Familien i El Paso

Torsdag mødte jeg for første gang en katolsk præst.

Vi var kommet i kontakt med hinanden via denne blog, som af en eller anden grund havde lagt et link på hjemmesiden for den kirke, hvor Charles er sognepræst.

Vi aftalte at jeg skulle komme forbi engang ved lejlighed, men da jeg alligevel skulle på tur med min veninde Debbie, besluttede vi at gøre Ysleta Mission genstand for vores besøg torsdag eftermiddag.

Jeg mente at kunne huske at vi havde været på missionen engang i foråret, Debbie og jeg, men det viste sig at det må have været den vi var sprunget over. For jeg har aldrig været der før. Men det bliver nok ikke sidste gang. Charles talte et aldeles pragtfuldt dansk, selvom han naturligvis måtte lede lidt efter ordene, hvilket vel er naturligt nok, når man ikke har talt sproget i 6 år. I skule bare vide hvordan mit spansk lyder, når der bare går en uge imellem at jeg taler det

Vi blev efter mødet enige om at jeg må se om jeg kan arrangere en dansk julefrokost senere på året, hvor jeg vil invitere nogle af de andre danskere jeg har kontakt til, og Charles var helt med på den. Jeg kunne næsten høre hvordan spyttet samlede sig i munden på ham, da han sagde åhr ja, flæskesteg, rødkål og brunede kartofler!

Så nu håber jeg bare at vi også er her i December og har mulighed for at invitere gæster. 

Annonce der kan ses på et kæmpe billboard langs motorvejen her i byen :

Patience - teach your children

Jeg vil ikke prale af at jeg har vildt meget tålmodighed. Specielt ikke i trafikken. Men jeg må indrømme at efter jeg er flyttet til Texas, så er jeg altså blevet meget bedre, end jeg var/er i Danmark. Og jeg synes egentlig at det er noget man godt kunne lære sine børn i en tidlig alder. Tålmodighed. For mange ting bliver virkelig meget lettere, hvis man ikke er så utålmodig.

Det er fantastisk dejligt når ens blog kommer rundt omkring og jeg har via denne hjemmeside fået kontakt til en katolsk præst, som er sognepræst ved Ysleta missionen her i El Paso, men som faktisk har tjent det katolske samfund i Danmark i 8 år.

Vi er begyndt at e-mail’e sammen og har aftalt at vi vil forsøge at mødes, men desværre har han et møde i formiddag, hvor jeg ellers havde aftalt med en veninde, at vi ville køre forbi. Om ikke så længe skal jeg hente Debbie på hotellet og vi skal aftale hvad vi skal lave i dag, og hvis hun er med på den, så kan det jo være vi kan køre forbi kl. 14 når Charles er færdig med sit møde.

Har jeg fortalt at jeg er kommet i gang med min nye uddannelse? Til foråret skulle jeg gerne kunne kalde mig HR (Human Resource) konsulent og skulle kunne få arbejde i en personaleafdeling i en virksomhed, eller hos et rekrutteringsfirma.

Uddannelsen udbydes af Aktiv Kurser/Probana og strækker sig over 7 måneder og er opdelt i moduler, hvor hvert enkelt modul afsluttes med en kursusdag i Danmark og efterfølgende Case besvarelse.

Det er en ny måde at lære på for mig, og jeg har endnu hverken været til nogen kursusdag eller afleveret en opgave på baggrund af en case. Foreløbig har jeg læst alt hvad der er at lære om personalepolitik, stresspolitik, videndeling osv. (ah, måske ikke alt, men meget) og mandag den 29. september skal jeg mødes med mine medstuderende i Århus til årets første kursusdag, og sandsynligvis også den eneste jeg kan deltage i. Heldigvis er der ikke mødepligt, for det ville nok være lige i overkanten at skulle rejse til Danmark en gang om måneden, for at deltage i en kursusdag, men jeg glæder mig til at lære de andre at kende og forhåbentlig finde en, som er parat til at tage noter til mig.

De andre kursusdeltagere er allesammen allerede ansat i en personalefunktion, så måske er det den omvendte måde at gøre det på. Men jeg har det nu bedst med at kunne ting, inden jeg søger en stilling.

