Familien i El Paso

Det er simpelthen så dejligt at være kommet på igen, så jeg kan skrive indlæg. Uvist af hvilken grund mente jeg, da vi tog på ferie i Danmark, at min blog ikke ville tage skade af at holde ferie sammen med mig, men jeg har virkelig savnet det. Så nu kommer der igen lidt liv.

Vi har haft en super dejlig ferie indtil nu. Den varer ikke meget længere - kun indtil på mandag - men de sidste dage vil også blive nydt i fulde drag, nøjagtig som de første par uger er blevet det.

Kalenderen var godt fyldt op, og folk spørger mig tit, om jeg ikke bliver helt vildt træt, med alle de ting vi skal, men der er ikke en eneste af de ting jeg har haft i min kalender, som jeg ville ønske jeg ikke skulle. Og vi har endda undervejs kunnet putte flere ting ind. Det eneste jeg fortryder, er det jeg ikke har nået og dem jeg har været nødt til at sige nej til. Som fx de studentergilder som vores venners børn har inviteret til, dem har vi desværre været nødt til sige nej tak til. Men sådan går det desværre en gang imellem.

Til gengæld har vi også haft tid til at slappe af mellem alle besøgene, og alt i alt har det som sagt været en dejlig ferie.

På mandag går det mod El Paso igen. Og faktisk glæder jeg mig da også til at komme tilbage. Så har jeg alle mine ting tæt på igen, og mit tøj kommer også til at passe med vejret. For jeg har desværre haft det forkerte tøj med, så noget af det jeg havde planlagt at skulle have på til en fest eller et besøg har måttet blive i kufferten, og noget andet måtte vaskes en ekstra gang, så det kunne genbruges. Men sådan er vilkårene desværre med det danske sommervejr, man er nødt til at være forberedt på lidt af hvert.

Noget af det bedste har været de nye kartofler og jordbærrene. Hvor smager det hele bare dejligt, når det lige er gravet op af jorden eller plukket af planten, blot et par timer inden det skal spises. Så er det i virkeligheden fuldstændig ligegyldigt hvordan vejret er, når man bare kan få en kartoffelmad til frokost

Så er der ikke mange timer til at jeg flyver mod Danmark. Denne gang skal Erik og Rasmus flyve alene over Houston og Amsterdam, mens jeg tager turen over Denver og Frankfurt. Jeg flyver 2 timer senere end dem, men ankommer til Billund 8 timer senere. Møg, men sådan er det. Jeg har købt en lydbog som jeg vil lytte til på min ipod, hvis jeg skulle komme til at kede mig, bogen hedder My Sisters Keeper og er skrevet af Jodi Picoult. Jeg fik den anbefalet, og håber at den er lige så god, som den efter sigende burde være.

Vi skal blive i Danmark resten af juni måned, jeg skal dog selv lige skal et smut til Prag og besøge en god veninde, men der er ingen garanti for, at jeg oplever noget, der vil være værd at skrive hjem om. Så hvis nogen synes der bliver lidt stille, så er der altså en god grund til det.

God sommer!

Så skulle man jo tro at hun smed håndklædet i ringen. Hillary Clinton. Rygterne har svirret i alle medier siden i går formiddags om, at NU ville hun stoppe og give op. Og så holder hun alligevel en tale i går aftes om, at hun nægter at tage en beslutning nu, at hun stadig har et ansvar overfor alle dem, der har stemt på hende osv.

Men i dag kom endnu et rygte. De siger at hun vil opgive kampagnen til at blive demokraternes næste præsidentkandidat på fredag. OG at hun arbejder alt hvad hun kan på, at hun skal blive Obama’s vicepræsident.

Vi kan kun vente og se. Indtil nu har det alene været Hillary Clinton der har besluttet hvad hun ville gøre, og det tror jeg også at det bliver i dette tilfælde. Men mon ikke det er sandsynligt at hun endelig indser at Obama har vundet nomineringen?

