Familien i El Paso

Zion Nationalpark i Utah er uden tvivl et af de smukkeste steder i verden. Og her er vi lige nu

Vi ankom fra Las Vegas torsdag aften efter at have shoppet for vildt. Der skulle blandt andet købes nye vandrestøvler, men jeg må indse at 3 timer i et shopping center ikke var nok, for selvom bilen pludselig blev fyldt fuldstændig op af indkøbsposer, så kan jeg godt komme i tanker om lidt flere ting der skal købes ind, inden vi tager hjem. Det vigtigste vi fik købt - hvis Kasper skal sige det - var en Weber Smokey Joe! Den kan lige være i kufferten og han VAR bare nødt til at have den, efter at have set den i en WalMart til kun $29!

Anyway, så ankom vi til motellet i Zion kl. 21 - troede vi. Der var lige en lille detalje omkring tidszoner, vi var faktisk undervejs kørt ind i Mountain time, så kl. var 21.59 og receptionisten var ved at lukke kontoret og det eneste sted vi kunne få noget at spise var på gourmet restauranten overfor, hvor de stadig havde åbent fordi de havde et selskab. Kasper blev fluks sendt over efter noget to-go, så vi blev også mætte den aften og kunne lægge os i de super dejlige dyner og sove rigtig, rigtig dejligt efter et par hektiske døgn med rejse og i Las Vegas.

Fredag morgen stod vi op til en skyfri himmel og solopgang over bjergtinderne. Så bliver man simpelthen så glad! Vi var nogle af de første med bussen ind i parken, hele byen og Zion NP er lagt an på bæredygtighed og der kører konstant busser i pendul fart mellem hoteller og indgangen til parken, og det er forbudt at køre ind i parken i privatbiler om sommeren, hvor der kører busser hele tiden. Vi kørte denne gang HELT ind i parken inden vi stod af for at starte vores vandretur op ad det 653 høje bjerg. Undervejs så vi vilde kalkuner og rigtige bjergklatrere, som hang rundt omkring på bjergsiderne. Et enkelt sted gjorde chaufføren os opmærksom på en klatrer som var lige ved at nå toppen og grippene der håbefuldt kredsede over ham!

Klatreturen op ad det høje bjerg var endnu engang en fantastisk oplevelse. Jeg måtte dog vælge at gå selv i mit eget tempo, for Erik og Kasper havde meget travlt med at nå til toppen og skulle jeg følge med dem, ville jeg kun kunne holde til den første halve kilometer og ville sandsynligvis have været nødt til at droppe yderligere vandreture. I stedet gik jeg som sagt i mit eget tempo, nåede så langt op jeg kunne på 2½ time med nogle dejlige stop undervejs hvor jeg bare sad på klipperne og nød synet af de flotte bjerge, den flotte udsigt, de fineste små lyseblå og lilla blomster og roen!

Nedgangen tog ikke så lang tid som at komme op, selvom jeg må indrømme at det sidste stykke, som er med den højeste stigning, også var den hårdeste. Benene ryster bare under én, når man kommer ned! Vel nede satte jeg mig til at læse lidt i en bog og kun 20 minutter senere kom de to andre ned til mig - efter en tur på rekordtid!

Det havde dog også sin omkostning at de havde vandret så hurtigt. Kasper var fuldstændig smadret sidst på eftermiddagen, ikke engang en tur i den iskolde pool fik ham frisket op. Middagen måtte derfor overstås så hurtigt som muligt, og efter en øl på græsplænen mens vi nød solnedgangen over bjergene, blev han puttet!

Nu venter endnu en dag i Utah. Bryce Canyon skulle være smukkest ved solopgang, om vi lige når at få den med i dag er jeg dog lidt i tvivl om, for vi er først lige i gang med morgen dusch og pakning af kufferter, inden vi skal have morgenmad og køre videre herfra de ca. 30 kilometer til Bryce. Men så skidt også med det. Køreturen dertil husker jeg også som enormt seværdig og Bryce er også smuk, selvom solen ER stået op. Det vil blive en smule køligere i dag, kun omkring 17 grader, i forhold til de 25 vi havde i går, men når solen er på, så er det ikke så skidt alligevel og det er nu meget godt at det ikke er 40 grader som det var da vi besøgte parken sidste år i juli!

Skal hilse fra de andre 2!

