Familien i El Paso

Det sner. Helt vildt meget. Men det er sådan set også i orden. For det første er det weekend, og jeg skal ingen steder, og for det andet har jeg hørt (fra dmi sædvanligvis upålidelig kilde) at det vil være sidste gang i denne omgang, og at foråret er lige om hjørnet.

Og jeg er syg. Ikke vildt syg, så jeg har været hjemme fra arbejde, eller er nødt til at ligge i sengen, men forkølet og syg nok til, at jeg siden i mandags er gået på arbejde iført snotklude og pumpet med panodiler, og har tænkt at NU er det heldigvis snart weekend, og jeg skal absolut ingenting, så jeg kan i princippet bare lægge mig på sofaen, og blive liggende til det bliver mandag igen.

For jeg er også alene hjemme. Ikke helt alene, selvføglelig, for Rasmus er her også. Men nogle gange føles det at være alene hjemme sammen med ham, som om man er helt alene hjemme! Han skal nu også til gymnasiefest om et øjeblik og på arbejde i morgen, så det er ikke helt forkert tænkt, at han ikke er her…..

Men min mand er her altså heller ikke. Jeg kørte ham i lufthavnen i morges, så han kunne flyve til Hongkong og Singapore og være væk i en uge.

Det er der nu heller ikke noget nyt i. Rasmus og jeg har i princippet været vant til at være alene hjemme i lange perioder tidligere, vi er bare blevet vænnet lidt af med det igen, fordi det er ved at være så længe siden, han sidst var ude og rejse. Og så skal man lige vænne sig til det igen.

Afskeden blev hverken tårevædet eller gribende, næsten som at sætte ham af ved kontoret og “vi ses”. Måske fordi vi har prøvet det så mange gange før, måske fordi jeg var lidt småsyg, måske fordi jeg har så travlt på arbejdet, at jeg næsten ikke kunne tænke på andet, end at jeg havde mange ting jeg hellere ville lave lige der, end at stå på parkeringspladsen foran lufthavnen og sige farvel.

Og så opdagede jeg i eftermiddag at det måske ikke føltes helt på samme måde for ham. Han ringede fra Frankfurt, hen på eftermiddagen og kørt før han skulle stige op i den store maskine. Han ville bare lige høre om jeg stadig var dårlig og minde mig om, at det skulle blive snevejr, så han synes jeg skulle lade være med at sidde for længe på arbejdet, og i hvert fald køre forsigtigt, når jeg kørte hjem!

Jeg er jo ellers en stor pige, og ved også at han godt ved at jeg er vant til at kunne klare mig selv, også selvom der kommer en smule sne, og alligevel tager han sig tid til at være lidt omsorgsfuld og siger “kør forsigtigt”. Ja, jeg blev faktisk helt rørt og tænkte bagefter at det er da kærlighed!