Så er vi kommet hjem igen efter en lang tur til Californien. Ville lige nå at skrive, inden jeg går i seng og forsøger at få nogle af de mange kilometer ud af kroppen.

Vi kørte i onsdags og overnattede natten til torsdag i Tucson i Arizona. Torsdag kørte vi mod Grand Canyon og nåede at møde nogle af alle de mange andre danskere, som i sommer formodes at skulle besøge USA. Ikke fordi vi mødte nogen vi kendte, men man kan faktisk spotte en dansker på lang afstand. Mest fordi de taler så højt at man ikke kan undgå at høre dem, formodentlig fordi de forventer at der ikke er nogen der forstår hvad de siger. Og vi fik da også en kommentar med på vejen, for en af de andre sagde “ja, man kan efterhånden ikke undgå at møde andre danskere, når man rejser ud i verden”. Lige hvad jeg selv tænkte.

Efter Grand Canyon overnattede vi i Williams på Route 66, og selvom vi fandt en lille restaurant omme i en baggård, så sad der sørme også et dansk par ved et af de 7 borde de havde der……..

Fredag kørte vi til Las Vegas og vi var enormt heldige med at få en god pris, så vi indlogerede os på Caesars Palace og mødtes med Erik, da han stødte til os fra Connecticut til midnat. Vi så springvandet ved Bellagio’s flere gange, og vandt $10 som kunne bruges i casinoet ved Monte Carlo og sørme om vi ikke vandt! Nettofortjeneste = $53.50 som blev brugt på øl som vi kunne fejre det med

Lørdag kørte vi mod nordvest og overnattede ikke langt fra dansker-kolonien Solvang. Havde jeg vidst hvad der ventede mig derinde, så havde vi nok overnattet der i stedet. Men det må vente til vi om en måneds tid kører forbi igen. Vi mødte en ældre herre som tiltalte os, og vi fandt ud af at Hr. Petersen var efterkommer af danskere der var udvandret til Vancouver og efter han for 53 år siden blev uddannet til arkitekt, var han med til at skabe byen. Han fortalte os en masse om hvordan det var blevet til, og så insisterede han på at fylde en pose med wienerbrød til os hos den lokale bager. Vi fandt bagefter ud af at han selv ejede Mortensen’s bakery - og vi ærgrede os lidt over at vi ikke havde mere tid til at tale med ham. Jeg vil sende ham en tak på e-mail - for kringlen OG smørkransen blev nydt ved en tankstation ved havet - og det smagte næsten som min Mormor lavede den!

Søndag var det planen at tage i Universal Studios - men desværre brændte det i kulisserne og parken blev lukket. Så vi måtte “nøjes” med en tur ned ad Sunset Blv. og køre forbi Ole Henriksen - og bagefter tog vi en gåtur ned ad Rodeo Drive og kiggede på vinduer ind til de mange, dyre forretninger. Vi så endda en forretning med hele 3 bodyguards udenfor - men de ville ikke fortælle, hvem det var de beskyttede. Øv!

Natten til mandag overnattede vi tæt på Santa Monica Pier og Los Angeles international Airport, for familien skal rejse videre mod Danmark tirsdag eftermiddag. Men vi valgte at efterlade dem i Los Angeles, så de kan tilbringe den sidste dag i USA alene, mens vi kørte mod El Paso. Og 800 miles og 13½ time senere er vi nu endelig landet herhjemme, forsøger lige at blive opdateret med e-mails og nyheder og så vil jeg på hovedet i seng.

Og så skal jeg lige huske at sige at jeg er blevet pap-moster i nat! Min pap-søster har fået en lille pige - Tillykke Helle og Jesper!

Vi har gæster i denne uge. Hvis nogen skulle have glemt det.

De ankom i onsdags og siden har vi stort set været ude på tur hver eneste dag.