Sidder/ligger i en seng på et motel i Utah lige nu og har endelig tid til at nedskrive vores oplevelser gennem de seneste 50 timer. Og Advarsel : der er ikke sket noget specielt, så det kan godt være det bliver en lang beretning, men den kan også være lidt kedelig

Vi stod op onsdag morgen kl. 4 for at køre i lufthavnen og tage flyet til Amsterdam. Alt gik planmæssigt, vi kom endda et par minutter tidligere afsted end planlagt og landede uden problemer i Amsterdam hvor vi mødtes med Kasper som var kommet flyvende ind fra København. Vi fik plads i loungen og kunne på nettet se at vores fly ville blive ca. 15 minutter forsinket, så først i sidste øjeblik gik vi ned til gaten. Så slap vi da også for at stå/sidde mere end nødvendigt sammen med de mennesker vi skulle tilbringe de næste 11 timer. Vi blev desværre endnu mere forsinket blandt andet pga. noget bagage der ikke var kommet helt frem og Kasper kunne se at der blev læsset 3 heste ind bagi. Det var nu nok DEM der var årsagen til forsinkelsen! Turen til Los Angeles gik fuldstændig planmæssigt, eneste panik opstod da en mand 2 gange gik på toilettet for at ryge. Jeg var efter ham på toilettet 2. gang og fortalte det til stewarden, men hvad der ellers skete med ham, ved jeg faktisk ikke. 

I Los Angeles gik det dog ikke så godt. Vi var nogle af de første der kom af flyet, vi var ret hurtigt igennem immigrationen, men ved bagagebåndet kom vi til at vente. Kaspers kuffert kom ret hurtigt, men vores 3 kufferter måtte vi bare vente på. Og mens vi ventede stillede flere og flere sig i køen til tolden, og vi kunne bare se køen blive længere og længere, mens vi bare ventede og ventede. På et tidspunkt valgte Erik at gå en tur rundt om båndet og opdagede at nogen havde taget vores kufferter AF båndet! Der har de sikkert stået al den tid vi har stået og ventet, sikke noget rod!

Det betød blandt andet også at vi blev forsinket til at afhente bilen hos Hertz, så de havde ikke længere vores Toyota, så vi måtte “nøjes” med en Ford Flex i stedet. Jeg har aldrig set sådan en bil, køn er den ikke, men den kører nu meget godt og så kan der være en masse i den!

Men al den forsinkelse i Los Angeles betød desværre at vi nåede ind i rush hour og kø-kø-kø ud af Los Angeles! Og selvom vi kørte som sindssyge mod Las Vegas og uden at holde unødvendige pauser, så var klokken næsten 21 inden vi kom dertil og vi skulle til et show kl. 22. Jeg måtte skynde mig ind på billetkontoret, mens Erik og Kasper parkerede bilen, men vi nåede det heldigvis alt sammen.

“O” af Cirque du Soleil var et fantastisk show, men det er godt nok svært at holde sig vågen, når man sidder i mørke og man har været vågen i 30 timer! Så da det var slut, så var jeg også færdig, vi skyndte os at blive checket ind på hotellet, købte dougnuts på en tankstation og sov som sten om natten!

Kasper havde hjemme fra bestilt et spring ud fra hotellet, det højeste hotel vest for Mississippi, og det største spring i verden! Han skulle springe som den første i formiddags, Erik var med for at kigge og tage billede, mens jeg besluttede at vente med at se det, til han kom tilbage med en dvd af springet, så jeg vidste at han havde overlevet!

Vi checkede ud til middag, 2 minutter før deadline og kørte på “vores” IHOP og spiste morgenmad. Nok lidt sent, men vores indvendige ur er i forvejen fuldstændig kokset, så det betød ikke noget. Derefter power shopping! Godt vi havde fået en stor bil, og godt vi havde slæbt nogle store kufferter med, for vi har godt nok allerede fået købt en masse ting!

Vi kørte fra Las Vegas kl. 17 i eftermiddags og endnu engang måtte vi sande at det ikke kun er på motorvejen mod København at der er kø - det er der også ud af Las Vegas om eftermiddagen! Vi havde dog tid nok - synes vi - så vi tog det stille og roligt og ankom til Zion Nationalpark kl. 2 minutter i 21 - blot for at konstatere at vi havde krydset en tidszone og klokken var 2 minutter i 22 - med kun et par minutter til check-in på hotellet lukkede, og med (næsten) alle restauranter lukket! Vi nåede dog lige at sende Kasper over på en restaurant overfør som så ud til at have åben, og vi var heldige at de ikke havde noget imod at lave noget mad til os, som vi kunne spise her på værelset. Og lige nu ligger Erik og snorker ved siden af mig, Kasper har fået børstet tænder og er ved at arrangere sig under tæpperne, og jeg vil også selv se at komme i seng, så vi kan være friske til traveturen i Zion i morgen tidlig (fredag morgen, vi er 8 timer bagud). Der er morgenmad om 7½ time, så jeg må nok hellere få noget søvn!

