Familien i El Paso

I dag gik turen til Bryce, endnu en af Utah’s fantastiske nationalparker.

Det var en dejlig tur. Også selvom vi alle 3 var enige om, at hvis man gjorde turen for første gang, så var det nok bedst at gøre det i samme rækkefølge som de forklarer i bogen “Turen går til USA” - nemlig Bryce først og dernæst Zion. For uanset hvor fantastisk smuk og betagende Bryce er - så slår det ikke Zion!

Det tog nu ikke fornøjelsen af vores tur. Vi stod forholdsvis tidligt op og nød solopgangen og morgenmaden på motellet inden vi fik pakket bilen og kom afsted mod nordøst. Bare turen dertil er i sig selv en oplevelse, man kan ikke køre særligt stærkt, til gengæld ser man den ene fantastiske udsigt efter den anden. Erik og jeg kørte turen sidste sommer, men det var som at komme forbi for første gang. Desværre havde vi også glemt hvor lang tid det rent faktisk tager at køre imellem de to nationalparker, så først omkring kl. 11 nåede vi frem til Bryce og vi startede vores tur med at parkere bilen og pakke vores sandwich ud, så vi ikke behøvede have frokosten med ned i bunden af parken.

Forskellen på Zion og Bryce er kort sagt at toppen af Zion er på højde med bunden af Bryce, og hvor man i Zion går OP for at beundre blomsterne og ikke mindst udsigten, så går man i Bryce NED for at beundre stilheden og dyrelivet i bunden af kløften.  Da vi sad og spiste vores sandwich kunne vi også sagtens mærke at vi var kommet nogle tusind fod højere op i forhold til i går : det blæste en pelikan og vi måtte have ekstra tøj på, for ikke at komme til at fryse. Der var endda sne på enkelte tinder, men da vi først begyndte at gå nedad holdt det op med at blæse og det blev bare varmere og varmere! Til sidst gik vi i korte ærmer og med hatte på og når vi kiggede opad var himlen så blå som vi aldrig har set det før! Da vi sidste år besøgte Bryce var vores ben simpelthen så smadrede efter turen opad i Zion dagen forinden, men i dag gik vi turen og det var virkelig en oplevelse!

Efter vandreturen, som desværre blev noget kortere end planlagt fordi der havde været sten skred og en del af ruten var lukket af, kørte vi mod Arizona og Page, hvor vi skal tilbringe natten. Turen herned tog 4 timer, det behøvede den nu ikke, men Erik synes ikke han ville køre på de store veje - så vi tog en noget alternativ rute, nemlig 50 kilometer på grusvej! Jeg er enig i at det var en smuk tur, men mere end en time på grusveje, det kan man nu godt blive lidt træt af!

Lige inden vi kom til vores hotel kørte vi over Glen Canyon Dam - og jeg har lovet Erik at skrive at dette er et sted jeg ALDRIG tidligere har været! Om Glen Canyon Dam er lige så stor som Hoover Dam er jeg lidt usikker på, men der er ingen tvivl om, at det er tæt på. Og udsigten derfra er virkelig fantastisk. Samme udsigt har vi rent faktisk fra vores hotel værelse og endelig er vi på et hotel hvor vandet i poolen er dejlig varm og hvor vi lige nåede at få ½ time på langs, så vores vinterblege hud kan få lidt farve.

I morgen (søndag) går turen til Monument Valley - et af de mest fantastiske steder på jorden - og et af de mest fotograferede!