Familien i El Paso

Vi er i øjeblikket i gang med at kigge på en anden bil. Vi har stort set altid haft 2 biler og da vi kom hjem fra USA skulle det ikke være spor anderledes, vi havde en med hjem derfra, som simpelthen er en superlækker Audi A4 Cabriolet, som dog sluger meget benzin, så vi havde også brug for en, som kører lidt mere økonomisk.

Så i September 2009, hvor vi ikke havde alt for god tid til at lede efter en bil nr. 2 (eller nr. 1 var det faktisk, for på det tidspunkt var den anden ikke nået helt over Atlanten endnu) valgte vi en lille, praktisk dieselbil. Ikke for dyr eller smart, for sådan en havde vi jo, og heller ikke for stor, for vi har jo ikke små børn eller hunde der skal kunne transporteres, bare os selv.

Det var også en god bil. Kørte langt på literen og var rigtig pålidelig og Erik havde fået den for en god pris. MEN : smart var den ikke! Og selvom jeg godt ved at vi havde en smart bil holdende i garagen, som vi kan køre i, når vi skal “se godt ud” så føltes det lidt bedstefar-agtigt at køre rundt i den grønne Nissan! Og vi kunne faktisk heller ikke være i den, når vi skulle køre flere end 2 i den, føltes det som om den ikke bare var fyldt op, men fyldt HELT op!

Jeg har godt nok vrøvlet over den bil i lang tid, men omkring nytår tog Erik kritikken til sig og begyndte at lede efter noget andet. For nu skulle det gøres “ordentligt”. Ikke noget med panik-køb, ikke noget med at købe biler som har problemer med motor/gearkasse/tandrem/ eller andet i den dur. Så meget af hans fritid er blevet tilbragt på diverse online bilfora og på bilauktion, så vi kan få den bedste bil - til den halve pris! For vi køber helst ikke biler, som vi ikke i det mindste kan få pengene hjem på igen, når vi vil sælge. Og her skal det lige tilføjes at i den tid vi har kendt hinanden, hvilket nu er mere end 25 år, har ejet mere end 20 biler! Så de bliver ikke længe i familien! Men på trods af at ingen er blevet købt uden grundig overvejelse, så har vi ikke været lige heldige med dem alle : der var en Datsun 100A som Erik havde brugt al sin tid og alle sine penge på at få sat i stand, og da jeg en dag skulle køre ud og hente ham i skole, kørte hans nabo ud fra sin ejendom og lige ind i siden på mig. Ikke min skyld, men bilen måtte jo igennem en hel del renovering - endnu engang! Eller hvad med vores Toyota Corolla som havde overlevet 2 ugers ferie i Yogoslavien uden at få så meget som en ridse, men som jeg kom til at køre liiige hurtigt nok op ad afkørslen ved Kolding, så den måtte stoppes af et skilt. Så var der en Volvo 245, hvor koblingskablet sprang, mens jeg kørte på motorvejen. Så blev DEN også solgt igen! Vi havde en Opel Astra fra ny. Vi kørte direkte fra forhandleren og til plantecentret i Bilka, men da vi kom ud igen, var der én der havde lavet 2 nydelige buler i begge døre i højre side! Den var vi i det hele taget temmelig uheldig med : Rasmus gik forbi med sin cykel og opdagede at han kunne tegne på den med håndbremsen, Erik havde givet carporten Gori men Kasper troede det var vand der var i spanden og ville lige hjælpe far med at vaske bilen, men hovedet på sømmet var da et fiberhjul til tandremmen sprang og motoren brændte af. Så solgte vi altså også DEN bil igen. Vi har haft et par Opel Vectra’er i forskellige farver, den sidste var koksgrå og mens vi boede ved Vesterhavet måtte jeg have start hjælp stort set hver uge, fordi havgusen fik nogle spoler til at ruste. Vi har også haft en Skoda Octavia, som desværre kom til at ligne en dørkplade på taget efter at have fået 10 rummeter træ ned over sig. Og sådan kunne jeg blive ved. Hvis vi spørger min mand hvilken bil der har tjent os bedst, så er det nok den gule Opel som i mere end 5 år troligt fragtede ham på arbejde hver eneste dag. Den havde hul i bunden, så man kunne se striberne på vejen, den var ikke altid helt tør bagi, for der var vist også noget med en utæt bagrude, men den var nem at reparere og man kunne køre igennem politiets fartkontrol med speederen i bund, uden risiko for at få en fartbøde.

Spørger vi igen min mand, så synes han egentlig også han havde gjort et ret godt køb med den grønne Nissan. Og han har ikke gjort sig særligt store anstrengelser for, at vi hurtigt skulle få den solgt og en anden købt. For det gik jo fint og han kunne godt lide at der ikke stod for mange penge bundet i biler ude i indkørslen. Men i påsken blev vi spurgt om vi var interesserede i at sælge og jeg kom vist til at sige ja lidt for hurtigt, for i søndags blev den afleveret til den nye ejer og nu har vi kun benzinslugeren til arbejde! Jeg tror dog ikke der kommer til at gå flere uger, før vi har en anden vogn holdende ude i indkørslen, for efter vi har fyldt benzin på Audi’en 2 gange er min mand kommet til den konklusion at nu går det vist ikke at trække beslutningen meget mere i langdrag. Nu er vi (så vidt jeg er blevet orienteret) blevet enige om, hvilket mærke og model vi går efter og torsdag var vi i Ringkøbing og se på én og i går var vi i Bilernes By og se på et par stykker. Og hvis bare prisen kan forhandles, så vil vi forhåbentlig kunne køre til Sjælland næste weekend i en lidt større bil.