Så er vi på vej. Stod op meget tidligt i morges for at flyve fra Billund til Amsterdam kl. 7 og vi kom afsted uden den mindste form for forsinkelse eller andre uheld. Mødtes med Kasper i Amsterdam, han var fløjet fra København, og nu har vi brugt en masse af farens (surt optjente) point på at komme ind i loungen, hvor vi har fri internet, morgenbuffet osv. og hvor vi kan slappe lidt af, inden vi skal ud på den lange tur til Los Angeles.

Informationen på nuværende tidspunkt er at vi bliver 15 minutter forsinket i afgang og 10 minutter i ankomst, så hvis vi bare kan regne med det, så undlader jeg at stresse over, om vi når Cirque du Soleil i Las Vegas i aften. For det skal vi nok nå

Så er der nøjagtig 24 timer til at vi letter fra Billund for at mødes med Kasper i Amsterdam og flyve videre til Los Angeles. Håber jeg. For jeg må indrømme at jeg lige nåede at blive en smule bekymret henover weekenden og endnu mere i går. På vejen hjem i bilen fortalte Erik at han havde hørt at NU blev Danmark lukket, for askeskyen var på vej igen og tirsdag, men senest onsdag ville det danske luftrum blive lukket. Hvilket ville være en katastrofe for én af vores planer.

Så vi kunne næsten ikke komme hurtigt nok hjem, roning på fjorden (Erik) og yoga (mig) blev aflyst og vi satte os til at undersøge, om vi kunne gøre noget.

Vi har lavet en ret ambitiøs plan for vores første dag som betyder at vi lander over middag i Los Angeles, skal hente vores udlejningsbil og køre 4 timer mod nordøst til Las Vegas i Nevada. Og kl. 22 skal vi ind og se det fantastiske show ‘O’ by Cirque du Soleil. Så hvis vi ikke kommer afsted til tiden, eller hvis vi bliver forsinket fordi flyet skal dirigeres en anden rute end den, den oprindeligt er planlagt til at flyve, så har vi ikke mange timer at løbe på. Så vi startede med at ringe til Bellagio, hvor vi skal se show’et for at høre, om vi kunne bytte vores billetter til et show på et senere tidspunkt. Vi kan nemlig godt lave vores planer om, så vi kører hjem over Las Vegas. Men desværre er der ikke nogen shows om mandagen, så det var alligevel ikke nogen mulighed. Jeg blev dog forsikret om at vores billetter kunne vi hente helt frem til starten af showet, hvis vi bare lige ringer til manageren, hvis vi ved at vi bliver forsinket. Så jeg blev lidt beroliget.

Derefter ringede jeg til KLM. Havde surfet diverse hjemmesider for at se, om der var hold i advarslerne om lukning, men hverken på Københavns lufthavn, Billund Lufthavn, Shiphol i Amsterdam, KLM’s egen hjemmeside eller hos Naviair var der noget konkret. Kun lidt luftigt “der er risiko for forsinkelselser”. Den meget flinke mand hos KLM var dog helt sikker på at jeg ikke havde grund til bekymring, han mente egentlig bare det var pressen der manglede noget at tale om, udover finanskrisen.

Pyha - jeg håber han har ret. Han kunne selvfølgelig ikke give mig nogen garanti for at der ikke sker noget, men de må jo nok sidde med de seneste oplysninger, og i øvrigt kunne vi regne med at vi ville blive kontaktet af KLM, hvis der skulle ske nogen ændring i oplysningerne.

Så nu skal der bare pakkes. Denne dag starter jeg tidligt på arbejde, har nogle få hængepartier der bare SKAL ordnes og så kører vi tidligt hjem, så vi kan få de sidste ting på plads.

Mens vi er væk skal Rasmus have 3 køretimer og han skal til køreprøve den 26. maj. Så vi krydser fingre for at han består og kan hente os i lufthavnen, når vi kommer hjem igen samme dag.

