Familien i El Paso

Det er ikke noget nyt, det der med at jeg ikke kan tage mig sammen til at få lavet en opgave færdig, før deadline er seriøst tæt på at blive overskredet. Da jeg gik i folkeskolen og gymnasiet skrev jeg altid de bedste stile efter de skulle have været afleveret, og selvom jeg nogle gange forsøgte at gøre som nogle af veninderne, nemlig at lave dem lige efter jeg havde fået dem for, så blev resultatet aldrig lige så godt.

Jeg troede helt ærligt at jeg var blevet mere struktureret, men jeg må nok erkende at jeg ikke har forandret mig ret meget på det punkt.

Min opgave skal ganske vist først afleveres den 6. oktober, men da mine forældre kommer i næste uge og vi i weekenden op til afleveringen har besluttet at vi vil til balloon festival i Albuqueque, så skal jeg nok ikke regne med at få tid og ro til at skrive opgave. Derfor har jeg sat min egen deadline, som faktisk var sidste weekend, så jeg kan få tingene skrevet ned og så allerhøjest lave nogle rettelser i flyet tilbage til USA, når jeg forhåbentlig har fået nogle tips ved første kursusdag på mandag.

Og det eneste jeg har opdaget er at jeg ikke kan komme igang. Hele tiden er der andre ting der trækker (som nu hvor jeg igen sidder og blogger og skriver indlæg i stedet for at få gang i den sidste halvdel) og der sker ikke en pind. Jeg har ikke haft problemer med at læse pensum, har læst nogle få kapitler ad gangen, kigget på det nogle dage om ugen osv. men den her opgave er altså en helt anden sag. For det første synes jeg ikke at jeg husker lige så godt som jeg før har gjort. For det andet kræver det absolut ro, jeg er virkelig blevet lydfølsom og kan ikke, som da jeg fx var fjorten, klare at TV eller radioen kører, eller at der er nogen omkring mig der snakker. Så det hele skal gøres når der ikke er andre i huset.

Jeg tror dog også nogle af mine problemer skyldes formen som opgaven skal afleveres i. Jeg har aldrig arbejdet med case’s før og jeg bruger enormt meget tid på at læse om hvad der vægtes osv., så forhåbentlig vil det blive lidt lettere når vi kommer længere hen i forløbet. For hvis jeg skal bruge lige så lang tid til eksamen, som jeg har brugt nu, så får jeg ikke lavet halvdelen.

Jeg har heller ikke problemer med at få ordene ned på papir, når jeg først er kommet igang. Nogle af tingene hænger jo ved, men jeg kan ikke huske hvor jeg har læst det eller hvilken formel det er eller hvilket citat og det tror jeg bliver det største problem. Udover, naturligvis, at jeg bruger alt for mange ord. Da jeg endelig havde fået skrevet det jeg ville i går, brugte jeg bagefter næsten en time på at barbere det ned til 2/3 af det oprindelige. Men jeg kan på den anden side godt forstå at læreren ikke gider have alt for meget at læse igennem, så må jeg spare på nuancerne og holde mig til fakta. (Jeg bruger i forvejen ikke for mange kommaer, det ville ellers være et oplagt sted at spare på tegn……)

I virkeligheden er det nok meget godt at jeg ikke har bilen hjemme i dag, for ellers var jeg nok i stedet sust afsted til shopping centret og havde kigget på noget jeg kunne tage med hjem til Danmark. Og så havde det været nødvendigt at bruge tiden i lufthavnen på at lave opgave og det ville alligevel ikke ende godt, for jeg tror jeg vil få sværere ved at koncentrere mig der, end jeg vil herhjemme. Så - ab geht die Post - nu vil jeg åbne et nyt word dokument og se og få det færdigt på rekordtid! 

UPDATE (3 timer senere)

Så tog det alligevel længere tid end jeg havde forventet. Og det helt uden at jeg fik startet for TV eller radio og uden at jeg lige checkede e-mails eller FB imens. Håber ved grød at jeg lærer det med tiden, for ellers bliver jeg da aldrig færdig til eksamen.

Nu er der så lige tilbage at udskrive billetter, så jeg har alting med, at få ryddet op og købt ind, pakket kuffert og huske alt det jeg har lovet at tage med hjem. Lige krydret med en enkelt udflugt til vores factory outlet for at hente den kuffert jeg havde inde til reparation og en middag med en af min mands kolleger. Og så kan I godt kigge langt efter mig i min. 24 timer, mens jeg flyver hjemover…….