Opgaven skal afleveres den 6. oktober, men til den tid har jeg besøg af min mor og der bliver nok ikke særlig god tid til at sidde og fedte med en afleveringsopgave. Derfor havde jeg også besluttet at det skulle være færdigt allerede inden jeg tager til Danmark i næste uge, og jeg er da også færdig med at læse på stoffet. Nu mangler bare at få besvarelsen ned på papiret og så forventer jeg at kunne sende det hele ind, når jeg har været til første kursusdag. Det kunne jo være man lærte noget

Jeg har før udtrykt min begejstring for morgenshowet ‘The View’ med blandt andre Whoopi Goldberg og Barbara Walters, men deres begejstring for Danmark vil da vist ingen ende tage.

I dag viste de et indslag om den engelske kronprins’ graduation fra militæret og hvordan hele den engelske kongefamilie var der for stolt at se ham få sit eksamensbevis. Men ‘The View’ hæftede sig næsten lige så meget ved, hvor stor opmærksomhed Kate Middleton fik fra den udenlandske presse og pludselig toner vores helt egen Ulla Therkelsen frem og fortæller - på dansk og uden oversættelse. Jeg blev vildt overrasket. Hvorfor valgte de ikke at vise den japanske journalist, eller den hollandske journalist, men vælger at vise Ulla? Kan kun være fordi de også elsker Danmark, ikke?

Vi er så heldige at vi kan se live dansk TV via vores computer, selvom vi sidder på den anden side af jordkloden. Nu skal det ikke forstås sådan at jeg sidder klinet til TV skærmen hele dagen for kun at se dansk TV, men som en modvægt til de amerikanske nyheder er det nu rart også at få nyhederne fra en anden kanal.

Vores Slingbox Pro er opsat hos nogle venner med en kanon god internet forbindelse, og alle de kanaler de har på deres TV kan jeg også se. Endda uafhængigt af hvilken kanal de aktuelt sidder og kigger på.

Den gode internetforbindelse er helt essentiel i forhold til hvor god kvalitet man får på sin skærm. For det nytter ikke noget at man selv har en god forbindelse og kan trække en masse ind på kort tid, hvis den der sender data ud, ikke sender det hurtigt nok.

Ulempen ved Slingbox’en er, at der kun er én person ad gangen, som kan se TV via den. Det betød for os, før vi fik vores egen, at vi måtte dele den med nogle andre som sad andre steder i verden, og det gjaldt virkelig om at være hurtig og få sig logget på, hvis der fx var landskamp.

Der er dog kommet et nyt produkt i handlen, en HAVA som kan det samme, men som tillader flere opkoblinger på samme tid.

Det er helt uden gene for den husholdning hvor boksen sidder. Den fylder ikke ret meget, det er ikke ulovligt og man skal ikke betale licens. (Forudsat selvfølgelig at din vært betaler licens).

Da vores computer sidder ret tæt på vores TV var det virkelig let at tilføje endnu en ledning (hvad betyder en fra eller til?) og det betyder at jeg kan sidde og se og høre det hele på mit normale TV.

Det er en fantastisk opfindelse og jeg kan virkelig anbefale det. Da vi boede i Hongkong var en af de ting jeg manglede da vi kom hjem, at kunne grine med af  fx Team Easy On, for vi anede simpelthen ikke hvad folk mente. Nu føler jeg at jeg kan følge med i hvad der sker derhjemme, og det føles ikke som om jeg er så langt væk, som jeg i virkeligheden er. 

I Florida har man fået nok af unge mænd der går med hængerøvsbukser, så man kan se deres boxershorts. Så nu er det en forbrydelse at gå klædt, så underbukserne kan ses, og siden man øgede indsatsen mod de ‘kriminelle’ i sidste måned, er 11 blevet anholdt. Første gang man bliver pågrebet koster det $100 i bøde, men bliver man fanget igen, vil det betyde fængselsstraf på 30 dage.

Man kan jo mene at politiet burde have mere presserende ting at tage sig til, men du kan i hvertfald læse mere om ‘forbryderne’ her.

I aftes var vi til Oktoberfest på militærbasen her i byen. På basen arbejder adskillige tyske soldater og officerer, og derfor holdes der også en rigtig Oktoberfest hvert år.

Og jeg skal love for at der blev festet igennem. Jeg har aldrig før været til Oktoberfest, men jeg tror at det foregik på samme måde som det ellers gør i Bayern.

Festen forløber over 3 dage. Fredag aften og lørdag aften koster det $25 at komme ind, søndag er det gratis og den dag hvor der også er adgang for børnene.