Vi er i øjeblikket i gang med at kigge på en anden bil. Vi har stort set altid haft 2 biler og da vi kom hjem fra USA skulle det ikke være spor anderledes, vi havde en med hjem derfra, som simpelthen er en superlækker Audi A4 Cabriolet, som dog sluger meget benzin, så vi havde også brug for en, som kører lidt mere økonomisk.

Så i September 2009, hvor vi ikke havde alt for god tid til at lede efter en bil nr. 2 (eller nr. 1 var det faktisk, for på det tidspunkt var den anden ikke nået helt over Atlanten endnu) valgte vi en lille, praktisk dieselbil. Ikke for dyr eller smart, for sådan en havde vi jo, og heller ikke for stor, for vi har jo ikke små børn eller hunde der skal kunne transporteres, bare os selv.

Det var også en god bil. Kørte langt på literen og var rigtig pålidelig og Erik havde fået den for en god pris. MEN : smart var den ikke! Og selvom jeg godt ved at vi havde en smart bil holdende i garagen, som vi kan køre i, når vi skal “se godt ud” så føltes det lidt bedstefar-agtigt at køre rundt i den grønne Nissan! Og vi kunne faktisk heller ikke være i den, når vi skulle køre flere end 2 i den, føltes det som om den ikke bare var fyldt op, men fyldt HELT op!

Jeg har godt nok vrøvlet over den bil i lang tid, men omkring nytår tog Erik kritikken til sig og begyndte at lede efter noget andet. For nu skulle det gøres “ordentligt”. Ikke noget med panik-køb, ikke noget med at købe biler som har problemer med motor/gearkasse/tandrem/ eller andet i den dur. Så meget af hans fritid er blevet tilbragt på diverse online bilfora og på bilauktion, så vi kan få den bedste bil - til den halve pris! For vi køber helst ikke biler, som vi ikke i det mindste kan få pengene hjem på igen, når vi vil sælge. Og her skal det lige tilføjes at i den tid vi har kendt hinanden, hvilket nu er mere end 25 år, har ejet mere end 20 biler! Så de bliver ikke længe i familien! Men på trods af at ingen er blevet købt uden grundig overvejelse, så har vi ikke været lige heldige med dem alle : der var en Datsun 100A som Erik havde brugt al sin tid og alle sine penge på at få sat i stand, og da jeg en dag skulle køre ud og hente ham i skole, kørte hans nabo ud fra sin ejendom og lige ind i siden på mig. Ikke min skyld, men bilen måtte jo igennem en hel del renovering - endnu engang! Eller hvad med vores Toyota Corolla som havde overlevet 2 ugers ferie i Yogoslavien uden at få så meget som en ridse, men som jeg kom til at køre liiige hurtigt nok op ad afkørslen ved Kolding, så den måtte stoppes af et skilt. Så var der en Volvo 245, hvor koblingskablet sprang, mens jeg kørte på motorvejen. Så blev DEN også solgt igen! Vi havde en Opel Astra fra ny. Vi kørte direkte fra forhandleren og til plantecentret i Bilka, men da vi kom ud igen, var der én der havde lavet 2 nydelige buler i begge døre i højre side! Den var vi i det hele taget temmelig uheldig med : Rasmus gik forbi med sin cykel og opdagede at han kunne tegne på den med håndbremsen, Erik havde givet carporten Gori men Kasper troede det var vand der var i spanden og ville lige hjælpe far med at vaske bilen, men hovedet på sømmet var da et fiberhjul til tandremmen sprang og motoren brændte af. Så solgte vi altså også DEN bil igen. Vi har haft et par Opel Vectra’er i forskellige farver, den sidste var koksgrå og mens vi boede ved Vesterhavet måtte jeg have start hjælp stort set hver uge, fordi havgusen fik nogle spoler til at ruste. Vi har også haft en Skoda Octavia, som desværre kom til at ligne en dørkplade på taget efter at have fået 10 rummeter træ ned over sig. Og sådan kunne jeg blive ved. Hvis vi spørger min mand hvilken bil der har tjent os bedst, så er det nok den gule Opel som i mere end 5 år troligt fragtede ham på arbejde hver eneste dag. Den havde hul i bunden, så man kunne se striberne på vejen, den var ikke altid helt tør bagi, for der var vist også noget med en utæt bagrude, men den var nem at reparere og man kunne køre igennem politiets fartkontrol med speederen i bund, uden risiko for at få en fartbøde.

