Familien i El Paso

Er kommet tidligt op i dag. Skal hente min mand i lufthavnen, han har været væk i mere end en uge og har været på en meget lang tur, for at komme hjem.

Egentlig er jeg nok det man kan kalde ‘en smule forvent’. Eller måske bare godt gift?

Til hverdag, når vi står op, så klarer hver især deres morgenmad. Vi har en rutine, så det passer med at vi ikke skal være på badeværelset på samme tid, hvilket desværre også ofte betyder, at vi ikke spiser morgenmad på samme tid. Det gør vi så til gengæld i weekenden. Og det er her, jeg er lidt forvent. For jeg synes ikke rigtig jeg kan stå op, hvis ikke Erik er stået op. Og egentlig heller ikke, hvis han ikke har lavet morgenmad.

Så jeg er altså vant til at i weekenden, så kan jeg stå op til duften af nybrygget kaffe og rundstykker og der står et blødkogt æg og venter på mig.

I dag er det lørdag. Og altså weekend. Og så vil jeg gerne have min kaffe, mit rundstykke og et æg. Men jeg må indrømme at jeg er kommet lidt ud af vane med at koge æg. Det første knækkede i skallen og fik en byld, og dem bryder jeg mig altså ikke om at spise. Så det røg ud, og et nyt kom i gryden. Det så rigtig fint ud, indtil jeg ville køle det af med vand og kom til at ramme ægget direkte med den hårde vandstråle, så skallen knækkede og blommen røg ud! DET gad jeg altså heller ikke spise. 3. gang er lykkens gang, jeg satte et nyt æg i gryden - men ak og ve - jeg ved da ikke hvad det er for nogle elendige æg jeg har fået købt denne gang, for det knækkede også!

Så i dag må jeg nøjes med min kaffe og rundstykke. Og så må jeg glæde mig til i morgen, hvor alting forhåbentlig er tilbage i faste rammer!