Familien i El Paso

Askeskyen ser heldigvis ud til at være drevet over, ikke bare for denne gang, men også så den ikke kommer til at genere flytrafikken i Europa længere. Forhåbentlig. Det ER jeg nødt til at tro på. For vi skal nemlig snart ud og rejse

Det kan vist ikke skjules at jeg elsker at arrangere rejser, bestille fly- og hotelrejser, checke ind online osv.osv. Så da vi på den første dag af askeskyens komme havde besøg af kolleger fra München, tog jeg det som en udfordring at få dem fra Billund til München på kortest mulig tid og med mindst mulig gene for dem. Jeg kan ikke prale af at det lykkedes, men det betød at jeg var ret optaget af askeskyens færden, fulgte med i, hvilke lufthavne der var åbne og hvilke der var lukkede, til Eriks store fortrydelse. ‘Fatter ikke du gider gå op i det’ blev han ved med at sige. ‘Vi har sgu’ alle godt af at opdage at der er nogle magter der er større end os selv’ - og mere i den dur. Han gad ikke engang kommentere, endsige høre historierne om de stakkels mennesker der ikke nåede hjem til deres familier, eller om dem der måtte møde i lufthavnen hver dag i en hel uge, inden de kom på deres drømmerejse. Men det fik da mig til at tænke på, om der også var risiko for, at VI heller ikke kommer på VORES næste ferie?

For én ting er, når sådan noget som en skide askesky går ud over andre mennesker, noget HELT andet er det, når/hvis det kommer til at gå ud over os!

Den 12. maj drager vi til USA på ferie. Ikke for at se på noget, vi ikke har set før, men “bare” for at se noget, vi har set før, bare på lidt nærmere hold og i lidt længere tid. Nu er det desværre begrænset hvor meget man kan nå på bare 2 uger, og kunsten består nok i at begrænse os, så vi ikke bare kører fra det ene sted til det andet (som en anden amerikaner - been there/done that-agtigt) og helt glemmer at nyde det undervejs. En af metoderne til at gøre det bliver at Erik og den ældste tager til Colorado (som dog er et sted vi IKKE har været før) for at udforske dele af Rocky Mountains, mens jeg selv flyver til El Paso og “nøjes” med at møde veninderne til frokost og shopping, shopping, shopping! (Skidegod fordeling, hvis jeg selv må sige det).

Men selvom vi har været meget omhyggelige med planlægningen, eller jeg skulle måske sige ISÆR fordi vi har været så omhyggelige, så ER der absolut INGEN plads til, at vi bliver forsinket! Så er det sagt! Jeg gider ikke bruge de første dage af min ferie på at sidde og bekymre mig over, om jeg kan komme afsted. Og selvom det lyder forjættende, så tror jeg egentlig også det vil blive enormt tilovers, hvis jeg heller ikke kan komme hjem på arbejde igen, når ferien den 25. maj er slut og vi bør sidde i en maskine fra Los Angeles til Amsterdam.

Så kryds lige fingre! Ikke?