Spørger vi igen min mand, så synes han egentlig også han havde gjort et ret godt køb med den grønne Nissan. Og han har ikke gjort sig særligt store anstrengelser for, at vi hurtigt skulle få den solgt og en anden købt. For det gik jo fint og han kunne godt lide at der ikke stod for mange penge bundet i biler ude i indkørslen. Men i påsken blev vi spurgt om vi var interesserede i at sælge og jeg kom vist til at sige ja lidt for hurtigt, for i søndags blev den afleveret til den nye ejer og nu har vi kun benzinslugeren til arbejde! Jeg tror dog ikke der kommer til at gå flere uger, før vi har en anden vogn holdende ude i indkørslen, for efter vi har fyldt benzin på Audi’en 2 gange er min mand kommet til den konklusion at nu går det vist ikke at trække beslutningen meget mere i langdrag. Nu er vi (så vidt jeg er blevet orienteret) blevet enige om, hvilket mærke og model vi går efter og torsdag var vi i Ringkøbing og se på én og i går var vi i Bilernes By og se på et par stykker. Og hvis bare prisen kan forhandles, så vil vi forhåbentlig kunne køre til Sjælland næste weekend i en lidt større bil.

Askeskyen ser heldigvis ud til at være drevet over, ikke bare for denne gang, men også så den ikke kommer til at genere flytrafikken i Europa længere. Forhåbentlig. Det ER jeg nødt til at tro på. For vi skal nemlig snart ud og rejse

Det kan vist ikke skjules at jeg elsker at arrangere rejser, bestille fly- og hotelrejser, checke ind online osv.osv. Så da vi på den første dag af askeskyens komme havde besøg af kolleger fra München, tog jeg det som en udfordring at få dem fra Billund til München på kortest mulig tid og med mindst mulig gene for dem. Jeg kan ikke prale af at det lykkedes, men det betød at jeg var ret optaget af askeskyens færden, fulgte med i, hvilke lufthavne der var åbne og hvilke der var lukkede, til Eriks store fortrydelse. ‘Fatter ikke du gider gå op i det’ blev han ved med at sige. ‘Vi har sgu’ alle godt af at opdage at der er nogle magter der er større end os selv’ - og mere i den dur. Han gad ikke engang kommentere, endsige høre historierne om de stakkels mennesker der ikke nåede hjem til deres familier, eller om dem der måtte møde i lufthavnen hver dag i en hel uge, inden de kom på deres drømmerejse. Men det fik da mig til at tænke på, om der også var risiko for, at VI heller ikke kommer på VORES næste ferie?

For én ting er, når sådan noget som en skide askesky går ud over andre mennesker, noget HELT andet er det, når/hvis det kommer til at gå ud over os!

Den 12. maj drager vi til USA på ferie. Ikke for at se på noget, vi ikke har set før, men “bare” for at se noget, vi har set før, bare på lidt nærmere hold og i lidt længere tid. Nu er det desværre begrænset hvor meget man kan nå på bare 2 uger, og kunsten består nok i at begrænse os, så vi ikke bare kører fra det ene sted til det andet (som en anden amerikaner - been there/done that-agtigt) og helt glemmer at nyde det undervejs. En af metoderne til at gøre det bliver at Erik og den ældste tager til Colorado (som dog er et sted vi IKKE har været før) for at udforske dele af Rocky Mountains, mens jeg selv flyver til El Paso og “nøjes” med at møde veninderne til frokost og shopping, shopping, shopping! (Skidegod fordeling, hvis jeg selv må sige det).

Men selvom vi har været meget omhyggelige med planlægningen, eller jeg skulle måske sige ISÆR fordi vi har været så omhyggelige, så ER der absolut INGEN plads til, at vi bliver forsinket! Så er det sagt! Jeg gider ikke bruge de første dage af min ferie på at sidde og bekymre mig over, om jeg kan komme afsted. Og selvom det lyder forjættende, så tror jeg egentlig også det vil blive enormt tilovers, hvis jeg heller ikke kan komme hjem på arbejde igen, når ferien den 25. maj er slut og vi bør sidde i en maskine fra Los Angeles til Amsterdam.

Så kryds lige fingre! Ikke?

