Familien i El Paso

Vores liv som udstationeret i El Paso

Lene

Årgang 1965. Født i Kolding, men vokset op i Brørup, en lille by midt mellem Kolding og Esbjerg.
165 cm høj (eller lav, alt efter hvordan man ser på det), almindelig af bygning, lidt for velpolstret på visse steder af kroppen (men arbejder konstant på at komme ned i vægt og komme i bedre form). Jeg bruger ikke meget make-up, i DK plejede jeg at få farvet mine vipper, men nu bruger jeg mascara og læbestift, inden jeg viser mig offentligt, når jeg skal ud og gemmer foundation, pudder, eyeliner osv. til når jeg skal i byen. Jeg plukker ikke mine øjenbryn og vokser ikke min overlæbe (selvom jeg, ifølge min 16-årige søn, snart skal begynde at overveje det). Mine negle er det jeg allerbedst kan lide ved mig selv, de er altid velplejede og selvom jeg af og til får manicure, synes jeg egentlig ikke at dem der gør det, er lige så gode til det, som jeg selv er. Moden her er firkantede negle, helst med fransk hvid spids, men det holder ikke længe på mine hænder, og så kan jeg faktisk bedre lide de afrundede negle (yes, call me old fashioned). Til gengæld klipper jeg aldrig selv mine tånegle, det lader jeg andre om. Jeg har brune øjne og leverpostejfarvet hår, men det er flere år siden jeg har set min egen hårfarve, undtagen når jeg er for længe om at få farvet udvoksningerne, som desværre er begyndt at have en del grå i det.
Jeg går med briller, kan ikke huske hvornår jeg fik mine første briller, men jeg har nok været omkring 9 år. En helt ny verden åbnede sig for mig. Jeg har prøvet at gå med linser, men det var ingen succes.
Min tøjstil er afslappet, men jeg kan godt lide at klæde mig pænt på, hvis vi skal noget. Jeg elsker “sæt” , men det skal jeg nok ikke prale for meget med, da jeg har hørt at det er tegn på, at man er ved at blive gammel. Kan slet ikke holde ud at se hvordan moden i dag accepterer prikker på underdelen og striber på overdelen (på samme tid), jeg holder mig helst til ensfarvede ting. Og mest til sort, hvidt, blåt og med enkelte pastelfarvede overdele.
Jeg er ikke overtroisk og tror ikke på horoskoper, selvom jeg må indrømme at jeg læser dem, og har tendens til at tro dem, når der står noget godt. Jeg tror på at man er sin egen lykkes smed, og er ikke alt for god til rutiner.
Jeg er ikke god til sport. Har tidligere dyrket badminton og volleyball og flirtet med at spille håndbold, men jeg kan bedst lide at træne alene og helst ikke på hold, hvor man er nødt til at komme en eller 2 gange om ugen. Jeg ser sandsynligvis for meget fjernsyn, men læser også mange bøger, og så synes jeg at gode film skal ses i biografen, uanset om man har noge nder vil gå med eller ej. Kan godt lide at møde nye mennesker, men holder også af at være alene indimellem. Er meget opmærksom på, hvad der sker i samfundet omkring mig, og elsker at give min mening til kende. Taler i det hele taget nok for meget når jeg er sammen med andre mennesker.
Elsker vin og god mad, og elsker at læse madopskrifter for at få ny inspiration. Til gengæld mener jeg godt et aftensmåltid kan bestå af brød, ost og rødvin. Er først begyndt at drikke kaffe efter jeg er blevet fyrre, men kun 1 kop (god) kaffe om dagen, ellers drikker jeg helst grøn the.
Hader at se mig selv på billeder eller lytte til min egen stemme på bånd.

I 1981 startede jeg på Kolding Amtsgymnasium og tog en sproglig studentereksamen i 1984. Havde på det tidspunkt allerede mødt min nuværende mand, men valgte at tage et år til Paris som au-pair.

I 1985-1990 læste jeg i Odense til eksporttekniker, og i 1987 fik vi vores første søn Kasper.
Jeg har i mange år arbejdet med salg af forskellige produkter af rustfrit stål, har haft en købmandsforretning og arbejdet på et rejsebureau, men mit seneste job var i det tyske salgsselskab på Alfa Laval i Kolding. Pt. hjemmegående husmor i El Paso, USA.

Er gift med Erik, som er født i 1962 og i 1986 blev uddannet som maskintekniker og som siden har arbejdet på Lego.

2 børn, Kasper født 1987 og Rasmus født 1992.

Fra april  2003 til august 2004 boede vi i Hongkong, mens Erik hovedsageligt arbejdede i Kina.

Da vi kom hjem fra Hongkong, flyttede vi i hus i Kolding, mens drengene gik på henholdsvis gymnasiet og på realskolen.

I januar 2007 accepterede Erik endnu en udstationering og han flyttede til El Paso, Texas for at arbejde i Juarez, Mexico. Vi solgte huset i Kolding, drengene gik i skole året ud og jeg sagde mit job op hos Alfa Laval og i juli 2007 flyttede Rasmus og jeg til El Paso, hvor vi lejede et hus, og Rasmus startede i 10. klasse på El Paso Country Day School.
Fra september til december boede Kasper hos os i USA, indtil han i begyndelsen af december rejste til Schweiz for at arbejde på et skisportssted. Lige nu bor han igen i Danmark, hvor han forsøger at spare penge op til at kunne komme til USA og rejse rundt sammen med sine venner.

Kontrakten på udstationeringen udløber 1. januar 2009, men vi håber selvfølgelig at kunne forlænge den, om ikke andet, så for at Rasmus kan færdiggøre sin skole herovre.

Vi har flyttet meget rundt, men har stadig meget gode venner i Danmark, som er søde til at holde kontakten ved lige. Vi elsker også at rejse, jeg er mest til storbyferier eller solskinsferier, men vi må nok indrømme at vi ikke har fået set ret meget af Europa, og vi har aldrig rejst i Afrika.  

5 kommentarer

5 svar ind til nu ↓

  • 1 Mette // 21. Aug 2008 at 11:14

    Tak for linket til Monterrey, det kunne bruges! Nu skulle jeg lige se hvem der skrev og stor overraskelse. Jeg er også vokset op i Brørup, bare 20 år senere.

  • 2 Lene // 21. Aug 2008 at 14:21

    Ja, verden er altså lille ikke?

  • 3 Mette // 22. Aug 2008 at 23:38

    Meget lille!

  • 4 Kristian // 17. Mar 2009 at 16:13

    Heeeej !!!!

    HAR DU DET GODT ???
    VI HAR ÅRS JUBILÆUM !!!!
    Kolding Gymnasium. Vi må gøre noget!
    VI BURDE!!! MEN HVORDAN? HAR DU LYST
    Jeg har desværre mistet alle mine årsbøger fra den tid. Jeg bor i Tyskland nu.. mere om det senere.

    Kristian

  • 5 Lene // 21. Mar 2009 at 6:42

    Det var godt du fandt mig Kristian, der er flere fra klassen der har ledt efter dig :-)

Efterlad en kommentar