Mest shopping, skal det dog lige tilføjes. Ikke fordi jeg insisterer, men fordi der er så mange ting, man ikke kan undvære.

Vi har dog også hygget os. “Drengene” (Erik, Erling og Rasmus) har fx været ude og køre - nej ikke markræs - men ørkenræs.

Og det var ikke kun mig der tog billeder

I weekenden kørte vi en lang tur. Var først i Juarez og vise dem hvor Erik arbejder, dernæst i Palomas og spise frokost og købe tequila, og i Deming hvor vi fik lappet vores punkterede bagdæk.

Fra Deming kørte vi gennem et pas til Silver City og uden vi vidste det var der Blues Festival og byen var fyldt op med Harley Davidson-bikere og deres piger. Flot at se på må man sige.

Vi valgte dog at køre hjem fra Silver City og overnatte derhjemme, inden vi søndag kørte mod Carlsbad Caverns, en af verdens største drypstenshuler. Det var en lang tur, men det var absolut køreturen værd. For undervejs ser man jo også de store vidder, forskellen på ørken og prærie og store bjergformationer, som det kan være svært at forestille sig, engang var havbund.

Mandag var det Memorial Day og derfor var det lidt svært at få gjort de sidste indkøb, så vi må på den igen i dag. Men jeg klager ikke

Fra i morgen er der et stramt program : Hike i Aquirre Springs ved Las Cruses, derefter pakker vi og kører til Tucson, hvor vi vil overnatte. Torsdag kører vi mod Grand Canyon og fredag over Hoover Dam mod Las Vegas. Hvor jeg tror vi vil blive i 2 dage. Og derefter Los Angeles, inden vi mandag skal sige farvel til vores gæster, som flyver hjem tirsdag. Og så har vi travlt med at køre hjemad, så vi kan mødes med Kasper, som lander i El Paso tirsdag eftermiddag. Og så skal der vaskes og pakkes, inden vi selv rejser til Danmark den 6. juni. Men det er der selvfølgelig meget længe til……

For første gang siden vi er flyttet herover, har vi oplevet en punktering. Det skulle jo nok komme på et eller andet tidspunkt, og det var altså lørdag formiddag.

Vi var på tur med vores gæster, og skulle køre en strækning langs den mexicanske grænse, hvor der flere gange i år er rapporteret skyderi. Der patruljeres meget med både border patrol og politi, på trods af, at der ikke er ret meget trafik. Men det er åbenbart kun biler, der er få af, åbenbart er der rigtig mange som søger over grænsen til New Mexico lige på dette sted, og narkobander jagter hinanden.

Derfor var jeg heller ikke ovenud begejstret, da Erik - efter at vi var kørt over en dyrerist på vejen med fuld fart - kunne høre et højt smæld, og efter ca. 5 minutter kunne se at trykket i venstre baghjul faldt - meget hurtigt endda.

Vi var ca. 30 minutters kørsel fra Palomas, hvor planen var at køre over og få frokost, og vi satsede lidt på at dækket ville holde så længe. Efter 10 minutters kørsel holdt vi dog ind, konstaterede at luften ikke bare langsomt sivede ud af dækket, nej det fløjtede med fuld fart ud. Vi sprang ind i bilen igen og håbede på at når trykket efterhånden var blevet lavt, ville det tage lidt længere for resten af luften at sive ud, så vi forhåbentlig kunne finde en mekaniker i den nærmeste by.

Men nej. Efter yderligere 5 minutter var dæktrykket nået ned på 15 psi og Erik turde simpelthen ikke køre længere. Så vi holdt ind.

3 mand så på (og en fotograferede begivenheden) mens 1 person arbejdede.

Og vi kunne konstatere at det var et overordentligt stort søm, vi havde formået at få ind i dækket.

Eller søm var nok for meget sagt. Min onkel siger det hedder en afstandsklods, og sandsynligvis er noget en lastbil har tabt.