Så er hverdagen igen igang efter en ellers dejlig weekend. Vejret var jo ualmindeligt pragtfuldt, solskin både lørdag og søndag og derudover  var vi til konfirmationer begge dage. Ja - 2 konfirmationer på én weekend - det er ikke så ringe endda!

Den første var lørdag aften. Konfirmanden var allerede blevet konfirmeret i kirken søndagen forinden, men uden sin mor, så hun fik 2 fester, og vi fik lov at deltage. Rigtig dejligt. God mad, godt arrangement, super godt selskab. Eneste lille minus var, at vi synes vi var nødt til at gå lidt tidligt, da vi jo skulle være friske til endnu en konfirmation dagen efter.

Og sikke en søndag. Sol fra en skyfri himmel, dejlig mad på kroen, en slentre-tur i Geografisk Have inden kaffen, og hotdogs til skrub-af-mad. Desuden var det endnu en dag omgivet af gode venner og familie og der er nu ikke noget bedre end det.

Men i dag er jeg ret balret. Træt som et helt alderdomshjem, men måske har det også lidt med vejret at gøre? På den anden side er det nu virkelig smart at det gode vejr kommer når man har fri og ikke når man er på arbejde, så jeg skal ikke klage. Håber bare at vi får endnu en dejlig weekend vejrmæssigt, når vi nu får en forlænget weekend forærende allerede fra torsdag aften.

Ha’ en god uge!

Nogle tror måske at inaktivitet på bloggen betyder, at jeg ikke foretager mig noget, men det er nu ikke korrekt. Jeg synes jeg har travlt, alt for travlt til at skrive, men det er selvfølgelig bare noget pjat.

Det bliver dog kun i punktform at jeg i denne omgang vil berette om, hvad vi har foretaget os, og så må jeg se om jeg ikke kan huske at få skrevet tingene ned, efterhånden som de sker

Efter en dejlig påske havde jeg en aften med veninderne, som havde været planlagt i rigtig lang tid. Martini-aften. Jeg havde afprøvet konceptet hos en veninde i USA og synes det kunne være sjovt at se, om det også ville kunne fungere herhjemme. Vi skal dog lige arbejde lidt med det - men næste aften er allerede planlagt og jeg kan i hvertfald sige at JEG er blevet glad for at kunne servere en cocktail for gæster, inden vi skal spise. Jeg har tidligere skrevet om min oplevelse i El Paso, og jeg er lidt i tvivl om vi skal døbe det om til cocktail party, for i USA er martini stort set alle slags drinks, mens en martini i vores ører lyder som noget mest James Bond drikker. Men alt i alt var det fantastisk at prøve nye drinks, jeg havde printet en liste så vi kan krydse dem af, efterhånden som vi kommer igennem dem, og specielt den sidste - Snigende Ejnar - var et hit!

Derudover har jeg været på årets første besøg i LEGOLAND. Min niece fyldte 7 år på en tirsdag og hendes forældre besluttede at da fødselsdagen var blevet fejret flere weekender i træk, så ville de på selve dagen lave noget specielt. Og det blev en tur i LEGOLAND hvor Faster altså også fik lov til at komme med og det samme gjorde selvsamme Fasters store dreng og fødselarens jævnaldrende kusine. Det var en dejlig dag - 18 grader og nærmest som en dejlig sommerdag - og vi fik også årets første is (ok, NOGEN havde vist fået en før, men JEG fik altså årets første is). Det blev en rigtig dejlig dag, selvom 3 timer uden kø foran forlystelserne stadig ikke rigtig er nok, når man er nogle små skolepiger!

Jeg er som bekendt startet på at gå til yoga. And I love it! - som Ole Henriksen ville sige det

Desværre er der ikke mange gange tilbage her i foråret, faktisk tror jeg kun der er 4 gange tilbage, inden de stopper for sæsonen og først starter op igen til efteråret. Forhåbentlig har jeg inden da lært så meget, at jeg kan bruge nogle af teknikkerne herhjemme, så jeg også hele sommeren kan sove så godt, som jeg har gjort de sidste par måneder.

Selvom jeg ellers ikke går op i det med “mind and body” og holistisk indstilling og “jorden kan forny sig selv” og hvad vores underviser ellers underholder med, mens vi laver vores øvelser, så talte vi før påske om “mindfulness” - et nyt fænomen som er begyndt at vinde indpas herhjemme. Det kommer fra budhismen og handler i korte træk om, at man er “tilstede i nuet, uden at dømme”. Lidt længere forklaret, betyder det at man skal kigge på sine omgivelser, mens man er i dem, i stedet for konstant at tænke på, hvor man er på vej hen, hvor man var eller hvad man kunne drømme om eller ønske sig. Bare glæde sig over, at man er!

