Jeg er jo den heldige indehaver af en godt brugt ferie i maj) og da jeg jo har været ude af arbejdsmarkedet i mere end 2 år, er der ikke opsparet ret meget ferie til i år.
Min bedre halvdel er desuden i gang med et stort projekt som helst skulle have været færdigt i går, så vi arbejder begge denne sommer og håber så på at det kan blive til lidt ferie til november.
På arbejdet har der været super travlt op til sommerferien. De første i min afdeling gik på ferie sidste fredag og de 3 sidste stoppede i går, så fra på mandag og 2 uger frem vil jeg være den eneste til at holde fanen højt. Jeg får ikke travlt, men jeg får også noget at se til, så jeg skal ikke klage. Og der er ingen der pipper, hvis jeg skulle finde på at arbejde hjemmefra et par dage, eller hvis jeg beslutter at køre tidligt hjem en dag. Det havde nok været rigtigt slemt, hvis min mand samtidig kunne gå derhjemme og hygge sig, men når vi nu arbejder samme sted og begge skal op og afsted, så er det ikke så slemt.
Eneste lille malurt i bægeret har været at manden har arbejdet i Thailand, Singapore, Malaysia og Indonesien de sidste 2 uger, han kommer dog heldigvis hjem på mandag, så vi sammen kan nyde vores arbejdssommer.
Og vejret skal vi jo ikke klage over. Ved godt at det var et monster-uvejr i mandags, 24 mm på ½ time og jeg ved ikke hvor mange lyn, men heldigvis er det jo ikke sådan en sommer, som vi før har oplevet, hvor det bare blev ved og ved og ved med at regne, når der først gik hul på sommer-skyerne. Næ, det er lunt, himlen er for det meste blå og jeg har kunnet kan køre i topløs Audi til og fra arbejde de fleste dage.
I går var det dog knap så tillokkende. Kørte bag en cigaretrygende kvinde der lige havde lettet lidt på vinduet, måske for selv at kunne holde ud at sidde i en bil med en ryger. Min næse er virkelig overfølsom overfor dårlige lugte og specielt cigarretrøg kan jeg lugte på lang afstand - og altså også selvom det blæser ud af bilen foran mig. Men hovedet på sømmet var nu da hun nonchalant knipsede skoddet ud ad vinduet. Det var kun med nød og næppe at jeg undgik at det røg lige ned i hovedet på mig!
Da jeg ca. 20 kilometer senere kørte forbi en markvander, som ikke lige var indstillet til kun at vande marken, var jeg lige ved at stoppe og tage taget på igen!
Men jeg gjorde det ikke. Og jeg nyder hver eneste dag, hvor det vil være muligt at køre uden tag. For selvom en Audi A4 da er en dejlig bil, så er det altså den bløde top der gør at lige nøjagtig denne bil er super fantastisk at køre i
Så forhåbentlig fortsætter det fine vejr langt ind i august, så jeg kan få en lang sæson uden tag. Og jeg skal under alle omstændigheder nok få en dejlig sommer, men det skal da ikke afholde mig fra at ønske alle jer andre en rigtig dejlig ferie!
2 svar ind til nu ↓
1 Lisbeth // 23. Jul 2010 at 9:02
min næse er også superfølsom og jeg ville også kunne opdage en smøg på lang afstand. Jeg er stor antiryger, men synes folk må ryge hvor de vil…bare ikke hvor jeg skal sidde og spise;-)…men om jeg fatter at de kan holde ud og sidde i en bil og ryge adrrrgghh.
PS…håber du har set jeg har rost og takket dig på min blog…det var supersødt af dig du gad ses med mig!!!!
2 Lene // 24. Jul 2010 at 7:48
Hej min trofaste læser

Jeg læser jo også alt hvad du skriver, så selvfølgelig har jeg set det. Det var virkelig så lidt og jeg synes da også det er fantastisk, hvad blogning kan føre til
Efterlad en kommentar