Bilen kom nu til at se latterlig ud med reservehjul på, men køre kunne vi heldigvis bagefter.

Da vi kom til Columbus, var der heldigvis en mekaniker som reklamerede med, at han kunne lappe punkterede dæk, men en kunde var lige kommet før os, så vi kom til at vente et kvarters tid.

Så kunne vi jo stå og se hvordan den slags foregår ude ved vejsiden. Mekanikeren var hurtig og venlig og talte udmærket engelsk, men da vi endelig kom til viste det sig, at hans udstyr var for småt til vores store dæk. Han kunne kun tage 17″ dæk mens vores er 18″. Så vi måtte tage til Palomas og købe tequila og spise frokost og køre videre til den nærmeste større by for at få lappet og skiftet dækket.

Hvilket vi så gjorde. Bilen kom på et fint værksted, vi fik købt lidt ind og kunne - efter at have betalt regningen for lapning ($9,50) køre videre på vores lille tur.

Så har vi også prøvet det.

Jeg blev noget overrasket da jeg i et show med Dr. Phil så at man diskuterede korporlig afstraffelse af børn. Ikke at de diskuterede det, den mand kan jo efterhånden blande sig i hvad som helst, og vil meget gerne give sin mening til kende og uddanne folk om, hvordan de skal opføre sig.

Det jeg blev overrasket over var at opdage at det i 22 stater rent faktisk er tilladt at afstraffe skoleelever korporligt, hvis blot forældrene har givet deres tilladelse. En mor fortalte, at hun havde besluttet at flytte sin 12-årige søn, som lider af ADHD, til en alternativ skole, hvor de bruger et bat til at slå børnene med, hvis de er uartige, fordi han på sin gamle skole havde tendens til at slå de andre børn. Og på den nye skole havde de overbevist hende om, at hvis hun bare lod dem slå ham, så skulle de nok få ham til at holde op med det.

Det er ikke sådan at de bare griber ungerne og smækker dem en gang bagi, men afstraffelsen bliver fastsat til et bestemt tidspunkt, der er en bestemt lærer (bøddel) på skolen som udfører straffen, men altid under overværelse af et vidne. Derudover kan der ikke gives mere end 3 slag bagi med battet.

Den pågældende dreng var fuldstændig færdig over at skulle slås, han ringede hjem til sin mor inden straffen skulle eksekveres og bad hende så mindeligt om, at hun skulle få det stoppet. Men hun stod fast, lod ham blive slået, og da han bagefter kom hjem fra skole og klagede over at han havde ondt bagi, så bad hun ham om at klappe i og lade være med at pive.

Om aftenen kunne drengen dog ikke sove pga. sin bagdel, den gjorde så ondt at han stod op igen og bad hans mor kigge på den, og hun måtte konstatere at der var et kæmpe mærke efter battet. Og det på trods af at det var blevet givet igennem cowboybukser og ikke direkte på den bare hud.

Skolen mente ikke at de havde slået for hårdt, og i øvrigt havde han nok fået det slemme mærke ved at falde på baseball banen, hvilket en uvildig læge dog kunne fastslå at det kunne han ikke have fået.

Jeg blev virkelig overrasket over at finde ud af at den slags kan være lovligt. Specielt fordi jeg har en veninde her i El Paso, som blev meldt til politiet fordi naboen mente at kunne høre at børnene blev slået. Og Debbie var Connecticut har prøvet det samme da hendes nu 30-årige datter var lille. Og så er det stadigt tilladt i blandt andet Texas at lærere må slå eleverne. Så er der da ingenting der hænger sammen længere.

Indrømmet, jeg har ikke fulgt særligt godt med i de 2 seneste primærvalg, og faktisk kom det næsten bag på mig, at der igen i går var 2 stater der skulle stemme.

Måske fordi det efterhånden er ret forudsigeligt, hvem der vinder og hvem der ikke får så mange stemmer, og hvad de bagefter vil sige.