Ved ikke hvor det stammer fra, tror det er en filosofisk tese, som når man diskuterer om Gud virkelig findes eller ej, så kan man argumentere at det svarer til at spørge om skoven stadig er der, selvom der ikke er nogen der står og kigger på den. Altså, ting kan sagtens findes, selvom vi ikke hele tiden kan se det. 

Det er lidt det samme som at flytte til et nyt sted. Findes man virkelig, også selvom der ikke er nogen der ser én? Jeg mener, jeg synes jo selv at jeg er aldeles til stede, selvom jeg de første måneder jeg var her, ikke kendte et øje. Og jeg er til gengæld ikke mere til stede, bare fordi folk nu hilser genkendende på mig, når de møder mig i supermarkedet eller på en restaurant.

Er der overhovedet nogen der synes at ovenstående giver nogen som helst mening? Jeg har læst det igennem indtil flere gange, men kan ikke finde en anden måde at forklare det på. Og ville egentlig også bare sige at de gør ualmindeligt dejligt godt, når et menneske, som jeg aldrig nogen sinde har mødt, alligevel giver sig tid til at skrive et sødt brev og nogle opmuntrende ord, uden anden grund end at vedkommende synes det var på sin plads.

Hvorfor er jeg ikke selv så opmærksom overfor andre? Burde vi ikke allesammen huske bare engang imellem at anerkende andres tilstedeværelse og forsøge at gøre et andet menneske glad?

Som bekendt er jeg kommet på facebook. Og det er mange af mine gamle veninder, som jeg måske ikke har set/talt med i mere end 20 år også, og jeg synes det er helt fantastisk igen at komme i kontakt med dem. Så selvom jeg synes FB er skyld i nogle af mine problemer med computeren, så håber jeg ikke at det bliver lukket eller at jeg bliver nødt til at lukke min konto. I hvertfald ikke før jeg har fundet dem allesammen.

MEN: når man sådan ‘møder’ gamle veninder og de ser at jeg bor i udlandet, så er det første spørgsmål uvilkårligt : ‘hvad laver du så hele dagen, nu du ikke arbejder?’

Det er vel et helt naturligt spørgsmål for en dansk kvinde, for hvem kan forestille sig ikke at arbejde?

Det kan nogle gange være svært at svare på, hvad jeg får dagene til at gå med. For dagene går jo, også uden at jeg keder mig, og uden at jeg nødvendigvis har lavet noget som er direkte målbart.

Men som ægtefælle til en udstationeret er det i mine øjne nødvendigt at indse at tiden som udstationeret ikke er noget man kan bruge på at arbejde, men en tid man kan bruge til at gøre nogle af alle de ting, man ikke har tid til, når man som i DK har egen karriere, børn, hus og hjem der skal passes, venner og familie der skal besøges og fritidsaktiviteter der også skal passes ind i en travl hverdag.

Når vi bor i Danmark er der ligestilling i vores hus. Vi har hver især vores krævende arbejde, deles om arbejdet i hjemmet og har taget hver vores tørn med at blive hjemme hos syge børn.

Og sådan bliver det også når vi kommer hjem igen.

Men lige nu er det Erik der tjener pengene. Det er ham der hiver månedslønnen hjem helt alene og det er ikke bare et 8-16 job han har fået. Han rejser meget, starter med telefonkonferencer kl. 6 om morgenen, så han kan følge med i hvad der foregår i virksomheden derhjemme, og når han tilsvarende er i Danmark, kan han risikere at blive ringet op kl. 1 om natten, hvis der er problemer på fabrikken i Mexico. Helligdage er svære at overholde, søndag aften bliver oftest brugt til at sende mails til folk i Danmark som så har noget at starte med mandag morgen og selvom vi da holder ferie, så har jeg endnu ikke oplevet at holde 3 uger sammehængende, uden at der som minimum bliver læst nogle e-mails eller der modtages nogle telefonopkald.

Som ægtefælle kan man så vælge enten af blive møgsur og skabe en ualmindelig dårlig stemning i hjemmet, eller man kan acceptere det, beslutte sig for at dette er kun en kort del af ens liv, og så sørge for at alting fungerer på hjemmefronten, at børnene er glade og at den arbejdende ægtefælle kan opfatte sit hjem som et frirum, hvor der ikke er en masse konflikter. 

