Familien i El Paso

Så skete det eneste der bare ikke måtte ske, desværre for mig. Jeg er blevet skadet.

Erik har hele tiden syntes at vores løbeprogram var lidt for ‘langsomt’, vi kunne godt gå lidt hurtigere frem, han ville gerne hurtigt i form, og synes ikke rigtigt det ‘rykkede’ når vi kun skulle løbe 1, 2 eller 3 minutter ad gangen. Det betød blandt andet at vi i fredags skulle løbe op ad bakken - for så kunne vi jo lige presse os selv og vores kroppe lidt ekstra, når jeg - den kedelige kone - ikke synes at det var værd at løbe længere, end programmet foreskrev.

Allerede da vi begyndte at gå op ad bakken, synes jeg at jeg kunne mærke noget bag på benet. Og da vi begyndte at løbe gik der ikke lang tid, før jeg begyndte at få virkelig ondt i min akillessene. Det var dog en lille trøst at når man løber opad skal man på et tidspunkt også løbe nedad, så jeg fik gennemført programmet - sådan da!

Desværre gik mine smerter ikke sådan lige væk igen. Og slet ikke når jeg gik op og ned ad trapperne herhjemme. Jeg håbede hele weekenden det ville gå væk, og satsede søndag eftermiddag på, at nu gjorde det meget mindre ondt, så kunne jeg nok løbe en tur igen.

Som sagt så gjort. Denne gang sendte jeg dog Erik afsted på hans egen tur, mens jeg løb så meget ligeud som muligt på min. Det gjorde ondt - men jo kun indtil jeg blev lidt varm, og når jeg indimellem havde gået, så gjorde det igen ikke så ondt - indtil jeg begyndte at løbe igen. Og helt galt blev det, da jeg kom hjem. Min hæl hævede. Jeg slog op på nettet under akillessene og kunne se at det er helt normalt at få betændelse i akillessenen som følge af overbelastning, specielt ved løb!

Jeg sov med fodenden hævet i nat og satsede lidt på at det var blevet bedre, da jeg skulle på arbejde. Det var det ikke! Så jeg endte med at få en akut tid hos vores fysioterapeut og han gav mig den opløftende besked : nul træning i 4-6 uger! Og det gælder ikke kun løb! Det er AL træning der er forbudt. Eller som han sagde, du bestemmer jo selv om du vil træne og have ondt, enten giver du det 6 ugers ro nu, eller også kan du risikere at det bliver kronisk. Og hvem har lyst til det? Jeg kunne dog næsten heller ikke bære at jeg ikke må løbe, spille badminton eller bare gå op og ned ad trapperne. Det med trapperne var nu lidt spøjst, for jeg må gerne gå op ad trapperne. Og så må du tage elevatoren ned, som den sjove fysioterapeut sagde. Det er bare lidt svært, når man bor i et hus med både kælder, stueetage og 1. sal! Og trapper op til entre døren! Men måske skal jeg se om jeg kan øve mig i at kure ned ad gelænderet……..

Så jeg er altså lidt skidt-mads i dag! Og ret ærgerlig! Nu var jeg lige kommet så godt i gang, havde tabt 1½ kg på 2 uger og hvordan skal vores vandretur i USA nu gå? Det bliver ikke let at komme i form til, med mindre jeg kommer godt i gang med at cykle og svømme i stedet. Så - op på hesten fru K!

- eller noget i den stil. Det er i hvertfald helt til overs at løbe en fredag eftermiddag efter en travl uge på arbejdet, sammen med sin mand, når han føler at det er nødvendigt liiiiige at se, om vi ikke kan løbe lidt længere end det, der står i programmet. Eller hvad med at løbe opad? Eller hurtigere? Eller….. Og det virker da slet ikke når han så siger “så må du presse dig selv lidt hårdere”! Røv…… For fremtiden kan han få lov til at løbe opad og lidt længere sammen med sig selv, så vil jeg tage mit lige stykke - alene!