Her til morgen følte jeg mig ret meget til stede da jeg hældte havregryn op til min havregryn og kiggede ud ad vinduet for at kigge ud på fjorden. Hvor ER det en smuk morgen! Solen er stået op og der ligger en lav dis ud mod bæltet, mens det i retning af byen er fuldstændig blikstille, solrigt og et fantastisk blåt og flot vand!

Hvor er det et dejligt sted vi bor. Specielt på morgener som denne. Også selvom jeg (næsten) ikke kan lade være med at tænke på, at jeg er om et øjeblik skal til tandlæge!

Ha’ en god dag!

Kan det virkelig være rigtigt at det snart er slut med påskedagene? Eller er det bare mig der er lige hurtig nok til at få den overstået?

Skal lige huske at sige at det egentlig har været en rigtig dejlig påske. Også selvom jeg skulle arbejde de 3 dage før, noget jeg ellers havde håbet på at kunne springe over. På den anden side, så får man også rigtig meget fra hånden, når man sidder i en afdeling og næsten er den eneste, der er der.

Anyways, så startede påskedagene med at vi allerede onsdag kørte over og tilbragte natten hos vores ældste søn. Der er nu noget specielt ved første gang man overnatter hos ‘børnene’. Hvilket jeg altså kan tale med om nu. Ikke på nogen ubehagelig måde, snarere tværtimod, vi havde en enormt hyggelig aften med take-out og god film i fjerneren og vi havde en rigtig dejlig morgen sammen Skærtorsdag, inden vi kørte i sommerhus for at mødes med resten af familien. Vejret var rigtig dejligt, kun ganske lidt regn og blæst, selvom jeg nok må indrømme at det virkede lidt koldt, når det også blæste. Vi fik påskefrokost på en lokal restaurant, med alt hvad hjertet kan begære og mere til. Om aftenen, traditionen tro, påskelam og myntegele

Fredag blev der holdt fødselsdag i familien, så vi fortsatte hvor vi slap torsdag - med at spise. Lige fra morgenstunden var der mere end rigeligt på bordet. Vi valgte at køre hjem igen allerede fredag aften, for lørdag skulle vi til 80′er fest hos en af mine kolleger, og det ville vi gerne have tid til at forberede.

Jeg havde været med min søster ude og shoppe tøj til anledningen. Hvilket slet ikke var svært. Vi havde tidligere på ugen været hos diverse genbrugsbutikker, men de handler selvfølgelig ikke med tøj, der var moderne i 80′erne. Det gør man til gengæld i rigtig mange modebutikker i dag. For det viser sig at meget af det tøj vi gik i dengang, igen er blevet moderne. Måske lige med undtagelse af skulderpuder, men dem kan man jo så heldigvis købe ved siden af.

Jeg fik også creppet mit hår. Det har jeg aldrig prøvet før, og det havde nok været mere smart, hvis jeg samtidig havde været mere blond, men vi fik skabt noget der lignede Lecias (hende fra Laban) frisure fra dengang. Dertil gamacher, benvarmere, uformelig sweat kjole og masser af plastik smykker. Det var virkelig festligt at se de andre gæster, da vi ankom. Folk havde virkelig gjort meget ud af det, og ikke kun min egen mand, men faktisk flere af de tilstedeværende mænd, havde i dagens anledning anlagt overskæg! Der var stramme jeans og habitjakker med opsmøgede ærmer til herrerne, kam  og pung i baglommen og damerne havde mere eller mindre krøllet hår og de fleste havde iført sig benvarmere. Og musikken var selvfølgelig helt fantastisk! Menu’en stod på : rejecocktail, grill kylling (dog ikke lørdagskyllingen) med hasselback kartofler og salat, og til dessert is. Velkomstdrinken var en tequila sunrise og til kaffen var der baileys og ingredienserne til irish coffee! Ren nostalgi!

I dag slapper vi af, inden vi skal mødes med svigermekanikken. Desuden kører vaskemaskinen på fuld knald, for det er jo snart hverdag igen - endda en meget kort uge! Og fredag skal jeg mødes med mine veninder til en omgang ‘martini-aften’ - men derom senere!

Fortsat god påske!