Jeg siger ikke at man ikke skal stille krav. Selvfølgelig skal der opstilles nogle regler for, hvor meget tid man mener at der bør investeres i jobbet, men det bør man gøre op med sig selv hjemmefra og kan man ikke acceptere de lange arbejdsdage, stressen og den ulige fordeling af opgaverne i hjemmet, så skal man ikke blive udstationeret.

Der ER bare ikke tid til to karriereforløb, med mindre man ikke har nogen hjemmeboende børn. For det er de færreste steder at tingene er så veltilrettelagt som hjemme i Danmark. I Holland er skoletiden for de mindre børn fx opdelt i skole formiddag og eftermiddag, med 2 timers pause imellem, så mødrene kan hente deres afkom og give dem frokost og lade dem sove til middag. I Hongkong skulle børnene følges til skolebussen og blev fx ikke sat af igen, hvis ikke der var nogen til at hente dem ved bussen. Her i El Paso bliver børnene fra den tyske skole ikke sat af skolebussen, hvis chaufføren ikke kan se at der står en i døren og venter på eleven. Og man kan have børn der har forskellig skoleskema, så man skal være der når den første kommer hjem kl. 14 og den anden kommer hjem kl. 18 efter at have været til basketball. Man kan selvfølgelig også vælge selv at hente dem, men så skal der jo i stedet køres. Eller man kan have en hjælper, som sørger for at lave mad og gøre rent og henter børnene, men hvad hvis man bor i Shanghai og får en hjælper der ikke kan engelsk? For slet ikke at tale om at det kan ens børn jo faktisk heller ikke, hvem skal de så snakke med, indtil deres forældre kommer hjem fra arbejde? Hvordan skal de bede om hjælp til at få noget at spise eller komme på toilettet?  

Her kan jeg da også sagtens få en hjælper til at hjælpe med alt det praktiske i huset, men det er de færreste der taler engelsk og jeg taler ikke spansk, så det har jeg opgivet.  Jeg ved godt at så kan man jo bare spise det mad de laver, men hvad hvis man ikke kan lide det? Hvad hvis man skal forklare at man kun vil have der bliver indkøbt økologiske varer? I øvrigt er der her i El Paso fx så langt til indkøbsmuligheder at man ikke kan komme der uden bil. Men hjælperen kan ikke køre, så jeg ville alligevel skulle købe ind til aftensmad, men hvordan skulle jeg lære hende at lave frikadeller?

Og så er der alt det med huset, betaling af regninger, snak med håndværkere hvis noget er gået i stykker, hvis fjernsynet ikke fungerer, hvis lønnen ikke er gået ind, hvis man skal sætte en check i banken, tilmelding til skoler, for slet ikke at tale om nogle af alle de fridage børnene har fra skole, men hvor dem der arbejder ikke har fri? Der er skolesamtaler, som holdes midt på dagen, opførelser i skolen, lektier der skal hjælpes med osv.osv. 

Og der ER bare ikke lige en bedstemor rundt om hjørnet man kan ringe til, hvis en af ungerne bliver syg. Eller hvis man er nødt til at arbejde over.

De kloge siger, at det tager en expat familie 6 måneder at falde til et nyt sted. Og det tror jeg ikke er helt forkert. I den tid er det med hjemmeboende børn nødvendigt at der er en i familien som altid kan komme og hente en, hvis man lige fik ondt i maven over, at man ikke kunne tale med de andre børn i skolen, eller som kan hjælpe med de svære lektier og som er med til at se på, når man begynder at gå til ballet. Til gengæld går det herfra som regel kun fremad. Man selv og børnene får en omgangskreds, huset er endelig blevet indrettet som man gerne vil have det, og man kan begynde at tænke mere på sig selv. Og på hvad man så skal få tiden til at gå med. 

Jeg selv er nu gået i gang med en ny uddannelse. Jeg uddannede mig også mens jeg var i Hongkong. Jeg er begyndt at lære spansk og har fået nogle gode veninder som jeg foretager mig ting sammen med. Og det drejer sig ikke bare om at gå ud og spise frokost sammen, men lige så meget at have nogen at tale med om det der foregår rundt om en, for hvem forstår det bedre end kvinder der er i samme situation som én selv? Og det er da vigtigt at man finder nogen der kan blive mindst lige så begejstret over at lillepigen nu har lært at gå, som ens mor ville blive.