I hvertfald virkede det ikke på mig i dag. Måske fordi jeg bare var træt, eller fordi jeg slog både min egen og hans badminton makker i 2 sæt i går og jeg ikke har nået at restituere (nyt ord jeg har lært) igen. 

Jeg kan ikk engang nyde at det er weekend endnu, for nu mangler jeg stadig at gøre hele huset rent. Jeg hader fredage…….. i dag…….lige nu……

Det er helt fantastisk at løbe en tur (nå ja, SÅ langt løber jeg jo heller ikke, men man skal jo starte et sted, ikke) en onsdag eftermiddag langs med fjorden, med solen lige i ansigtet og svaner og ænder der sejler forbi og et mylder af småfugle og vintergækker i alle haverne. Så bliver man da bare vildt glad oven i låget, også selvom hjertet hamrer og lungerne piver. 

Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at forsøge at glemme at vejret kan vende og blive koldt og gråt igen, og de næste par dage vil jeg i stedet bare nyde at vejret er dejligt og foråret er på vej sammen med overgangen til sommertid og jeg vil glæde mig til nogle få fridage i forbindelse med påsken, som skal tilbringes i selskab med det meste af den nærmeste familien. 

Glædeligt forår og god påske!

Påskelørdag er vi inviteret til en kollega’s 40-års fødselsdagsfest. I invitationen stod der : Kom som du så ud i 80′erne, og medbring et billede af dig selv.

Jeg er ikke sikker på at de ønsker at se, hvordan jeg så ud dengang. Brillerne var hvad de i Louis Nielsen reklamerne kalder ‘vintage’ og når jeg en enkelt gang imellem kommer til at finde mit kørekort frem, må jeg gremmes! 

Desværre vejer jeg væsentligt mere, end jeg gjorde dengang og alle mine habitjakker med ‘puller-skuder’ er for længe siden smidt på lossepladsen eller til genbrug. Måske kan jeg stadig finde det hos Frelsens Hær eller en anden genbrugsforretning?

Erik ligner stort set sig selv fra dengang. Lige med undtagelse af skovsneglen under hans næse. Jeg var i gang med at udtænke en ide til, hvor vi kunne købe et falsk overskæg. Men i går da vi sad i bilen kom jeg til at se på ham og synes han havde betænkeligt lange skægstubbe på overlæben, og da jeg spurgte om han havde glemt at barbere sig, var svaret bare at ‘du sagde jo jeg skulle have overskæg til festen’! Så nu har jeg også beklaget mig til min kollega over at jeg skal leve med sådan et cykelstyr i 3 uger!

Men jeg tror til gengæld godt jeg kan finde noget lyseblåt til øjnene måske kan vi finde en enkelt polo shirt med krokodille på til Erik. Er der ellers nogle gode ideer?

I dag er det Rasmus’ fødselsdag - hurra, hurra, hurra!

18 år - det er ikke så lidt. Så nu er den yngste af mine drenge også blevet ‘voksen’. Mærkeligt som ungerne bare bliver ældre og ældre - mens vi selv stadig er unge

God fødselsdag, dreng!

Vi er begyndt at løbe herhjemme. Motion er indtil nu noget vi har praktiseret i tankerne, vi har haft alle de gode intentioner, men udførelsen blev det ligesom ikke til noget med. Hele tiden har der været noget i vejen, det har været for mørkt/koldt/glat/vådt - undskyldninger har der ikke manglet.

