længst, efter vi kørte derfra, var lugten! Det var nemlig også en fest hvor det var tilladt at ryge inden for. Mange gjorde ihærdige forsøg på at lade være, faktisk gik hovedparten af selskabets rygere de første par timer udenfor, når de skulle ryge. Men når de kunne se andre sidde ved nabobordene og ryge, og da det jo også var ret koldt udenfor, tror jeg at alle til sidst gav op og ‘bare’ blev indenfor, også når de skulle ryge. Men lugten af røg og gammelt forsamlingshus er en grim blanding og en jeg aldrig har været vild med! Og jeg bliver det heller aldrig. Alt tøjet blev allerede da vi kom hjem forvist til kælderen og jeg kunne dårligt sove sammen med mig selv, så grimt synes jeg at mit hår lugtede!

Men det ER nok heller ikke let at være forsamlingshus mere. Hvor mange ser man ikke bare stå og falde mere sammen, mens andre mest bliver brugt til banko spil. Det er lidt synd. For vi har da også været til rigtig mange fester i forsamlingshus, vores eget bryllup inklusiv, som jeg stadig ser tilbage på med glæde. Eller holder folk bare ikke fester længere?