Obama vandt som ventet Oregon, men ikke så stort som Hillary vandt Kentucky. Til gengæld var sejren i Kentucky ikke nok til at sikre at Hillary bliver valgt som demokraternes præsidentkandidat, og mange spørger efterhånden sig selv, hvorfor hun ikke bare trækker sig, og lader Obama komme i gang med det det egentlig handler om, nemlig at føre valgkamp imod republikanerne.

Men selvom Hillary måske nok har indset at løbet for hende er kørt med hensyn til at blive præsidentkandidat, så foregår der ved siden af valgkampen også en kamp om at komme i betragtning til en anden post. Måske vicepræsidentkandidat? For bare en måned siden mente de fleste at det var helt hen i vejret at forestille sig Obama som præsidentkandidat med Hillary som vicepræsident. Flere kunne forestille sig, hvis det var omvendt, men ikke med den åbenlyse og indmellem hadske kampagne der har foregået mellem dem.

Men nu begynder kommentatorerne alligevel at holde denne mulighed åben igen.

Og hvem ved. Hvis det skulle gå som nogen tror og Obama bliver USA’s første sorte præsident, og ovenikøbet med USA’s første kvindelige vicepræsident, så kan det da være at Hillary i sidste ende ender på den øverste taburet. For flere mener nemlig at skulle Obama være så heldig at vinde præsidentvalget over McCain til november, så vil der samtidig være en pris på hans hoved, så vi nok kan regne med at nogen ihvertfald vil forsøge at ombringe ham. Men det må tiden vise.

Jeg har i hvertfald indgået et væddemål om en middag om, hvem der vinder det endelige præsidentvalg. Og jeg giver gerne en omgang, hvis det skulle blive Obama……

Der er i øjeblikket en masse snak om hegn der skal sættes op i grænselandet mellem Mexico og USA, så man undgår illegale indvandrere sydfra, om nye indrejseregler for at sikre landet imod terrorister, osv.osv.

Dette og jordskælvet i Kina har affødt en vittighed som jeg fik fortalte i dag :

Et jordskælv der måler 8.1 på Richter skalaen rammer Mexico. 2 millioner mexicanere dør og 1 million er kommet tilskade. Landet ligger i ruiner, og regeringen ved ikke hvad de skal gøre, eller hvor de skal spørge om hjælp til genopbygningen.

Resten af verden er i chok.

El Salvador sender papusa’er (en slags tortilla-brød).

Canada sender tropper der kan hjælpe mexicanerne med at kontrollere optøjerne.

Saudi Arabien sender olie.

Andre latinamerikanske lande sender nødforsyninger.

EU (undtagen Frankrig) sender mad og penge.

USA vil selvfølgelig ikke stå tilbage for de andre lande, så de vælger at sende 2 millioner mexicanere retur som erstatning for dem der døde!

For at forstå vittigheden skal man lige vide at der kommer ca. 3 millioner mexicanere over grænsen til USA hvert eneste år. Men jeg synes nu den var sjov

Det var sjovt nok ikke i en amerikansk avis, men i en dansk avis at jeg i dag kunne læse om en trussel mod blandt andet NASA og lufthavnen i Houston. Og det er ikke vejret, det er ikke terrorister, men derimod en myre-art som ellers oprindelig kun fandtes i Caribien, men som åbenbart er kommet med et skib til Texas’ kyst og har indvaderet det østlige Texas.

De spiser al elektronik de finder på deres vej. De har allerede invaderet en skole og dele af NASA og man har ingen midler man kan bekæmpe dem med, så der skal til at tænkes hurtigt, hvis ikke det skal gå helt galt. Og intet er for stort eller for småt for de små dyr. Ipod’s, telefoner, computere, gas- og elmålere, alarmsystemer. Den er helt gal.

Så nu arbejdes der som sagt på højtryk for at finde en måde at bekæmpe dem på, inden det går helt galt.

Læs mere på Jyllandsposten.