Men nu skulle det altså være. Allerede for mere end en måned siden blev tøjet indkøbt. Vi skulle jo nødig gå ned på udstyret! Jeg kan dog ikke prale af at vi ligefrem havde prøvet tøjet på. Det lå lunt og godt i en pose med alle mærker i og ventede bare på, at vejret skulle blive, så vi fik lyst til at løbe en tur. Jeg synes dog jeg havde vurderet at det var de rigtige størrelser, men det viste sig at løbetrøjen til Erik var mindst 1 nummer for lille (havde jo nok været liiige optimistisk nok med hensyn til hans størrelse) til gengæld var tøjet til mig ikke nødvendigvis for småt, men jeg måtte konstatere at det nok ikke er meningen at personer med min form, bør iføre sig løbetøj. For selvom det var købt rigeligt stort, så betød det egentlig bare at ærmer og benlængder var forlænget, så det hele hænger. Kønt er det ikke - men man er jo nødt til at starte et sted, ikke?

Men som sagt måtte vi konstatere at tiden ikke rigitg har været til løbeture. Indtil i søndags. Vi var tidligt oppe, solen skinnede, et løbeprogram blev downloadet, tøj og sko kom på, og vi nærmest sneg os ud af døren og håbede at vi ikke ville møde nogen vi kendte. Vi var dog knap kommet ud af indkørslen før vi bogstaveligt talt løb ind i min røvirriterende friske og meget energiske kollega.

På den anden side, så er det nok meget godt at der nu er nogle vidner til vores fremskridt. Ellers vil det nok bare være alt for let at stoppe igen. Og jeg må indrømme at da vi i dag skulle afsted igen, (og det er altså ikke fordi vi lægger specielt hårdt ud) var det kun fordi vi alle 3 skulle afsted, at jeg valgte ikke at bakke ud. Og som de røvirriterende friske og meget energiske sportsentusiaster plejer at sige : så var det jo også ret dejligt - bagefter!

Vi skal efter planen være i stand til at løbe 1,5 km i ét stræk allerede i uge 5 og 5 km efter 11 uger, hvis vi følger programmet og løber 3 gange om ugen. Jeg håber - så kryds venligst fingre for os!

Jeg kom i dag til at kigge i mine ‘kladder’ her på bloggen. Indlæg, som jeg har været ved at skrive, men af en eller anden grund ikke har fået gjort færdige eller synes jeg alligevel havde lyst til at dele med andre.

Dette indlæg er en af dem. På historikken kan jeg se, at jeg har startet det allerede i september 2008 og at jeg har rettet i det et par gange. Nu giver jeg det et forsøg mere, men er klar over, at det godt kan give en del debat. Det tror jeg til gengæld også at jeg er klar til nu, så kom bare an

Det er sjovt egentlig, den måde vi danskere ofte er sat sammen på. Jeg tror det hænger sammen med den måde vi lærer i skolen, at det er i orden at stille spørgsmålstegn ved autoriteter og at vi har lært at vi skal have vores egen mening om stort set alting. Og for mange betyder det, at de har virkelig svært ved at høre på mange andre end sig selv, også når det kommer til emner, de ikke har nogen forudsætninger for at vide noget om.

Det gælder også udstationering. Jeg er ikke i tvivl om, at janteloven også har en del med det at gøre, for bare fordi vi har prøvet det 2 gange, skal vi jo ikke tro, at vi ved alt om udstationering. Hvilket jeg heller ikke gør, men måske det kunne være interessant bare at høre, hvad jeg havde at sige?

Jeg kan desværre ikke længere huske grunden til at jeg startede dette indlæg for 1½ år siden. Men jeg kan tydeligt huske, hvorfor jeg tog det op igen nogle måneder senere. Jeg havde nemlig talt med en medarbejder i Århus kommune, som var ved at fortælle mig om, at man i kommunen havde haft planer for at en decideret ‘Ex-pat’-by, som skulle være en bydel, hvor udenlandske medarbejdere i danske virksomheder skulle kunne bosætte sig, der skulle være en international skole og børnehave osv. Men ideen blev skrottet igen, for man havde i kommunen indset at det var jo ikke måden at integrere udlændinge på.