Og så nyder jeg bare at være stået af ræset. Ved at det er en meget kort periode i mit liv som hurtigt kan gå, så jeg nyder hver eneste dag og nyder at der også er tid til at gøre noget kun for mig, samtidig med at vi som familie også har mere tid til hinanden. For selvom min mand arbejder og rejser meget, så ser jeg alligevel mere til ham, end jeg gjorde da vi begge arbejdede og det gør såmænd heller ikke så meget at arbejdstelefonen ringer når vi er på ferie, hvis bare han er der og samtidig lader mig nyde solen og min nyeste bog. 

Torsdag mødte jeg for første gang en katolsk præst.

Vi var kommet i kontakt med hinanden via denne blog, som af en eller anden grund havde lagt et link på hjemmesiden for den kirke, hvor Charles er sognepræst.

Vi aftalte at jeg skulle komme forbi engang ved lejlighed, men da jeg alligevel skulle på tur med min veninde Debbie, besluttede vi at gøre Ysleta Mission genstand for vores besøg torsdag eftermiddag.

Jeg mente at kunne huske at vi havde været på missionen engang i foråret, Debbie og jeg, men det viste sig at det må have været den vi var sprunget over. For jeg har aldrig været der før. Men det bliver nok ikke sidste gang. Charles talte et aldeles pragtfuldt dansk, selvom han naturligvis måtte lede lidt efter ordene, hvilket vel er naturligt nok, når man ikke har talt sproget i 6 år. I skule bare vide hvordan mit spansk lyder, når der bare går en uge imellem at jeg taler det

Vi blev efter mødet enige om at jeg må se om jeg kan arrangere en dansk julefrokost senere på året, hvor jeg vil invitere nogle af de andre danskere jeg har kontakt til, og Charles var helt med på den. Jeg kunne næsten høre hvordan spyttet samlede sig i munden på ham, da han sagde åhr ja, flæskesteg, rødkål og brunede kartofler!

Så nu håber jeg bare at vi også er her i December og har mulighed for at invitere gæster. 

Annonce der kan ses på et kæmpe billboard langs motorvejen her i byen :

Patience - teach your children

Jeg vil ikke prale af at jeg har vildt meget tålmodighed. Specielt ikke i trafikken. Men jeg må indrømme at efter jeg er flyttet til Texas, så er jeg altså blevet meget bedre, end jeg var/er i Danmark. Og jeg synes egentlig at det er noget man godt kunne lære sine børn i en tidlig alder. Tålmodighed. For mange ting bliver virkelig meget lettere, hvis man ikke er så utålmodig.

Det er fantastisk dejligt når ens blog kommer rundt omkring og jeg har via denne hjemmeside fået kontakt til en katolsk præst, som er sognepræst ved Ysleta missionen her i El Paso, men som faktisk har tjent det katolske samfund i Danmark i 8 år.

Vi er begyndt at e-mail’e sammen og har aftalt at vi vil forsøge at mødes, men desværre har han et møde i formiddag, hvor jeg ellers havde aftalt med en veninde, at vi ville køre forbi. Om ikke så længe skal jeg hente Debbie på hotellet og vi skal aftale hvad vi skal lave i dag, og hvis hun er med på den, så kan det jo være vi kan køre forbi kl. 14 når Charles er færdig med sit møde.

Har jeg fortalt at jeg er kommet i gang med min nye uddannelse? Til foråret skulle jeg gerne kunne kalde mig HR (Human Resource) konsulent og skulle kunne få arbejde i en personaleafdeling i en virksomhed, eller hos et rekrutteringsfirma.

Uddannelsen udbydes af Aktiv Kurser/Probana og strækker sig over 7 måneder og er opdelt i moduler, hvor hvert enkelt modul afsluttes med en kursusdag i Danmark og efterfølgende Case besvarelse.

Det er en ny måde at lære på for mig, og jeg har endnu hverken været til nogen kursusdag eller afleveret en opgave på baggrund af en case. Foreløbig har jeg læst alt hvad der er at lære om personalepolitik, stresspolitik, videndeling osv. (ah, måske ikke alt, men meget) og mandag den 29. september skal jeg mødes med mine medstuderende i Århus til årets første kursusdag, og sandsynligvis også den eneste jeg kan deltage i. Heldigvis er der ikke mødepligt, for det ville nok være lige i overkanten at skulle rejse til Danmark en gang om måneden, for at deltage i en kursusdag, men jeg glæder mig til at lære de andre at kende og forhåbentlig finde en, som er parat til at tage noter til mig.