Vi skulle mødes med de andre fra klubben (vi var 28 i alt) kl. 17 for at køre sammen derover, for antallet af parkeringspladser var begrænsede. Men lige inden kl. 17 kom vi lidt i tidnød. Erik modtog opkald fra fabrikken om et problem dernede og da vi endelig kom afsted, kom jeg i tanker om at jeg havde glemt billetterne. Hjemme igen, kunne jeg pludselig ikke huske hvor jeg havde gjort af billetterne. Jeg havde gået rundt med dem i min taske siden onsdag, men lørdag formiddag havde jeg taget dem ud af tasken og lagt dem et sikkert sted, så jeg ikke risikerede at miste dem. Og pludselig kunne jeg altså ikke huske hvor det sikre sted var. Jeg ledte og skrabte i 20 minutter og havde faktisk allerede opgivet overhovedet at komme afsted, da det pludselig slog mig, at jeg havde hængt dem på køleskabsdøren. Af-sti-afsted, de andre var dog allerede kørt og kommet ind på basen og stod i køen til at teltdørene ville blive slået op. De holdt heldigvis en plads til os ved bordet, og mange havde allerede fået deres mad.

Alt var fløjet ind fra Tyskland : store krus til at drikke øl af, Paulaner øl, kamsteg, sauerkraut og tysk kartoffelsalat, ja selv bandet var blevet fløjet ind. Teltet var fyldt, billetterne var blevet udsolgt på få dage, og der var faktisk ikke engang plads til de sidste 100 mennesker som havde billet, så vi sad 1400 personer i teltet, mens resten sad ved borde udenfor og inde i hallen, hvor øl og mad blev solgt.

Det hele startede med den amerikanske og derefter den tyske nationalmelodi, og bagefter blev øllet slået ind, og Bayerns 2. nationalsang ‘Heil Prosit’ blev spillet og sunget adskillige gange. Og så blev der ellers danset og drukket igennem.

Vi tog hjem ved 22-tiden, ‘die Amis’ (som min tyske veninde kalder dem) gik dog hjem lidt tidligere. Det var en sjov fest, masser af mennesker, men ikke nødvendigvis noget vi behøver prøve igen :-) 

Tænk, i dag er det et år siden at det sidst var min nieces fødselsdag og hvor jeg ikke kunne være med til at fejre hende. Heldigvis ved jeg at der er mange andre der er med til at fejre hende, og jeg ringede da også til hende i morges da hun lige var stået op, og fik sunget fødselsdags sang for hende og fik talt om, hvor dejligt det er at blive 6 år. ‘For så bliver jeg højere, Moster!’ Ja, såmænd!

På tirsdag er det så Kaspers tur, da skal han fejre fødselsdag uden at jeg er der og det er da næsten endnu mere mærkeligt ikke at være der til sin egen søns fødselsdag. Heldigvis er han hos min mor og forhåbentlig vil hun sørge for at dagen bliver bare en lille smule festlig. Og om et par uger er jeg hjemme og kan nå at hilse på både ham og Katrine og ønske dem begge forsinket tillykke.

Jeg har i et tidligere indlæg skrevet om, at vi er ved at være færdige med beregningen af det skat vi skal betale for 2007, og at det ikke har været helt uden problemer.

Vi havde selv lavet en beregning ud fra en hjemmeside af, hvor meget vi skulle betale i skat, men desværre viser det sig at være mere kompliceret end som så.

Fx indregner amerikanerne også den løn jeg tjente i Danmark første halvår af 2007 i Eriks skattegrundlag, og det havde vi lige glemt. Heldigvis har USA og Danmark en sambeskatningsaftale som går ud på, at hvis man allerede har betalt skat i det ene land, så skal man ikke også betale skat i det andet land. Så efter man havde indregnet min indtægt, fik vi heldigvis bagefter fradrag for den skat jeg har betalt i Danmark.

Om det har fået nogen negativ eller positiv indflydelse på udregningen har jeg lidt svært ved at vurdere. Vi har dog fået det hele til underskrivelse og skal have det sendt ind, når vi lige har haft tid til at sidde ned og kigge på tallene. For selvom det er lavet af en revisor, så er vi selv ansvarlige for at beregningerne er sket på det korrekte grundlag. Og så må vi bare vente og se hvornår de penge vi skal have tilbage, finder vej til vores bankkonto.