Og det var nok her, min kæde sprang af. For udstationerede medarbejdere har ingen intentioner (de fleste i hvertfald) om at tage permanent ophold i det land, de er udstationeret til. Rent bortset fra at det er så dyrt for deres virksomheder, at de fleste virksomheder har en frist på, hvor længe man overhovedet kan være i stillingen, og vil man blive i den udover den frist, så bliver det på lokal kontrakt osv. Det betyder altså at familiernes primære grund til at være der er, at én af forældrene skal klare en opgave i virksomheden, og når den er klaret, ofte i løbet af 2-3 år, så rejser de tilbage til hvor de kom fra, eller videre på en ny opgave et andet sted i verden. Og så er det de færreste der har behov for at lære dansk og blive ‘integreret’.

De har selvfølgelig behov for at lære nogle mennesker at kende, have mulighed for at kunne komme til nogle fritidsaktiviteter og det er virkelig vigtigt for dem, at især deres børn trives.

Mange af disse familier har tidligere været udstationeret, og uanset om vi kan lide det eller ej, så begynder engelsk at være et af de sprog, man altid kan kommunikere på, uanset hvorhen i verden man kommer.

Vi er da heldigvis kommet et langt skridt i forhold til internationale skoler, de fleste større byer med respekt for sig selv har på deres ungdomsuddannelser en international linie. Men jeg har for det første hørt fra danskere, hvis børn har gået på internationale skoler i udlandet og gerne vil fortsætte når de kommer hjem, at niveauet er af varierende karakter, grænsende til det lave, og desuden er der meget få steder, udover København, hvor man har internationale skoler på folkeskoleniveau.

På min virksomhed har vi virkelig svært ved at tiltrække udenlansk arbejdskraft. Så nu er der sat en undersøgelse i gang. Og en af årsagerne til at flere udenlandske medarbejdere trækker sig i forhold til at flytte hertil er, at der ikke er nogen steder (da virksomheden ikke ligger på Sjælland) hvor en medarbejder kan være sikker på at deres børn får et skoleophold af international karakter, og det er de færreste steder hvor en ægtefælle, som ofte ikke arbejder, vil kunne aktiveres i dagtimerne, medmindre vedkommende er fitness fanatiker, studerende eller har lyst til at udelukkende at være sammen med nybagte mødre eller pensionister. Vi har massevis af tilbud om aftenen, men stort set ingen i løbet af dagen. Og det er der jo en virkelig god grund til, når man tænker på hvor få mennesker der - når der ikke er finanskrise, og mange arbejdsløse - går hjemme i løbet af dagen.

Og det er her, det med autoriteterne kommer ind, for er der nogen af dem der eksempelvis var med i arbejdsgruppen omkring en ex-pat-by i Århus, der selv havde været udstationeret? Nej! Og er der i arbejdsgruppen, der skal undersøge hvorfor vi ikke kan tiltrække udenlandsk arbejdskraft til min virksomhed, der spørger nogle af de mange medarbejder som rent faktisk HAR været udstationeret, om de har en mening om emnet? Nej! De behøver ikke spørge mig, men da jeg er medlem af en gruppe af ‘ex-ex’pat’ere på min arbejdsplads ved jeg, at ingen der er blevet spurgt heller.

Hvorfor? Jeg mener, hvorfor er der ikke nogen der tænker, gad vide om der er nogen der har en bedre forudsætning for at svare på spørgsmålet, end vi har? Næ, i Århus tager man beslutningen om at droppe ideen, og tager forslaget af bordet, og går videre til næste opgave. Og i min virksomhed er man nu kommet frem til at i stedet for at undersøge, hvorfor vi har svært ved at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, så vil de lave en artikelserie om de medarbejdere som turde tage springet og rent faktisk har haft en succesoplevelse med at flytte til Danmark. Hvilket jo også er ret fint, story-telling er et væsentligt redskab, når det kommer til at flytte nogle grænser, men kan det stå alene? Vil der være flere potentielle medarbejdere derude som vil tænke “aha, John kunne godt få det til at fungere, så mon ikke også min familie vil komme til at synes om det, på trods af at der ikke er de faciliteter, som vi ellers har øverst på prioriteringslisten?”