De andre kursusdeltagere er allesammen allerede ansat i en personalefunktion, så måske er det den omvendte måde at gøre det på. Men jeg har det nu bedst med at kunne ting, inden jeg søger en stilling.

Opgaven skal afleveres den 6. oktober, men til den tid har jeg besøg af min mor og der bliver nok ikke særlig god tid til at sidde og fedte med en afleveringsopgave. Derfor havde jeg også besluttet at det skulle være færdigt allerede inden jeg tager til Danmark i næste uge, og jeg er da også færdig med at læse på stoffet. Nu mangler bare at få besvarelsen ned på papiret og så forventer jeg at kunne sende det hele ind, når jeg har været til første kursusdag. Det kunne jo være man lærte noget

Jeg har før udtrykt min begejstring for morgenshowet ‘The View’ med blandt andre Whoopi Goldberg og Barbara Walters, men deres begejstring for Danmark vil da vist ingen ende tage.

I dag viste de et indslag om den engelske kronprins’ graduation fra militæret og hvordan hele den engelske kongefamilie var der for stolt at se ham få sit eksamensbevis. Men ‘The View’ hæftede sig næsten lige så meget ved, hvor stor opmærksomhed Kate Middleton fik fra den udenlandske presse og pludselig toner vores helt egen Ulla Therkelsen frem og fortæller - på dansk og uden oversættelse. Jeg blev vildt overrasket. Hvorfor valgte de ikke at vise den japanske journalist, eller den hollandske journalist, men vælger at vise Ulla? Kan kun være fordi de også elsker Danmark, ikke?

Vi er så heldige at vi kan se live dansk TV via vores computer, selvom vi sidder på den anden side af jordkloden. Nu skal det ikke forstås sådan at jeg sidder klinet til TV skærmen hele dagen for kun at se dansk TV, men som en modvægt til de amerikanske nyheder er det nu rart også at få nyhederne fra en anden kanal.

Vores Slingbox Pro er opsat hos nogle venner med en kanon god internet forbindelse, og alle de kanaler de har på deres TV kan jeg også se. Endda uafhængigt af hvilken kanal de aktuelt sidder og kigger på.

Den gode internetforbindelse er helt essentiel i forhold til hvor god kvalitet man får på sin skærm. For det nytter ikke noget at man selv har en god forbindelse og kan trække en masse ind på kort tid, hvis den der sender data ud, ikke sender det hurtigt nok.

Ulempen ved Slingbox’en er, at der kun er én person ad gangen, som kan se TV via den. Det betød for os, før vi fik vores egen, at vi måtte dele den med nogle andre som sad andre steder i verden, og det gjaldt virkelig om at være hurtig og få sig logget på, hvis der fx var landskamp.

Der er dog kommet et nyt produkt i handlen, en HAVA som kan det samme, men som tillader flere opkoblinger på samme tid.

Det er helt uden gene for den husholdning hvor boksen sidder. Den fylder ikke ret meget, det er ikke ulovligt og man skal ikke betale licens. (Forudsat selvfølgelig at din vært betaler licens).

Da vores computer sidder ret tæt på vores TV var det virkelig let at tilføje endnu en ledning (hvad betyder en fra eller til?) og det betyder at jeg kan sidde og se og høre det hele på mit normale TV.

Det er en fantastisk opfindelse og jeg kan virkelig anbefale det. Da vi boede i Hongkong var en af de ting jeg manglede da vi kom hjem, at kunne grine med af  fx Team Easy On, for vi anede simpelthen ikke hvad folk mente. Nu føler jeg at jeg kan følge med i hvad der sker derhjemme, og det føles ikke som om jeg er så langt væk, som jeg i virkeligheden er. 

I Florida har man fået nok af unge mænd der går med hængerøvsbukser, så man kan se deres boxershorts. Så nu er det en forbrydelse at gå klædt, så underbukserne kan ses, og siden man øgede indsatsen mod de ‘kriminelle’ i sidste måned, er 11 blevet anholdt. Første gang man bliver pågrebet koster det $100 i bøde, men bliver man fanget igen, vil det betyde fængselsstraf på 30 dage.

Man kan jo mene at politiet burde have mere presserende ting at tage sig til, men du kan i hvertfald læse mere om ‘forbryderne’ her.