Familien i El Paso

Zion Nationalpark i Utah er uden tvivl et af de smukkeste steder i verden. Og her er vi lige nu

Vi ankom fra Las Vegas torsdag aften efter at have shoppet for vildt. Der skulle blandt andet købes nye vandrestøvler, men jeg må indse at 3 timer i et shopping center ikke var nok, for selvom bilen pludselig blev fyldt fuldstændig op af indkøbsposer, så kan jeg godt komme i tanker om lidt flere ting der skal købes ind, inden vi tager hjem. Det vigtigste vi fik købt - hvis Kasper skal sige det - var en Weber Smokey Joe! Den kan lige være i kufferten og han VAR bare nødt til at have den, efter at have set den i en WalMart til kun $29!

Anyway, så ankom vi til motellet i Zion kl. 21 - troede vi. Der var lige en lille detalje omkring tidszoner, vi var faktisk undervejs kørt ind i Mountain time, så kl. var 21.59 og receptionisten var ved at lukke kontoret og det eneste sted vi kunne få noget at spise var på gourmet restauranten overfor, hvor de stadig havde åbent fordi de havde et selskab. Kasper blev fluks sendt over efter noget to-go, så vi blev også mætte den aften og kunne lægge os i de super dejlige dyner og sove rigtig, rigtig dejligt efter et par hektiske døgn med rejse og i Las Vegas.

Fredag morgen stod vi op til en skyfri himmel og solopgang over bjergtinderne. Så bliver man simpelthen så glad! Vi var nogle af de første med bussen ind i parken, hele byen og Zion NP er lagt an på bæredygtighed og der kører konstant busser i pendul fart mellem hoteller og indgangen til parken, og det er forbudt at køre ind i parken i privatbiler om sommeren, hvor der kører busser hele tiden. Vi kørte denne gang HELT ind i parken inden vi stod af for at starte vores vandretur op ad det 653 høje bjerg. Undervejs så vi vilde kalkuner og rigtige bjergklatrere, som hang rundt omkring på bjergsiderne. Et enkelt sted gjorde chaufføren os opmærksom på en klatrer som var lige ved at nå toppen og grippene der håbefuldt kredsede over ham!

Klatreturen op ad det høje bjerg var endnu engang en fantastisk oplevelse. Jeg måtte dog vælge at gå selv i mit eget tempo, for Erik og Kasper havde meget travlt med at nå til toppen og skulle jeg følge med dem, ville jeg kun kunne holde til den første halve kilometer og ville sandsynligvis have været nødt til at droppe yderligere vandreture. I stedet gik jeg som sagt i mit eget tempo, nåede så langt op jeg kunne på 2½ time med nogle dejlige stop undervejs hvor jeg bare sad på klipperne og nød synet af de flotte bjerge, den flotte udsigt, de fineste små lyseblå og lilla blomster og roen!

Nedgangen tog ikke så lang tid som at komme op, selvom jeg må indrømme at det sidste stykke, som er med den højeste stigning, også var den hårdeste. Benene ryster bare under én, når man kommer ned! Vel nede satte jeg mig til at læse lidt i en bog og kun 20 minutter senere kom de to andre ned til mig - efter en tur på rekordtid!

Det havde dog også sin omkostning at de havde vandret så hurtigt. Kasper var fuldstændig smadret sidst på eftermiddagen, ikke engang en tur i den iskolde pool fik ham frisket op. Middagen måtte derfor overstås så hurtigt som muligt, og efter en øl på græsplænen mens vi nød solnedgangen over bjergene, blev han puttet!

Nu venter endnu en dag i Utah. Bryce Canyon skulle være smukkest ved solopgang, om vi lige når at få den med i dag er jeg dog lidt i tvivl om, for vi er først lige i gang med morgen dusch og pakning af kufferter, inden vi skal have morgenmad og køre videre herfra de ca. 30 kilometer til Bryce. Men så skidt også med det. Køreturen dertil husker jeg også som enormt seværdig og Bryce er også smuk, selvom solen ER stået op. Det vil blive en smule køligere i dag, kun omkring 17 grader, i forhold til de 25 vi havde i går, men når solen er på, så er det ikke så skidt alligevel og det er nu meget godt at det ikke er 40 grader som det var da vi besøgte parken sidste år i juli!

Skal hilse fra de andre 2!