Næppe. John og den anden medarbejder kan jo have vidt forskellige baggrunde eller familieforhold, de kan have forskellige værdier, og det, der fungerer for den ene, vil ikke nødvendigvis fungere for den anden.

Men - på positivlisten skal tilføjes at vi rent faktisk har haft held til at rekruttere en dygtig finanspige, som inden længe flytter sin familie fra USA til Danmark. Hun er oprindelig fra Tyskland, hendes mand er fra Italien og de vil sandsynligvis bosætte sig med deres 7-årige datter i Århus. Jeg har meldt mig til at vi skal være kontaktfamilie. Jeg har endnu ikke mødt hende, og det kan også være at hun ikke vælger os som kontaktfamilie, da vi ikke bor i Århus. Men jeg håber da. Og så lader jeg ellers dette emne ligge lidt igen, men lover at der kommer mere.

Er kommet tidligt op i dag. Skal hente min mand i lufthavnen, han har været væk i mere end en uge og har været på en meget lang tur, for at komme hjem.

Egentlig er jeg nok det man kan kalde ‘en smule forvent’. Eller måske bare godt gift?

Til hverdag, når vi står op, så klarer hver især deres morgenmad. Vi har en rutine, så det passer med at vi ikke skal være på badeværelset på samme tid, hvilket desværre også ofte betyder, at vi ikke spiser morgenmad på samme tid. Det gør vi så til gengæld i weekenden. Og det er her, jeg er lidt forvent. For jeg synes ikke rigtig jeg kan stå op, hvis ikke Erik er stået op. Og egentlig heller ikke, hvis han ikke har lavet morgenmad.

Så jeg er altså vant til at i weekenden, så kan jeg stå op til duften af nybrygget kaffe og rundstykker og der står et blødkogt æg og venter på mig.

I dag er det lørdag. Og altså weekend. Og så vil jeg gerne have min kaffe, mit rundstykke og et æg. Men jeg må indrømme at jeg er kommet lidt ud af vane med at koge æg. Det første knækkede i skallen og fik en byld, og dem bryder jeg mig altså ikke om at spise. Så det røg ud, og et nyt kom i gryden. Det så rigtig fint ud, indtil jeg ville køle det af med vand og kom til at ramme ægget direkte med den hårde vandstråle, så skallen knækkede og blommen røg ud! DET gad jeg altså heller ikke spise. 3. gang er lykkens gang, jeg satte et nyt æg i gryden - men ak og ve - jeg ved da ikke hvad det er for nogle elendige æg jeg har fået købt denne gang, for det knækkede også!

Så i dag må jeg nøjes med min kaffe og rundstykke. Og så må jeg glæde mig til i morgen, hvor alting forhåbentlig er tilbage i faste rammer!

Så blev det weekend igen. Selvom jeg nok må erkende at når man hver eneste dag går på arbejde, så føles det som om man kun lige når at komme i gang med arbejdet om mandagen og pludselig er det fredag. Desværre går tiden så heller ikke mere i stå i løbet af weekenden, så den kan også være ovre, inden man næsten når at opdage det.

Men lige nu glæder jeg mig over, at det er weekend. Solen skinner, det er ca. 5 grader og så vidt jeg kan se min plads her i køkkenet, så er det begrænset, hvor meget is der stadig er på fjorden. Så mon ikke den når at blive helt is-fri inden mandag?

Da jeg kørte på arbejde i morges hørte jeg en gruopvækkende historie på P4 (ja, jeg er blevet ældre, ved godt at det er kanalen for ‘de modne’) som virkelig gav mig gåsehud. Det drejede sig om en kommune på Sjælland, hvor de indtil for nylig har været voldsomt plaget af rotter i et villakvarter, men nu er der heldigvis kommet mere styr på det, og borgerne oplever ikke længere det samme som ham, der fortalte sin historie i radion : han havde en dag siddet i sin stue og set fjernsyn da en stor, fed rotte løb hen over gulvet. Og selvom han hurtigt fik lukket døren til køkkenet og forsøgte at fange den, så tog det 2 dage, inden den var ude af huset igen.

Den slags kan som sagt få gåsehuden frem på mine arme. Jeg ved slet ikke hvordan jeg ville reagere, hvis det skulle ske for os. Og det er mere nærliggende, end man kunne ønske sig, for mens vi bogstaveligt talt var sneet inde i vores del af byen i flere uger i december, så vi heller ikke fik tømt skraldespand, oplevede vi hvordan nogle rotter havde holdt nytårsfest i vores affald. På den anden side, så længe de holder sig der, og kun kigger frem når det er Erik der går ud med skraldespanden, så kan jeg lige klare det. Inde i huset - DET vil jeg ikke!

Og så fik jeg en lignende oplevelse for bare nogle minutter siden. Da jeg kom hjem skinnede solen og jeg fik sådan en lyst til at få lidt frisk luft ind i huset. Åbnede terrasse døren og gik rundt i huset og ordnede forskellige ting. Da jeg kommer tilbage til køkkenet opdager jeg pludselig en fuldvoksen, men dog mindre, grå kat i mit soveværelse, som lige ser sit snit til at løbe ud af havedøren - samme dør som den formentlig er kommet ind ad.

Jeg fik ærlig talt et chok, men nåede knap nok at reagere, før den heldigvis var ude af døren. Jeg har i grunden ikke noget imod katte, men jeg har da ret meget imod andres katte inde i mit hus. Og jeg forstår slet ikke hvorfor den overhovedet synes det var i orden at komme ind i huset? Egentlig har jeg godt set samme kat tidligere bevæge sig op ad trappen til vores terrasse, men jeg har ikke tænkt over at den synes det kunne være interessant at komme helt ind i mit soveværelse. Den ser ikke hverken syg eller forladt ud, så igen spørger jeg mig selv HVORFOR?

Desværre kan den jo ikke svare på mit spørgsmål, men det ærgrer mig at jeg åbenbart ikke kan risikere at have min havedør stående åben for fremtiden, uden at jeg konstant skal holde øje med fremmede husdyr, som synes de vil på besøg. Er der overhovedet noget man kan gøre, så den forstår at den skal holde sig væk? Er det nok at jeg har overrasket den herinde? Eller vil den nu have fået så meget blod på tanden, at den vil forsøge sig igen ved enhver given lejlighed?

Vores lille søn har mistet en visdomstand. Ikke som i - den er lige faldet ud - men som i - den var aldrig kommet ud, hvis ikke tandlægen havde taget sig tid til at fjerne banditten.

Heldigvis nåede vi lige at få den første fjernet på skoletandplejens regning (han bliver 18 om 2 uger), for det tog bare mega-lang tid. 1 time og 45 minutter og 4 sting. Forhåbentlig var det den største, tandlægen valgte at fjerne, så det ikke bliver værre, når de sidste 3 skal ud i løbet af de næste par år. Rent faktisk skal der gå min. 6 måneder inden tandlægen vil gå i krig med den næste, for han har været nødt til at fjerne en del af knoglen, og den slags stress kan kroppen åbenbart ikke tåle alt for meget af.

Tanden var så stor, at den måtte hakkes i 6 stykker, inden den kom helt ud. Heldigvis er ungen ikke pivet, han tog det som en mand, men han synes dog også det var vigtigt at vi kom på apoteket og fik hentet de stærke smertestillende tabletter, som tandlægen havde skrevet en recept på.

Og nu går vi så og venter på at se, om hans kind bliver gul og blå. Jeg tror faktisk nok han selv synes at det kunne være lidt sejt, som en slags krigsveteran, som kan fremvise gamle ar. Men det er også i orden. Jeg tror ikke jeg selv kunne have taget det lige så pænt